Axel Månsson og Nature Energy er hovedindehavere af Danmarks første økologiske biogasanlæg

Nature Energy nyt medlem i Verdens Bedste Fødevarer

nature Energy
Fra venstre er det borgmester Ib Boye Lauritsen (V) Ikast-Brande Kommune, grøntsagsproducent Axel Månsson, direktør Ole Hvelplund, Nature Energy, finansminister Kristian Jensen (V) og borgmester Søren Steen Andersen (V), Assens Kommune.

Under stor ståhej og meget medieopmærksomhed åbnede finansminister Kristian Jensen (V) fredag 2. marts biogasselskabet Nature Energy og Danmarks første økologiske biogasanlæg. Det skete hos den økologiske grøntsags- og æggeproducent Axel Månsson (også medlem i Verdens Bedste Fødevarer red.) i Brande.

Der er ikke forskel på værdien af økologisk og konventionel biogas i det danske gasnet. Men for Axel Månsson har det en særlig værdi, at restprodukterne fra biogasproduktionen kan bruges som gødning til hans grøntsagsproduktion.

– Den gødning, der kommer ud af et biogasanlæg, har en god gødningsværdi, og så lugter den mindre, end hvis jeg spreder hønsemøget direkte. Det er meget værd i samspillet med de lokale. Desuden får jeg ekstra gødning, fordi grøntsagsresterne og det øvrige organiske materiale, der kommer i anlægget, også giver gødningsværdi, siger Axel Månsson.

Det økologiske biogasanlæg giver også værdi til de andre økologiske producenter i lokalområdet, der leverer biomasse til anlægget – og får gødning retur.

– Som grøntsagsproducent er man altid opmærksom på, hvordan man får gødning til sine afgrøder, og det er en speciel udfordring, hvis man har økologisk produktion, fordi der er det svært at erstatte det, man har på bedriften, med noget, man køber ind udefra. Og det er så klart, at det er en af årsagerne til, at det er interessant at sætte det i gang, sagde borgmester (og konventionel landmand) i Ikast-Brande Kommune Ib Boye Lauritsen (V) ved åbningen af anlægget.

Eksport for milliarder på vej

Bag anlægget i Brande står – udover Axel Månsson – altså også det fynske biogasselskab Nature Energy, der netop er blevet købt af det danske pensionsselskab, Sampension og en gruppe af internationale investorer af syv fynske kommuner. Selskabet har store forventninger til udviklingen af biogas  i både Danmark og udlandet.

En analyse har netop vist, at biogasteknologi – i bedste fald – kan skabe 20.000 job i Danmark, og for de nye ejere af Nature Energy har eksportpotentialet været en væsentlig bevæggrund for at investere i selskabet.

– Det ligger i forventningerne til selskabet, at vi skal øge eksporten markant. Det er der heldigvis også gode muligheder for, for omstilling til biogas er på agendaen i mange lande, og vi og Danmark i det hele taget er spydspids i udviklingen af den teknologi, der efterspørges, fortæller kommunikationsdirektør i Nature Energy Rasmus Winther.

Stærk råvareforsyning afgørende

Danmark har – som det eneste land i verden – med udgangen af 2018 10 pct. biogas i gasnettet, og det, sammen med de mange biogasanlæg, der etableres i disse år, giver et godt afsæt for fremvisning af teknologien til udenlandske kunder. Blandt andet når Danmark til maj er vært for den årlige internationale konference for biomasse og bioenergi (EUBCE).

– For branchen er det selvfølgelig afgørende, at der er nok biomasse at putte i anlæggene. Derfor er en stærk dansk råvareforsyning også helt afgørende for, at vi som virksomhed kan udvikle os optimalt. Det gælder i særdeleshed for husdyrproduktionen, men vi har også samarbejder med fx COOP (også medlem i Verdens Bedste Fødevarer red.), hvorfra vi omdanner usolgt organisk materiale til varme og energi, siger Rasmus Winther.

Brug for flere kloge hoveder

Men selv om Danmark er spydspids på området, ånder andre lande Danmark i nakken, og derfor er det ifølge Nature Energy afgørende, at der investeres i forskning og udvikling, så førerpositionen fastholdes.

– Det er blandt grundene til, at vi har meldt os ind i Verdens Bedste Fødevarer, der vil bidrage til oplysning og udvikling på tværs af brancher. For selv om vi selv synes, vi har et rigtig godt produkt, kan det selvfølgelig altid forbedres, ligesom vores underleverandører – fx dem sorterer organisk affald fra det uorganiske – også kan blive endnu bedre, siger Rasmus Winther.

Han påpeger desuden, at branchen – med udsigt til stærk vækst – får brug for flere kloge hoveder.

– Derfor glæder vi os over, at Verdens Bedste Fødevarer vil hjælpe os med at fortælle verden, hvad biogas kan udrette. Det vil forhåbentlig hjælpe med at vække interessen for branchen hos talenter i både Danmark og udlandet, siger Rasmus Winther.

Læs videre under videoen

Nature Energy slutter sig til andre medlemmer som DI Fødevarer,  KiselgårdenDansk PlanteværnStorkedalMichael NielsenKim Kjær Knudsen, COOP og Aalundgaard.

Medlemskaber for 1 år:

Studerende og pensionister (150 kr)
Privat (300 kr)
Virksomheder (5000 kr)
Iværksættervirksomheder under 5 år (500 kr)
Unge under 18 år (Gratis – 0 kr)

Læs mere om hvad vi laver her eller melde dig ind her

(Visited 202 times, 1 visits today)

Del artikel