Vi kan godt træde mere frem i lyset, prale lidt af hvor gode vi er, men samtidig inspirere andre lande til at prøve kræfter med mindre antibiotika i staldene.
Af Emma Kjersgaard, studerer husdyrvidenskab på Københavns Universitet, medlem af Verdens Bedste Fødevarer.
Tilmeld gratis nyhedsbrev!
Jeg er 23 år gammel og kommer oprindeligt fra Sydfyn, fra en lille by der hedder Faaborg, og jeg tør godt prale med, at det er der man finder noget af den skønneste natur på Fyn.
Jeg flyttede til København for at læse Husdyrvidenskab i 2017, og fandt hurtigt ud af, at det var den helt rigtige uddannelse for mig. Det at kunne sætte viden om dyr og samfund sammen, og skabe en større faglig sammenhæng, er super spændende, og det er også en af grundene til, at jeg deltog i debatten “Kan antibiotikaresistens bekæmpes i landbruget?”.
MRSA er dagligdag i stalden
Antibiotikaresistens er et emne, vi allesammen er stødt på. Om det er i avisen, på besætningen, på nettet eller om det er på studiet! Men jeg var interesseret i, hvad de førende på feltet egentlig mener. Og hvordan meningerne om alvoren af MRSA fordeler sig.
Vi har ikke haft så meget om husdyr-MRSA på studiet endnu. Men vi har stiftet bekendtskab med det i flere sammenhænge. Allerede på første år, på et af de første kurser, besøgte vi en svinestald. Det startede snakken om, hvor meget MRSA er en del af daglig dagen i stalden. Hvordan de begrænser smittespredning og hvilke forholdsregler, de tager. Derfor synes jeg, debatten var spændende. Den gav mere viden om, hvor vi står i dag, hvilken betydning det har i staldene, og hvordan det ser ud på verdensplan.
Læs også: Griseproducent: Jeg bliver dagligt bombarderet med hokuspokus
Vi kan være stolte i Danmark
Debatten havde en rød tråd, som vi godt kan være lidt stolte af: Vi er i Danmark rigtig gode, når det kommer til vores antibiotika forbrug, hygiejne og sundhed i staldene generelt.
Dorthe Sandvang fra Chr. Hansen lagde stor vægt på, at vi ikke måtte tabe gejsten, for vi kan godt gøre det bedre, end vi gør nu. På mit studie bliver der lagt op til at vi skal være nytænkende, og derfor er det altid fedt at høre, at der stadig er ting, vi kan blive bedre til.
Sådanne debatoplæg inspirerer til at finde løsninger. Og det giver indsigt i hvor vores faglighed passer ind, når vi engang er færdig uddannede.
Ikke alle lande tager samme forholdsregler som vi gør i Danmark. Langt fra faktisk, og det er blandt andet en af grundene til, at jeg syntes, det er et emne, vi godt kan sætte mere fokus på.
Vi glemmer, at naturen bestemmer
Vi ved så meget om husdyr-MRSA i Danmark, og vi er gode til at mindske vores forbrug af antibiotika i produktionen. Vi kan godt træde mere frem i lyset, prale lidt af hvor gode vi er, men samtidig inspirere andre lande til at prøve kræfter med mindre antibiotika.
Husdyr-MRSA er ikke en trussel lige nu, ikke for Danmark i hvert fald. Spørgsmålet er mere, om vi har råd til ikke at udrydde den, mens vi har chancen. Vi har altid en ide om, hvordan noget fungerer, indtil vi opdager en ny sammenhæng. Det gælder rummet, lægevidenskab og også MRSA.
Som Jette Elisabeth Kristensen sagde til debatten ”[..] vi glemmer at naturen bestemmer!”, og det tror jeg nogle gange, vi gør. Jeg tror, der går politik i det hele og vi glemmer, at vi altså ikke var de første på denne jord! Vi glemmer, at vi ikke kender alle processer, og at vi ikke ved, hvordan fremtiden ser ud.
Misforstå mig ikke! Jeg ved ikke om at udrydde husdyr MRSA er den rigtige vej at gå. Det kan lige så vel være et kæmpe spild af tid og penge.
Emma Kjersgaard spurgte ved debatten, om vi eksporterer husdyr-MRSA til andre lande? Læs udførligt svar fra Jan Dahl her: Eksporterer vi husdyr-MRSA til andre lande?
Bliv medlem i Verdens Bedste Fødevarer
I Verdens Bedste Fødevarer er vi store fortalere for at finde metoder til at sænke forbruget af antiobiotika og problemer forbundet med resistens. Så vi kan inspirere andre lande.
Vi håber, du vil være med til at hjælpe os med at sætte skub i udviklingen ved at blive medlem i foreningen.
Her kan du læse om andres grunde til at blive medlem:
BASF betaler medlemskab for deres medarbejdere
“Vi landmænd ønsker en bedre verden nøjagtig som alle andre”
VU’er: Derfor er jeg medlem af Verdens Bedste Fødevarer
Visionær landmand vil vise “den tredje vej”
Sandvasker vil lægge rent sand i amerikanske køers senge