Hvert år uddeles Cavlingprisen til en eller flere journalister, der i særlig grad har udvist initiativ og talent. Det er en eftertragtet pris, og den er forbundet med meget hæder og ære i journalistfaget. I reglen er den blevet uddelt for kritisk journalistik, der på en eller anden måde har afdækket noget, der ikke er, som det burde være. Der er dog en del undtagelser. F.eks. fik Niels Blædel prisen i 1951 for sit arbejde for fremme af dansk videnskab. I 1987 fik månedsbladet Press som samlet redaktion prisen for at skabe et banebrydende kritisk magasin.
Så vidt jeg kan læse mig til, har endnu ingen fået prisen for at lave luderjournalistik. Altså journalistik, hvor skribenten har solgt sin pen til nogen med et (oftest) kommercielt budskab. Det kunne der teoretisk have været lavet om på i 2011, da jeg og magasinet Food & Culture blev indstillet til prisen.
Personligt synes jeg, vi havde fortjent prisen, da jeg ikke tror, magasinet har sit sidestykke, når det gælder modig og selvkritisk kommunikation for en organisation, som samtidig har en ikke ubetydelig indflydelse på samfundets udvikling. Sådan skulle det ikke være, og det er ikke min hensigt at beklage mig over den manglende statuette på min hylde eller Cavlingkomiteens kriterier. Min pointe er blot den, at det, der efter min ydmyge mening, flytter verden mest i disse tider, er videnskab og især virksomheders udnyttelse af den.
Et par eksempler: Det første er virksomheden Hempel, som er indstillet til min nuværende arbejdsgivers årlige Produktpris for en skibsmaling, der årligt kan spare en mio. dollar og 5.000 ton CO2 for en 250 meter lang supertanker. I næste uge kommer turen til en beskrivelse af et analyseapparat fra Foss, der kan analysere mælk på 30 sekunder og afsløre, om der er kommet kunstgødning, sukker eller andre uegnede tilsætningsstoffer i mælk fra småbønder i verdens mest mælkeproducerende land Indien. For at det ikke alt sammen skal være dansk, kan jeg også påpege midlertidige tatoveringer, der måske i fremtiden vil kunne give strøm til mobiltelefoner, ure og andre elektroniske apparater ved at hive energi ud af sved.
Der er mange flere eksempler. Og hvis man er i tvivl om, at det ændrer verden radikalt mere end f.eks. den ellers meget omtalte finanskrise, kan man jo se sig om i hverdagen. Jeg kan f.eks. fortælle, at jeg fik min første mobiltelefon for ca. 10 år siden, at jeg første gang stiftede bekendtskab med internettet via diverse pornosider (de er hurtigere end fødevareindustrien til at udnytte ny teknik), mens jeg læste teologi i 90’erne, og at Kraks kort over København var fast inventar i samtlige mine venners biler indtil for ganske nylig. Bare for at nævne noget af det mest banale. Ude i verden og på virksomhederne er der sket endnu større ting, og beskrivelse af den virkelighed på diverse medier, ville være noget mere interessant end f.eks. prisen på Lars Løkke Rasmussens underhylere Karsten Rees mani med at samle brugte kamme op på gaden eller sågar de usandfærdige historier om dårlig dansk fødevaresikkerhed! For mere information om https://verdensbedstefodevarer.dk læs https://verdensbedstefodevarer.dk – åbent brev.
