Roundup debatten er bizar, mener kemiker. Det bedste argument mod glyphosat i haven er, at det måske kan give haveejere lidt ro i sjælen at bruge kvalitetstid til at fjerne ukrudt med knofedt.
Tilmeld nyhedsbrev!
Gæsteindlæg af kemiker, Anton A. A. Smith, medlem i Verdens Bedste Fødevarer og adjunkt ved Aarhus Universitet, samt gæsteforsker på Stanford University. Indlægget kan også læses i en længere version på Scienceblog.dk.
En underskriftindsamling på borgerforslag.dk som foreslår ”Øjeblikkeligt ophør med salg af Roundup og andre bekæmpelsesmidler til privat brug i haver og på offentlige fællesarealer” har nået de 50.000 underskrifter, hvilket betyder at forslaget skal fremlægges i folketinget. Det Radikale Venstre fremlægger et lignende forbud hvis regeringen tøver, så der er reelt to forslag på vej til folketinget.
Landbruget er det endelige mål
Et af de kemikalier jeg ikke skænker en tanke i hverdagen, er glyphosat, bedst kendt fra Roundup. At offentligheden bruger så meget tid på at debattere Roundup virker for mig bizart. I min optik er det bedste argument for at undlade brug af glyphosat i haven, at det måske kunne give haveejere lidt zen og ro i sjælen at bruge kvalitetstid til at fjerne ukrudt med knofedt.
Der er derimod ikke noget zen over at skulle fjerne ukrudt mekanisk i landbrug.
Debatten synes mest at have rod i følelser om landbrugsformer, og for mig står det klart, at det egentlige formål for borgerforslaget og de politiske partier, der støtter det, er at fjerne glyphosat fra landbruget.
Men glyphosat er en agrokemisk succeshistorie uden lige. Stoffet er ikke toksisk overfor dyr, nedbrydes totalt i naturen, øger udbyttet af afgrøder, og det gør effektivt, hvad det skal.
Både på nationalt plan, og i EU, er der ikke tvivl om glyphosats sikkerhed. Det er langt fra alle emner hvor videnskaben kan levere så enorme mængder data, som der er på glyphosat. Der burde være nok til at træffe en evidensbaseret beslutning.
Læs også: Nej, FN har ikke sagt, at sprøjtemidler er overflødige
Politik, følelser og faglighed
Jeg har tidligere skrevet om toksicitet af roundup, men for at opsummere, er der ikke fagligt belæg for at det skulle være sundhedsskadeligt selv ved usandsynlig høj eksponering. Det er ligeledes biologisk nedbrydeligt, så det forsvinder af sig selv i naturen, med en halveringstid mellem 2-197 dage, alt efter de konkrete betingelser.
Der, hvor der kunne være noget at komme efter, er i forhold til natur og miljø. Biodiversitet og natur vil altid tage skade af landbrug, og kunsten er at finde en balance. Alle dyrkningsformer skal på den ene eller anden måde håndtere ukrudt, og hver metode har fordele og ulemper.
Det er skadeligt for miljøet at pløje, og glyphosat tillader pløjningsfri dyrkningsformer. En landbrugsform, jeg er begejstret for, er ”Conservation Agroculture”, som er en dyrkningsform, hvor naturen i højere grad trives på den opdyrkede jord.* Denne dyrkningsform benytter sig af glyphosat.
Min pointe er dermed, at Roundup kan facilitere dyrkningsmetoder, der muligvis er mindre destruktive for naturen, end økologiske dyrkningsmetoder hvor bestemte pesticider som udgangspunkt ikke må bruges, heriblandt glyphosat.
Det store perspektiv om hvilke dyrkningsformer der er de bedste, er jeg ikke kvalificeret til at vurdere. Det jeg taler imod er en dogmatisk og følelsesladet tilgang til emnet, og min forståelse er at der ikke er én korrekt landbrugsform, men at specifikke omstændigheder afgør hvad de bedste valg er.
Læs også: Visionær landmand vil vise den tredje vej
Disclaimer
Jeg har ingen tilknytning til landbrug eller kemikalieproducenter. I forhold til det aktuelle emne har jeg ingen interessekonflikter, og er på ingen måde betalt for at engagere mig i dette emne.
*Jeg har snakket med en PR representant fra Monsanto. Vedkommende mente at det skyldes Monsanto i midten af 2000erne droppede al lobby-modstand mod Enviromental Working Group, som er en Amerikansk interesseorganisation, støttet af øko-lobbyen. Der er sikkert flere faktorer på spil, men klikker man rundt på EWGs side er det klart, at de lukrerer på glyphosat frygten.
**Læs evt. mit tidligere indlæg. Der er selvfølgelig forskere der tager overskrifter med at have fundet en sammenhæng, efter nok statistiske krumspring, men det er ikke god forskning. Det seneste skud på stammen over forskere der mente der var en sammenhæng er denne, som svar på den vil jeg referere til DTUs notat om dette studie.
*** Landmanden Søren Ilsøe der driver et landbrug med denne metode har givet et interview på Zetland. Det er værd at læse.
Bliv medlem
Anton A. A. Smidth hører til blandt medlemmer som landmand Søren Ilsøe, FRDK, Maigaard & Belling Naturpleje, Michael Nielsen og Tilsbæk, Marine Ingredients Denmark, Ingrid van den Hengel, Slagtekavleproducent Pia Juul Andersen og mange flere.
Men vi skal være mange flere endnu. Vi tror på, at danskerne vil støtte massivt op om danske landmænd. Derfor håber vi, du også vil blive medlem.