Drop fuckfingeren og genindfør vinket. Man bliver sgu så glad for sådan et vink. Og så kører man måske en ekstra gang ind til siden.
Af Felix Stark, stifter og talsmand i Verdens Bedste Fødevarer
Tilmeld nyhedsbrev!
I lidt mere end den kommende måned, vil traktorer og mejetærskere fylde mere end sædvanligt på de danske landeveje. Græsfrøet til fodboldbanerne er landmændene begyndt at høste. Også vinterraps og vinterbyg er så småt på vej i lade, og siden kommer hveden til brød, vårbyg til øl og rug til rugbrød.
Jeg har været med til at høste i godt 30 år. Siden jeg var 16 har jeg kørt mangetonstunge maskiner rundt på danske landeveje. I den tid synes jeg, der er sket en forandring i medtrafikanternes opførsel. Det er kun min oplevelse, og det kan hænde, det er min opfattelse af tingene, der har forandret sig mere end folk i almindelighed, men nu fortæller jeg det alligevel, og så kan andre måske underbygge eller underminere min opfattelse.
Læs også: Hvad elsker du ved landbruget?
Er vinket på vej tilbage?
Som jeg husker det, vinkede folk som tak, når jeg for 30 år siden kørte ind til side for at lade dem komme forbi. I dag overhaler folk hasarderet og giver fuckfingeren, når de passerer. Langt fra dem alle sammen selvfølgelig, men der er blevet endog rigtig langt mellem de folk, der lige stikker hånden ud og takker. Man kunne fristes til at tro, at jeg sjældnere kører ind til siden på mine gamle dage, men jeg tror, det forholder sig modsat.
Det er en af de landmandsbeskæftigelser, som jeg allermest kan sætte mig ind i, og måske derfor har jeg især på dette punkt meget stor forståelse for den frustration, det giver, når man skældes ud for at passe sit arbejde.
Hele årets indtægt
Høsten er i reglen en ekstremt stresset periode. For de rene planteavlere er det i denne sæson, at hele årets indtægt skal hentes hjem. Der er relativt kort tid til det, og det danske vejr kan være meget meget frustrerende at arbejde med. En arbejdsdag under høsten er ofte over 16 timer. Når man som høstmedarbejder kører på landevejen med en traktor og en vogn, er der som oftest en mejetærsker, der venter i den anden ende, og måske kan den ikke høste videre, før man er tilbage med en tom vogn. Maskinstationerne, der kører for andre, bliver kimet ned af kunderne, for alle vil have høstet på samme tid, når vejret er til det.
I den slags situationer er det ikke behageligt at blive fornærmet af folk, der mener, de har mere travlt end en selv. Derfor vil jeg gerne komme med en opfordring til, at trafikanter dropper fuckfingeren og genindfører vinket. Man bliver sgu så glad for sådan et vink. Og så kører man måske en ekstra gang ind til siden. Det er hjælp til selvhjælp.
Skal vi fortælle din gode historie?
Verdens Bedste Fødevarer tilbyder hjælp til at få fortalt de mange gode historier om danske fødevareproducenters anstrengelser for at gøre ting bedre for: Miljø, klima, natur, dyrevelfærd og arbejdsmiljø.
Læs mere om tilbuddet her: “Skal vi hjælpe med at fortælle din gode fødevarehistorie?”
Bliv medlem
I Verdens Bedste Fødevarer tror vi på, at danskerne vil støtte massivt op om danske kvalitetsfødevarer. Ligesom vi støtter op om et bæredygtigt og velfungerende fødevareerhverv. Derfor håber vi, du også vil blive medlem i Verdens Bedste Fødevarer