Et fødevareerhverv under pres, fastlåste fronter i skyttegravene og et tiltrængt behov for større nysgerrighed og færre ekkokamre. Læs forordet af Leif Nielsen til den nye debatbog Landbrug lugter, der kan forudbestilles til intropris hos forlaget Kolbein.dk
Tilmeld gratis nyhedsbrev!
Forord til Landbrug lugter: Af adm. direktør Leif Nielsen, Mærkevareleverandørerne.
I mit barndomshjem var vejen fra jord til bord 100 meter. Kornet kom fra marken ind til grisen. Grisen kom ud på gårdspladsen og blev stukket. Den blev parteret i bryggerset, kødet tilberedt i køkkenet og spist samme sted.
Siden er værdikæden vokset med nye specialiserede led år for år, og de fleste af os er blevet helt fremmedgjorte i forståelsen af processen.
Jeg har selv fulgt udviklingen på nært hold, fordi landbrugs- og fødevareproduktion på mange måder har været den røde tråd i mit arbejdsliv. Først var jeg tæt på landbruget, siden på fødevareindustrien og i dag på de virksomheder og mærkevarer, der hver dag konkurrerer om en plads på danskernes tallerkener og i indkøbskurve.
Derfor ved jeg, at dansk fødevareproduktion er mere end landbrug. Den rækker fra jorden og havet gennem slagterier, mejerier og fødevarevirksomheder til mærkevarer, restauranter, butikker og eksportmarkeder. Og til dig og mig ved spisebordet. Hele dette stærke økosystem bindes sammen af teknologi, ingredienser, forskning, logistik og rådgivning.
Den lange vej til tallerkenen
Kravene og opgaverne har forandret sig. Nu forventer samfundet mere biodiversitet, bedre drikkevand, balance i fjordene, ren luft og et sundt hav. Og de etiske krav til dyrs levevilkår forstærkes. Det efterspørges sjældent i butikken som et signal fra marked til landmand. Men det stilles som krav til producenter i forventning om resultater i butikken og i vores fælles danske natur.
Danmark har gennem generationer opbygget et fødevareerhverv, som på mange måder er noget ganske særligt. Som lille land har vi formået at skabe en stor internationalt orienteret fødevareproduktion. Det skyldes ikke én virksomhed, én organisation eller én gruppe. Det skyldes et samspil i hele værdikæden og samfundet, der har stillet krav og samtidig givet mulighed for udvikling.
Den styrke skal vi passe på. Ikke ved at frede erhvervet for kritik. Tværtimod.
Forandring skabes af mennesker og virksomheder, der kan omsætte krav, forventninger og nye muligheder til noget, der faktisk fungerer i en stald, på en mark, i en produktionshal og ude på markedet. Det perspektiv kan let forsvinde, når diskussionen om landbruget bliver reduceret til en kamp mellem dem, der er for, og dem, der er imod.
Virkeligheden er langt mere interessant.
Ud af ekkokammeret
Det er en af kvaliteterne ved Landbrug lugter. Bogen bevæger sig ud dér, hvor fødevarerne bliver til. Den møder mennesker, der hver dag står med de konkrete dilemmaer, som resten af os kan diskutere på afstand. Og bogen insisterer samtidig på at stille et større spørgsmål: Hvad skal der til, hvis Danmark også i fremtiden skal være et land, der producerer fødevarer – og ikke alene et land, der stiller krav til, hvordan andre skal gøre det?
Diskussionen bør handle om, hvilken fødevareproduktion Danmark skal være kendt for om ti, tyve og tredive år – og om vi har ambitionen om fortsat at være blandt de lande, der udvikler nye løsninger. Til den diskussion er der brug for mere nysgerrighed og samarbejde og mindre ekkokammer.
Måske begynder det med noget så enkelt som interesse. At vi interesserer os for, hvordan maden bliver til. At vi møder de mennesker, der producerer den. At vi tør diskutere problemerne uden på forhånd at have udpeget skurkene. Og at fødevareerhvervet selv bliver bedre til at åbne dørene og fortælle om både resultaterne, dilemmaerne og det, der endnu ikke er løst.
Landbrug lugter inviterer læseren med ind i den virkelighed. Man behøver ikke være enig i alle bogens konklusioner for at tage imod invitationen. Det væsentlige er måske netop, at vi bliver ved med at diskutere.
Debatten kan med min varmeste anbefaling genstartes her. God læselyst./
Kom til bogreception og uformelt netværk i Vejle
I anledning af udgivelsen af bogen Landbrug lugter – skrevet af Steffen Andersen, Felix Stark og Finn Bald – vil forfatterne gerne invitere dig til reception.
Receptionen finder sted onsdag den 18. november 2026 kl. 14.00–17.00 i kantinen hos Food Innovation House i Vejle.
Praktisk info:
- Adresse: Food Innovation House, Lysholt Allé 3, 7100 Vejle
- Parkering: Gratis parkering.
Program: Der vil være korte taler ved:
- H.C. Gæmelke, formand for L&F Gris
- Leif Nielsen, adm. direktør for Mærkevareleverandørerne (MLDK)
- Steffen Andersen, formand for VBF og medforfatter
- Karl Iver Dahl-Madsen, forlægger hos Kolbein.
Vi håber meget at se dig til en uformel snak og lidt netværk. MLDK byder i dagens anledning på et glas bobler, små snacks samt kaffe, te og vand i løbet af eftermiddagen.
Har du medvirket i bogen, står der et gratis frieksemplar klar til dig, når du møder op i Vejle.
Tilmelding: Giv gerne finn@vbfmedier.dk en tilkendegivelse på, hvorvidt du påtænker at dukke op i løbet af de tre timer – senest torsdag den 12. november.
Læs også:
Ny debatbog efterlyser respektfuld samtale om mad
Ny bog: Danske blå marker gemmer på guldmærkede fødevarer

- Titel: Landbrug lugter
- Forfattere: Felix Stark (stifter af Verdens Bedste Fødevarer, VBF), Steffen Andersen (formand for VBF) og Finn Bald (Freelanceskribent).
- Indhold: Sætter fokus på dyrevelfærd, klima, miljø, dansk fødevareeksport, akvakultur, teknologi, kunstig intelligens og fremtidens landbrug – og på de mennesker, som producerer vores fødevarer.
- Hovedbudskab: Danmark skal ikke vælge mellem produktion og bæredygtighed, men bruge teknologi og faglighed til at skabe en stærkere fødevareproduktion med højere værdi.
- Udgivelse: Forudbestil bogen på forlaget kolbein.dk til 129 i en begrænset periode.
- Interview med bogens talsperson, Steffen Andersen, ved henvendelse til fgb@vbfmedier.dk
Skal din madfortælling ud i virkeligheden?
Kontakt Verdens Bedste Fødevarer og få fortalt de gode historier om, hvordan du som dansk fødevareproducent gør en forskel for miljø, klima, natur, dyrevelfærd og arbejdsmiljø. Vores journalister lytter til din verden, finder de vigtige nuancer og bringer din viden videre til danskere, der ønsker reel viden om dansk fødevareproduktion.
Læs mere om medlemstilbuddet her: “Skal vi hjælpe med at fortælle din gode fødevarehistorie?”
Bliv medlem
I Verdens Bedste Fødevarer tror vi på, at danskerne vil støtte massivt op om danske landbrugsprodukter. Ligesom vi støtter op om et bæredygtigt og velfungerende fødevareerhverv. Derfor håber vi, du også vil blive medlem i Verdens Bedste Fødevarer
