Skrevet den 20. mar 2018

Fremtidens mad – rivegilde eller ædegilde

frugt og grønt fremtidens mad
Hvordan får vi frugt og grønt i butikken fremover?

Verbale slåskampe om fremtidens madproduktion kan være god underholdning. Det så vi i efteråret, da COOP’s medlemsblad Samvirke kom i både med- og modvind med en forsidehistorie om pesticider, der satte sindene i kog.

Der har også været godt gang i debatten om de nye kødlignende produkter, der kommer på hylderne. En debat, som både DI Fødevarer og Dansk Vegetarisk Forening har været aktive i.

– Når man kender debattørerne, ved man, at der gemmer sig mange nuancer, bag de holdninger, der i debatindlæg og artikler, ofte bliver forsimplet til eller opfattet som ”for eller imod”. Derfor har vi inviteret nogle af parterne i de nævnte diskussioner til en debat, hvor vi ikke er på jagt efter uenighederne. I stedet leder vi efter fælles grund og en fremtidig fødevareproduktion, vi kan blive enige om, siger Felix Stark, talsmand for foreningen Verdens Bedste Fødevarer, der står bag arrangementet i fællesskab med Dansk Planteværn, DI Fødevarer og COOP Danmark

 

Debatten falder i to dele

Første del handler om fremtidens mad – med og uden kød.

Her fortæller Leif Nielsen, branchedirektør i DI Fødevarer, om globale trends i forbrug af både animalske og plantebaserede produkter, og danske virksomheders bidrag til det. Kristian Kornerup, adm. direktør i Stryhns, fortæller om forbrugernes kødlyst – eller mangel på samme, mens Rune-Christoffer Dragsdahl, formand i Dansk Vegetarisk Forening, fortæller om udviklingen i antallet af vegetarer, veganere og flexitarer og deres købelyst.

I anden del er emnet fremtidens mad – med eller uden pesticider.

Johan Scheel, indehaver af Ryegaard Gods, der drives med både konventionel og økologisk drift. Hør om fordele og ulemper ved begge driftsforme.

Niels Bjerre, Agricultural Affairs Manager i Bayer Nordic, der taler om fremtidens behov for nye økologiske og konventionelle planteværnsmetoder.

Thomas Roland, CSR-chef i COOP, der sætter ord på forbrugernes ønske om ”giftfri” mad og det, der skal til for at vinde forbrugernes hjerter.

Rikke Lundsgaard, landbrugspolitisk seniorrådgiver Danmarks Naturfredningsforening, giver sit bud på naturens ønsker til fremtidens afgrødebeskyttelse.

– Vi er enormt glade for holdet, og vi glæder os til debatter, der ikke sigter mod at ramme ind i deltagernes største uenigheder men i stedet søger at finde de punkter, hvor deltagerne har noget, der ligner en fælles dagsorden. Derfor er vi også glade for, at den meget vidende journalist og formand for Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister Lars Frederik Thalbitzer vil komme og styre slagets gang, siger Felix Stark.

 

Arrangementet er åbent for pressen og alle andre, men tilmelding til debatten er nødvendig.

Hvor: Ryegaard Gods (bustransport fra og til København mulig via tilmelding)

Hvornår: 9. maj kl 10.30 til 14.00

Følg os!