Slagterier og andre fødevarevirksomheder kan spare meget energi og reducere deres klimaaftryk via egne data og AI, lyder det fra CEO Birger Baylund fra Zmart NetZero, der er nyt medlem af VBF.
Tilmeld gratis nyhedsbrev!
Artiklen er skrevet af Finn Bald som en del af medlemspakken for virksomheden. Kontakt Finn for mere info.
Data er blevet fødevarebranchens nye guld, og Birger Baylund sidder med nøglen, som kan gøre virksomhederne førende i både præcis energistyring og kunstig intelligens.
Men for mange fødevareproducenter er virkeligheden, at de svømmer i data, de ikke kan bruge til noget – eller også mangler man de præcise data, som skal til for at tage springet. Det er her, Birger Baylund og folkene hos Zmart NetZero rækker hånden ud. For Birger er AI ikke bare et buzzword; Det er et værktøj, som kræver et fundament af valide, højfrekvente data for at skabe reel værdi.
– Det, der motiverer mig, er at hjælpe danske industrivirksomheder og fødevarevirksomheder med at komme i gang med AI-processen, så de kan være på forkant, siger CEO Birger Baylund.
Han er dog ikke bleg for at være direkte om præmissen: Uden præcise data er AI værdiløst. Virksomhedens løsning, en såkaldt “Energibot”, digitaliserer produktionsapparatet med højfrekvente data, som gør det muligt at gå fra antagelser til faktuel viden.
– Hvis ikke du har gode data, så dur det ikke – hvis crap in, så crap out. Så kan du ikke forvente gode beslutninger. Derfor interesserer det os at hjælpe brancher, hvor der kan være levende dyr eller komplekse processer involveret, med at få de absolut bedst tænkelige data, understreger han.
Data er nøglen til AI
Det centrale produkt er den patentanmeldte Energibot, som sættes på installationer og indsamler højkvalitets- og højfrekvente data om strømforbruget. Målingerne sker med en opløsning på ned til 200 millisekunder, hvilket giver et langt mere detaljeret billede af energiforbruget end traditionelle systemer.
Målet er at gøre virksomhedernes produktionsdata klar til AI-baserede analyser.
– Data har faktisk været hele mit professionelle liv. Jeg ved, hvor vigtige data er i beslutningsprocesser inden for fx økonomi og salg. Hvis ikke data er gode nok, bliver beslutningerne jo også derefter, siger Birger Baylund.
Han sammenligner det med de data, forbrugere bruger, når de skal købe elbil.
– Vi spørger jo alle sammen til rækkevidde, opladningstid og andre fakta, før vi træffer en beslutning. Men når det gælder energi og CO2, har mange virksomheder manglet det samme beslutningsgrundlag. Det er det problem, vi løser for dem, siger han.
Når energispild bliver synligt
Ifølge Birger Baylund er det ofte visualiseringen af energiforbruget, som gør den største forskel for kunderne. EnergiPilot.ai er systemet, som viser forbruget på både apparat- og procesniveau, så fabriksledere og medarbejdere kan se, hvor energien bliver brugt.
Det har eksempelvis hjulpet en virksomhed med et årligt elforbrug på 4,5 gigawatt-timer. På tre måneder fandt virksomheden 75 megawatt-timer skjult energispild.
– Fabrikschefen opdagede blandt andet et overraskende højt standbyforbrug hen over weekenden. Samtidig kunne han optimere samspillet mellem to maskiner og se resultatet af justeringerne næsten med det samme. Det gav nogle meget store besparelser, siger Birger Baylund.
Netop fødevarevirksomheder ser han som et område med et stort potentiale.
– Fødevarevirksomheder bruger typisk meget energi og er samtidig underlagt nogle særlige krav om fx fødevaresikkerhed. Derfor skal man være ekstra omhyggelig med, hvor man starter, siger han.
Han peger blandt andet på præventivt vedligehold, hvor elmotorer kan afsløre begyndende fejl, før de udvikler sig til nedbrud. Det kan være elmotorer, som trækker kæder, bånd og transportører, som flytter slagtekroppene gennem fabrikken.
– Vi kan se de ændringer i strømforbruget, som gør, at vi kan advare, inden en motor går i stå. Det er vigtigt i produktioner, hvor nedetid absolut ikke er en mulighed, siger han.
Samtidig ser han muligheder i at optimere de energitunge processer ved rengøring, varmt vand og køling.
– På et slagteri fx bruger man meget energi efter det sidste dyr er kørt igennem. Der kan man så varme vandet op på tidspunkter, hvor strømmen er billigere og mere klimavenlig. Vi ser også på fryseanlæg og på, hvordan virksomheder kan bidrage til at aflaste elnettet i korte perioder, siger han.
Kærlighed til mad og Bornholm
Selvom hverdagen er fyldt med data, spiller mad en stor rolle hjemme hos familien Baylund.
– Jeg har et kærlighedsforhold til mad. Min hustru er en gudsbenådet kok, og med fire børn er måltiderne et vigtigt samlingspunkt. Vi elsker italiensk mad, tapas og det nye danske køkken, siger han.
En særlig forkærlighed har han for Bornholm, hvor han har sommerhus i Sandvig. Det var også kærligheden til øen, der fik ham til at engagere sig, da en lokal udsigtsplatform blev ødelagt under stormen i 2023. Og sammen med andre lykkedes det ham at samle 850.000 kroner ind til genopbygningen.
– Bornholm har også en helt særlig iværksætterånd. Jeg holder meget af øen og vil gerne hjælpe, hvor jeg kan, siger Birger Baylund.
Når talen falder på danske råvarer, som fortjener lidt ekstra opmærksomhed, peger han på en klar favorit.
– Jeg synes, Bornholmergrisen fortjener lidt kærlig opmærksomhed. Når jeg ser, hvordan grisene har det på Bornholm med den form for dyrevelfærd, som bliver efterlyst i samfundet, så spiser vi dem med glæde hjemme hos os, siger han.
For ham er forbindelsen mellem teknologi og mad helt naturlig.
– Mad er noget af det vigtigste i vores liv. Derfor giver det også mening at arbejde for, at produktionen bliver mere energieffektiv og klimavenlig, siger han.
Erfaring som drivkraft
Selv om Zmart NetZero er en ung virksomhed, bygger den på solid erfaring. Birger Baylund og en anden af medstifterne har passeret pensionsalderen, men nysgerrigheden er intakt.
– Man tænker da nogle gange, om man virkelig skal genopfinde sig selv igen. Men det er simpelthen bare et vilkår. Og så er vi på forkant med at uddanne os selv inden for AI. Heldigvis har Gud udstyret mig med en god portion nysgerrighed, siger han.
Kunderne fremhæver især virksomhedens erfaring og troværdighed, men også hastigheden af innovationen bliver bemærket.
– Der er fabrikker og produktionsformer, som grundlæggende har været de samme i 100 år. Der kommer vi og hjælper med et kvantespring ind i fremtiden. Jeg tror også, at kunderne føler sig trygge ved os, fordi jeg blandt andet selv har mange års erfaring med data og følsomme oplysninger, siger han.
Det er ikke tilfældigt, at Zmart NetZero er blevet medlem af Verdens Bedste Fødevarer.
– Jeg tager hatten af for arbejdet med at hejse flaget for det landbrugsland, vi også er. Hvis vi kan være med til, at virksomhederne ikke bare producerer verdens bedste fødevarer, men også nogle af de mest CO2-venlige, så giver det rigtig god mening for os, siger Birger Baylund, der om tre år vil håbe, at virksomheden bliver målt på netop det.
– Jeg vil være stolt, hvis vi er kendt for at have hjulpet fødevareindustrien med at blive mere digital og mere AI-drevet, så vi kan producere verdens bedste fødevarer med et lavere energiforbrug og et mindre CO2-aftryk, siger han.
Om Zmart NetZero ApS
Zmart NetZero udvikler den patentanmeldte Energibot, som indsamler højfrekvente data om strømforbruget i produktionsvirksomheder. Dataene kan bruges til energioptimering, dokumentation og AI-baserede analyser i EnergiPilot.ai. Formålet er at omsætte energidata til konkrete besparelser og lavere klimaaftryk via digitalisering og kunstig intelligens.
- Stiftet: 29. oktober 2023. Første installation: marts 2024
- Stiftere: Birger Baylund, Carsten Semark, Jing Jing og Frank Jensen (Birger Baylund og Jing Jing ejer tilsammen 70 pct. af selskabet)
- Medarbejdere: 6
- Hovedkontor: Bredgade 6, 1260 København K. Lab for firmware og integration: Vissenbjerg. Hardwarelab: Allerød
- Hjemmeside: www.zmartnetzero.com.
- Kontakt: birger.baylund@zmartnetzero.com
Foto øverst: Birger Baylund-selfie fra Folkemødet 2026.
Skal vi fortælle din historie om mad?
Verdens Bedste Fødevarer tilbyder hjælp til at få fortalt de mange gode historier om, hvordan danske fødevareproducenter gør ting bedre for: Miljø, klima, natur, dyrevelfærd og arbejdsmiljø.
Læs mere om medlemstilbuddet her: “Skal vi hjælpe med at fortælle din gode fødevarehistorie?”
Bliv medlem
I Verdens Bedste Fødevarer tror vi på, at danskerne vil støtte massivt op om danske landbrugsprodukter. Ligesom vi støtter op om et bæredygtigt og velfungerende fødevareerhverv. Derfor håber vi, du også vil blive medlem i Verdens Bedste Fødevarer
