Pesticider, forbedrede sorter og kunstgødning har skabt et produktionsmirakel. Det har vi været for dårlige til at fortælle, skriver Niels Bjerre, landbrugsfaglig chef i Bayer.
Af Niels Bjerre, landbrugsfaglig chef i Bayer og medlem i Verdens Bedste Fødevarer
Tilmeld nyhedsbrev!
Jeg hedder Niels Bjerre, min far hed Niels Bjerre, min farfar hed Niels Bjerre og jeg er opvokset på Niels Bjerres Vej 15. Dermed vil jeg gerne fortælle at jeg var udset til at være næste generation bondemand på den fædrene gård i Jylland.
Det gik dog lidt anderledes. Efter min studentereksamen brugte jeg et par år på at være landbrugsmedhjælper forskellige steder i verden. Da jeg kom hjem, stod det klart for mig, at jeg hellere måtte udleve min passion for landbrug ved at læse videre på Den Kgl. Veterinære Landbohøjskole. Som nybagt agronom blev jeg ansat i et kemifirma og jeg har nu 32 års anciennitet hos Bayer, som er et af verdens største Life Science virksomheder.
Det er jeg stolt af, og jeg fortæller det allerede nu, så du som læser selv kan bedømme, om den baggrund farver min historie.
Læs også: Frygtens skræmmende pris
Har ledt i årevis efter frivillige roehakkere
Lad mig tage jer med tilbage til min barndom på landet.
Jeg har kørt traktor, så længe jeg kan huske, og da mine ben kunne nå ned til kobling og bremse, blev jeg sluppet ud på mere eller mindre egen hånd til de mest simple opgaver. Det kunne f.eks. være stubharvning i vores evige kamp mod kvikgræs (sennegræs på jysk). Det kommer jeg tilbage til, men det at køre traktor holdt jeg meget af.
Vi havde vel et nogenlunde almindeligt landbrug, men ud over det helt almindelige dyrkede vi også roefrø. Det betød, at man kunne tjene lommepenge ved at hakke roer. Når de var sået ud, skulle de først tyndes og siden renholdes mekanisk. Det var et rigtig træls arbejde, og jeg har i årevis ledt efter nogen, der savner det at hakke roer – og det er endnu ikke lykkedes for mig at finde en eneste.
Rustne ståldunke i grisestalden
På et tidspunkt skete der to revolutioner i roedyrkningen. Der kom monogerme frø – det vil sige, der kom kun en plante op fra hvert frø, og man kunne placere den med rigtig afstand i rækken – nu skulle der ikke længere tyndes manuelt. Og der kom nogle ukrudtsmidler, der gjorde, at man pludselig kunne holde marken fri for ukrudt ved at køre 7 km/t med en 12 meter bred sprøjte.
Ikke mere roehakning og vi var begejstrede. Teknologien havde hjulpet os af med nogle virkelig slidsomme arbejdsopgaver, og vi kunne bruge tiden bedre.
Når jeg ser en roemark i dag, tænker jeg ofte på, hvis nu jeg stod med en roehakke nede i det ene hjørne. Det vil virkelig være en udfordring for psyken og en helt uoverstigelig opgave – hvis ukrudtet skulle holdes nede på den måde.
Roemarken og rapsmarken var også eftertragtet af flere forskellige insekter, som kunne mindske udbytterne markant eller overføre virus, der gjorde roerne syge. Det var der også råd for. Man bredsprøjtede med et middel som Parathion, som var seriøst giftigt. Det stod ovre i grisestalden i nogle lidt rustne ståldunke, for stalden var det eneste frostfrie sted. Inden du nu bare fordømmer insektmidler så tænk lige på, at de også har været med til at mindske malaria og gener ved f.eks. væggelus.
Læs også: Studerende opfordrer: Skriv under for modernisering af EU’s GMO-regler
Gule midler farvede alting gult
Også i kornmarken kom der ukrudtsmidler frem, som kunne holde det meste ukrudt nede. De hed sådan noget som Dinoseb og DNOC. Jeg har for nylig erfaret, at man kan finde rester af DNOC i dansk regnvand. Det stammer dog ikke fra landbruget, men fra vores bilers udstødningsgas.
Midlerne blev kaldt gule midler, fordi de farvede alting gult. Det så giftigt ud, og det var det også. Det var mærket med dødningehoved, og vi børn skulle holde os langt væk. Men både marken, traktoren og noget af gårdspladsen samt min fars arme, og kat og hund fik et gult strejf.
Vi overlevede allesammen på trods af, at de her midler var reelt giftige. Faktisk synes jeg, det er bemærkelsesværdigt, at landmænd lever længere end andre erhvervsgrupper på trods af, at de i gamle dage havde det, jeg i dag vil kalde en ret lemfældig omgang med sikkerheden.
I dag er der ingen danske landmænd, der kunne drømme om at bruge gule midler. De har i stedet fået midler som Expres og Hussar, som i forhold til de gule midler er forbedret med omkring en faktor 40.000 i forhold til giftighed, samtidig med at ukrudtseffekten er voldsomt forbedret.
Der er bestemt eksempler på, at man nogen steder ude i verden stadig omgås giftige pesticider lemfældigt. Men også her bliver midlerne sikrere og sikrere. I Bayer sælger vi kun midler som er godkendt i et OECD land. Har vi ikke en godkendelse i et OECD land, sælger vi det ikke noget sted i verden.
Læs også: COOP: Vi kan (desværre) ikke undvære pesticider
Roundup sender plov og harve på pension
Vores evige kamp mod kvik foregik med plov og harve, og alligevel bredte ukrudtet sig over det hele. Det kostede på udbytterne. Så kom der midt i 70’erne et middel, der hed Roundup.
Det var dyrt, men det hævdedes, at det kunne bekæmpe kvik. Det var et forsøg værd. Vi harvede lige videre et par år, for så godt var det vel heller ikke.
Men på et tidspunkt holdt vi op med at bruge stubharven, og i dag har mange også sat ploven på pension, fordi Roundup effektivt bekæmper ukrudtet. Det er til gavn for kulstofindhold og mikrobiel liv i jorden. Det er ikke uden grund at landbruget er bekymrede ved snakken om fremtiden for glyphosat i Europa.
I min optik vil et forbud føre til mere brug af stål og diesel – og dermed bringe landbruget væk fra at mindske klimaaftrykket.
Læs også: Visionær landmand vil vise den tredje vej
4,8 kvadratmeter landbrugsjord pr indbygger
Da jeg var barn, var der ca. 1.3 mia ha aktiv landbrugs areal i verden, og vi var lige omkring 3 mia mennesker. Arealet er siden da steget ca. 13%, men befolkningstallet er steget med 136% til nu over 7 mia mennesker.
Regnestykket betyder, at mens der i 1950 var ca. 15 kvadratmeter aktivt landbrugsareal pr. indbygger pr. dag, er der i dag ca. 6 kvadratmeter. Og vi laver i dag mere mad pr. indbygger, end vi gjorde i 1950.
Det er en succeshistorie – som vi i landbruget har været rigtig dårlige til at formidle. Men det er en historie, der bør fylde mere i debatten, for I 2050 skal knap ti milliarder mennesker have dagens mad fra ca. 4,8 kvadratmeter aktivt landbrugsareal.
I Danmark skal vi nu nok klare os. Vi har ca. 12 kvadratmeter pr. indbygger pr. dag, og vi er da også netto eksportører af fødevarer. Det gælder til gengæld ikke for Europa som sådan. Når man gør regnestykket op, importerer Europa to gange Portugals areal. Og selv hvis man undlod soyaimport ville man være i minus.
Når du spiser en banan eller drikker en kop kaffe så lægger du beslag på nogle kvadratmeter udenfor Europa – for vi er ikke gode til at dyrke bananer og kaffe. Til gengæld er vi ret dygtige til hvede, grisekød, mælk. Men Finland har fuldstændig samme landbrugsareal pr. indbygger, som vi har i Danmark, og de er netto importører af fødevarer. Så det er ikke helt ligegyldigt, hvor kvadratmetrene ligger.
Læs også: Skal vi afvikle Europas bedste landbrug?
Tal om at hjælpe frem for at begrænse
I Bayer forsker vi massivt i teknologier, der kan forbedre verdens fødevareforsyning, og vi har fokus på, at der er stor forskel på, hvordan den skal forbedre situationen for småbønder i tredjeverdens lande eller hos højt specialiserede landmænd i vesten. Her tænker jeg ikke bare på stærkt forbedrede pesticider eller biologiske midler, men også nye sorter og digitalisering.
Mens vi har 2 cm nøjagtig GPS på mejetærskeren hos os, kan det være, at man til bønder i Afrika kan forbedre deres situation via en mobiltelefon.
Men grundudfordringen er den samme over hele verden. Producer flere sunde fødevarer med et mindre aftryk på klima og miljø.
Hvis man tænkte sig at nedsætte produktiviteten i europæisk landbrug ville importen stige. Præcis hvilke lande, der ville levere den øgede import er svært at sige, men når man betænker, at danske landmænd er blandt dem, der er allerbedst til at udnytte moderne videnskab til at øge udbytterne, forekommer det mig ærgerligt, at vi ikke taler mere om, hvordan vi kan hjælpe dem med at øge produktionen frem for at tale om, hvordan vi begrænser den.
Vi er rigtig mange, der skal være glade for den produktivitetsstigning, der har været i landbruget med bedre sorter, kunstgødning, pesticider og andre forbedringer. Så send gerne en venlig tanke til de ret få landmænd, der stadig giver dig brød på bordet.
Niels Bjerre slutter sig til medlemmer som Foreningen for reduceret jordbearbejdning i Danmark, Anne Sofie Vestergaard Poulsen, Food Innovation House, Søren Ilsøe, Kaj Stjernholm, Farmbackup Ryegaard og Trudshold Godser Nature Energy, DI Fødevarer, Kiselgården, Dansk Planteværn, Storkedal, Michael Nielsen, Kim Kjær Knudsen og flere andre.
Men vi skal være mange flere. Derfor håber vi, du også vil blive medlem
