coronaen har ramt landbruget

Corona har ramt landbruget på andet end mink

coronaen har ramt landbruget
Lars Jeppe Banke Sørensen, sidste landmand i en landmandsslægt, der har boet, og drevet landbrug i Darum sogn i rigtig mange år.

Flaget gik på halv hos ekslandmand Lars Jeppe B. Sørensen, da Danmarks mink blev aflivet. Han skriver om, hvordan corona har ramt landbruget.

Af Lars Jeppe B. Sørensen, tidligere mælkeproducent og privatmedlem i Verdens Bedste Fødevarer. Redigeret fra hans bidrag til Lokalårbogen for Brammingegnen

Tilmeld gratis nyhedsbrev!

Der er sagt og skrevet meget om minkerhvervets endeligt, og det har været en besynderlig oplevelse, at være vidne til, at naboer og skolekammerater på den måde er blevet berøvet deres erhverv. Et erhverv som de har følt stolthed for, og haft et stort engagement i. Mit flag gik på halv stang den dag, hvor det var en realitet. Og jeg håber, at hele forløbet bliver skrællet fri for politisk fnidder, og klarlagt for os alle, så vi kan få indblik i, om beslutningen var berettiget.

Men minkene er ikke de eneste, der kan få coronavirus. Også køer, grise og høns rammes i forskellige varianter af denne type virus. F.eks. er der en coronavirus der kan drille kalvesundheden, men den giver diarre, så det er en meget fjern fætter til covid-19. Kan husdyrene overføre smitte? – Ja, hvis en coronasmittet nyser på en ko, og en rask person umiddelbart derefter slikker på koen, der hvor der blev nyst, så ja, – men ellers ikke.

Læs også: Især to billeder bruges til at skabe dansk minkavls eftermæle

Kontrolbesøg med fokus på smittebeskyttelse

Hvad betød coronaen og alle de medfølgende restriktioner og forholdsregler så for landbruget?

Umiddelbart intet, for der skal trods alt stadig fodres, malkes, og leveres slagteklare dyr.

Og så alligevel, for alle forholdsregler omkring menneskers møde skulle iagttages i landbruget. Nogle steder blev spisepauserne rykket lidt for nogle, så man kunne være i frokostrummet, uden at blive for mange, og i forbindelse med besøg af dyrlæge, inseminør, kontrolassistent, montører, håndværkere, og hvem der nu ellers kommer og går på bedriften, så blev det nødvendigt at have et øje på antallet, og omgangsformerne, – ikke, at den franske facon med kindkys og omfavnelser har været særlig udbredt, men alligevel krævede det lidt fokus på afstand, og opmærksomhed på sygdomstegn, så man i hvert fald ikke slæbte sig på arbejde med symptomer, og derved udsatte kolleger og besøgende for smitterisiko.

Og naturligvis har arbejdstilsynet meldt om kontrolbesøg med fokus på smittebeskyttelse. Mig bekendt har disse besøg ikke givet anledning til mange hævede øjenbryn.

Læs også: Landbokulturen er død – ordnede forhold længe leve

Store konsekvenser hos aftagere

Hos aftagerne af landbrugets råvarer har pandemien til gengæld givet voldsomme forandringer i forbrugernes mønstre. Jeg har ofte syntes, at buzzwords som agilitet og omstillingsparathed har været noget fluffy managementsprog fra stillingsannoncer. Men nu blev det pludselig kompetencer, der var brug for, og noget der gjorde en forskel for os landmænd, der ejer andelsselskaberne.

De store andelsselskaber har lagt sig i selen, og tilpasset produktionen til den afsætning der var mulighed for. Den øvelse er håndteret med vekslende held både i Danmark, og resten af verden. Det har gjort ondt, især hos nicheorienterede selskaber, hvor man måske har satset en betydende del af afsætningen på restauranter, festivaler, og andre aftagere, der kan sælge varen godt, fordi afsætningen relaterer til begivenheder, hvor lommepengene sidder lidt mere løst i lommen.

Men både Arla og Danish Crown har løst opgaven godt, og der har derfor ikke været forringet afregning af råvarerne grundet coronaen. Men det har naturligvis givet udfordringer, når Danish Crown f. eks. har måttet undvære en stribe medarbejdere, der er sendt i isolation efter kontakt, eller positive tests.

Det er trods alt ansatte, der får en del arbejde fra hånden på sådan en slagtelinje. Disse udfordringer har betydet, at vi nogle gange har måttet vente en ekstra uge med at levere slagtedyr.

Andre steder har det været muligt at lade medarbejdere arbejde hjemmefra, så man på den måde har kunnet begrænse smitterisikoen, når der ikke var så mange medarbejdere i administration og salg i samme kontorområde.

Læs også: Leder i grisestalden: Man husker bedst den dårlige ledelse

Praktikanter har været lukket ude

På et andet punkt har viljen til at løse problemer været sværere at få øje på.

Der går en stor gruppe ansatte i landbruget, der er kommet hertil som praktikanter fra ikke EU-lande. En skattet gruppe, fordi de ofte tager nogle af de arbejdsopgaver, der ikke er så mange danskere der ønsker at varetage.

Men regeringen lukkede på et tidspunkt for udstedelsen af arbejds- og opholdstilladelser til praktikanter med henvisning til, at det var en uacceptabel smitterisiko.

Efter noget parlamenteren mellem regering og erhvervsorganisationer indvilligede man dog i, at der kunne forlænges på aftalerne for dem, der var i landet, og dermed afbødedes problemet lidt. Det har naturligvis ikke kunnet undgås, at der har været nogle af de ansatte, der har måttet i isolation efter kontakt med smittede.

Men generelt har de udvist stor forsigtighed, og de har bidraget til at holde landbruget kørende, også gennem nedlukninger og restriktioner.

Læs også: Vi skal lave 10.000 års mad på fyrre år – tal mere om det

Udfordret demokrati

På en helt anden front har nogle landmænd måttet være forandringsparate. Vi har ikke kunnet afholde de møder, der normalt har været for valgte til tillidsposter, og da udsættelse til bedre tider ikke tegnede sig som en mulighed, så har de fora måttet lære at begå sig på Teams og andre virtuelle løsninger.

Det er tydeligt, at andre færdigheder kommer i spil, når man pludselig skal formulere sit spørgsmål eller indlæg på skrift, og der har derfor været en helt unormal effektivitet i mødeafviklingerne, fordi nogle er hægtet af, da deres rutiner omkring skriftlige indlæg har været små.

Det har naturligvis påvirket udbyttet af møderne, fordi ikke alle har kunnet bidrage helt så meget, som de normalt ville. Og kaffesnakken, som ofte er rugekasse for ideer og inspiration, og de personlige relationer, har ligeledes manglet.

Og så har den usædvanlige situation betydet, at man flere steder, efter overvejelser og debat, har forlænget valgperioder, fordi det ikke var sikkert, at valgresultater ville være retvisende, når det skulle baseres på, at alle skulle mestre nogle digitale adgange og kommunikationsplatforme, som vi tydeligvis kunne se, at der var forskelligt held med at håndtere.

Den afgørelse er selvfølgelig en svækkelse af demokratiets muligheder for at udskifte de valgte, men var alligevel det mindst ringe alternativ.

Læs også: Ung landmand: Vi skal ikke sælge os selv som verdensmestre

Lidt om skribenten:

Lars Jeppe B. Sørensen blev sidste landmand i en landmandsslægt, der har boet, og drevet landbrug i Darum sogn i rigtig mange år. Hans landbrug blev sat til salg i maj 2020, efter moden overvejelse, og blev efter ca. 10 måneder solgt i marts 2021. Oprindelig etablerede han sig med malkekøer på Ørnelund dec. 1994, Han har i sin tid som landmand haft fornøjelsen ved at være valgt til forskellige tillidshverv i landbrugets andelsselskaber og har været tilknyttet Landbrugets Oplysnings- og Kursusvirksomhed som lokal debattør.

Skal vi fortælle din gode historie?

Verdens Bedste Fødevarer tilbyder hjælp til at få fortalt de mange gode historier om danske fødevareproducenters anstrengelser for at gøre ting bedre for: Miljø, klima, natur, dyrevelfærd og arbejdsmiljø.

Læs mere om tilbuddet her: “Skal vi hjælpe med at fortælle din gode fødevarehistorie?

Bliv medlem

I Verdens Bedste Fødevarer tror vi på, at danskerne vil støtte massivt op om danske kvalitetsfødevarer. Ligesom vi støtter op om et bæredygtigt og velfungerende fødevareerhverv. Derfor håber vi, du også vil blive medlem i Verdens Bedste Fødevarer

Medlemskaber for 1 år
Studerende og pensionister 150 kr
Private 300 kr
Mindre virksomheder 1000 kr.
Virksomheder 5000 kr.
Iværksættervirksomheder (under fem år) 500 kr.
Unge under 18 år – Gratis

Meld dig til her: Tilmelding

 

(Visited 178 times, 1 visits today)

Del artikel