Ingrid van den Hengel, mælkeproducent, næstformand i LandboSyd og nyt medlem i VBF, vil i dialog med danske forbrugere. Hør Hengel 21. september til ”Smag på Marsken”.
Af Felix Stark
Tilmeld nyhedsbrev!
”Jeg er en meget stolt landmand. Jeg synes ikke, vi landmænd har noget at skamme os over.”
Sådan siger Ingrid van den Hengel, mælkeproducent og næstformand i LandboSyd, i en video fra landboforeningen, hvor hun fortæller, hvorfor hun stillede op til bestyrelsen.
Artiklen fortsætter under videoen
– Jeg bliver forarget, når jeg åbner aviserne og ser, kritikken hagle ned over erhvervet. Derfor vil jeg gerne fortælle om vores praksis og vise, hvad vi gør og hvorfor, siger mælkeproducenten i videoen.
Derfor har hun også takket ja til, som medlem af Verdens Bedste Fødevarer, at give et oplæg om sin hverdag på bedriften i Lendemark ved Bylderup Bov.
– Jeg har meldt mig ind i Verdens Bedste Fødevarer, som har opfordret mig til at tale ved ”Smag på Marsken”, som Højer Vandtårn arrangerer. Jeg håber selvfølgelig, der kommer nogle forbrugere, der vil høre om det. Og så vil jeg også rigtig gerne i dialog med forbrugere og høre, hvordan de synes, vi kan og bør gøre tingene anderledes, siger Ingrid van den Hengel.
Gør som Ingrid: Meld dig ind i Verdens Bedste Fødevarer
Slagtning af lam, madværksted og masser af smage
Oplægget fra Ingrid van den Hengel er kun et af tre. Udover hende kommer også direktør Keld I Hansen, Tøndermarsk Initiativet (facebooklink). Han vil fortælle om de forventede udfordringer, som klimaforandringer vil give for Tøndermarsken. Og hvad der gøres for at imødegå dem.
– Forhøjet vandstand betyder, at det ikke længere er nok at beskytte marsken med diger. Derfor sikrer vi områder gennem håndtering af overfladevand i Tønder Midtby og opbygning af vandreservoirer langs Vidå, så vi styrker modstandsevnen og samtidig skabt rekreative områder til gavn for byliv og naturoplevelser, siger Keld I Hansen.
Hans oplæg suppleres desuden af Tanja Rahbek, projektkoordinator og naturvejleder fra Naturcenter Tønnisgård, som vil fortælle om de fantastiske og spiseligedele af marsk og strandeng.
Begge oplægsholdere er desuden repræsenteret blandt stadeholderne, der også byder på alt fra pølser, øl, og brændevin til sodavand, most og mange andre delikatesser.
– Og så glæder vi os meget til lammeslagtningen, hvor vi opskærer et velsmagende marsklam og forklarer, hvad de forskellige udskæringer skal bruges til, siger Klaus Aalling, der arrangerer ”Smag på Marsken” for foreningen Højer Vandtårn.
Læs også: “Blod i køledisken”
Fire år gammel begivenhed
Det er kun fjerde år, Smag på Marsken afholdes, men Klaus Aalling glæder sig over, at madfestivalen i år har dobbelt så mange stadeholder som i 2018.
– Vi vil gerne hjælpe med at sætte en tyk streg under de særlige kvaliteter, fødevarer fra Marsken har og bidrage til, at lokale fødevareentreprenører kan opbygge markeder for gode lokale produkter, siger Klaus Aalling.
Det er også en af grundene til, at foreningen Højer Vandtårn er blevet medlem i Verdens Bedste Fødevarer.
– Det er helt rigtigt set, at vi skal blive bedre til at samarbejde, som Verdens Bedste Fødevarer vil. Marsken er ikke blot et unikt fødevarekammer, der giver levebrød til mange her i Sønderjylland. Området byder også på helt fantastisk og unik natur. Begge dele skal der værnes om, og det nytter ikke, at vi alene står fast på egne interesser, siger Klaus Aalling.
Stadeholderne på ”Smag på Marsken” er:
Agerskov Brændevinslaug · Digebageren · DLG – Grovvareselskab · Fanø Bryghus · Fanø Laks · Fanø Skibsrom · Fylla Chokolade · Højer Byfond · Højer Turist Forening · Højer Pølser · Høstkassen – Økologiske moste · Kisbæk Brødgaard · Kisbæk Slagteri · Krogh Grønt · Knud og Aases Honning · LandboSyd, Landboforening · LHN, Landboforening · Macarn – Økologisk Sodavand · Marsk Kaffe · Marsk Pølser · Marskprodukter · Nationalpark Vadehavet · Naturcenter Tønnisgård · Naturmælk – Økologisk Mejeri · Rømø Rejefiskere · Spicy Denmark · Sydvestjyske Smagsoplevelser · Søgaard Saft · Sønderjysk Landboforening · Tøndermarsk Initiativet · Verdens Bedste Fødevarer · Vestslesvigsk Bryghus · Vibegaard
Læs mere: www.marsken.dk