Dansk minkavls eftermæle er ved at blive skabt. Især to billeder definerer de skarpt optrukne positioner. Der er ellers mest brug for nuancering.
Af Felix Stark, stifter og talsmand
Tilmeld gratis nyhedsbrev!
Det er i hovedsagen en trist affære at følge med i diskussionerne om dansk minkavls endeligt. Positionerne bliver trukket stadigt skarpere op, og der bliver trukket på nogle af de allerstørste principper for en stats virke.
På den ene side står de, der begræder aflivningen af et erhverv, der beviseligt har været en stor indtægtskilde for Danmark og har skabt mange arbejdspladser. Ikke mindst afledte.
På den anden side står de, der græder tørre tårer over ophøret af et erhverv, der har holdt dyr i bure, der ikke levner meget plads til udfoldelse af rovdyrenes naturlige behov.
Der er næppe nogen argumenter, den ene side kan finde frem, der vil flytte den anden sides overbevisning. Jeg oplevede det selv for nylig, da jeg over for en modstander af minkavl påpegede, at dyrene i burene har væsentligt færre velfærdsproblemer end de fleste andre produktionsdyr. Det gjorde ingen forskel for hende.
Grædende minkavlere
Der er især to billeder, der bruges og misbruges i kampen om minkens eftermæle. Det ene er taget af Berlingskes fotograf Asger Ladefoged. Billedet viser to minkfolk, der i tårer deponerer en mink i en aflivningskasse.
En af dem, der har brugt billedet, er Berlingskes kulturredaktør Anne Sophia Hermansen, der har lagt billedet på LinkedIn, og dertil har fået 11.000 likes.
Hermansen ledsager billedet af ord som:
”Tænk, at flere ikke udtrykker deres uforbeholdne støtte til selvstændige, der generation efter generation har satset tid, kapital og nattesøvn for en drøm og nu ser det hele forsvinde. Kan det mon skyldes, at de fleste danskere er lønmodtagersjæle og aldrig selv har skabt noget?”
Og slutter af med en bredside til regeringen, som, hun – slet skjult – antyder, er i færd med at slå et velfærdssamfund baseret på mod og virkelyst ihjel.
Nazibillede forarger
Den modsatte fløj har især gjort brug af et billede, der fremstiller statsminister Mette Frederiksen og formænd fra regeringens støttepartier (også afgåede Morten Østergaard fra Radikale Venstre) som nazister.
Billedet stammer fra en traktordemonstration i den sønderjyske by Agerskov 18. november mod regeringens håndtering af minksagen.
SFs formand Pia Olsen Dyhr, der også er på det usmagelige billede, har fået 19.000 reaktioner til sin deling af det på facebook. Hun skriver, at hun har været i tvivl, om hun skulle dele billedet, men at hun er endt med at gøre det, fordi hun er for vred og gal til at lade være. Og ledsager det så af ord som:
”Styrken i det danske demokrati er jo at vi ofte søger mon en fælles løsning. At vi alle bøjer os mod hinanden i ønsket om det. Lidt træls indimellem – jo det synes jeg også, for hvem vil ikke gerne have sin vilje Men et godt princip, for det gør os stærkere.”
Valide argumenter på begge sider
De to billeder er sindssygt stærke. Et billede siger mere end tusind ord, plejer man at sige. I disse tilfælde siger billederne væsentligt mere end 1.000 ord, og de er begge to ekstremt egnede til at skabe og forstærke følelser hos dem, der ser dem.
Beklageligvis betyder det ofte, at de fleste vil se bort fra alt for mange nuancer og træffe domme baseret på følelser.
Begge fløje i krigen kan finde gode argumenter for deres synspunkter.
De, der begræder minkens skæbne, kan henvise til grundlovens ukrænkelighed, tabte arbejdspladser, begrædelig embedsførelse og mangelfuld kommunikation.
De, der græder tørre tårer, kan henvise til folkesundheden, minkenes ophold i bure, lovbrud fra tidligere tiders politikere og minkavlernes i forvejen udfordrede økonomiske situation.
Alle argumenterne har validitet, og det bliver i sidste ende et personligt valg, hvilke argumenter man vægter højest.
Brugen af de stærke billeder kan næppe undgås. Dertil er de for sigende. Billedet af de grædende minkfolk viser med al tydelighed, hvor stærke følelser der er på spil for de, der lever i det ihjelslåede erhverv. Det manipulerede billede af Mette Frederiksen er – trods det, at arrangørerne har taget afstand fra det – et udtryk for en kommunikationsform, som, alt for mange synes, er i orden. Det er den ikke, og den er dybt skadelig for landbrugets muligheder for at blive hørt og forstået.
Inviteret som taler
Jeg er mere end smigret over, at arrangørerne bag demonstrationen ”Folkestyret hylder grundloven” indbød mig til at tale ved arrangementet. Jeg har naturligvis en mening om sagen, ligesom de fleste andre danskere har.
Jeg valgte alligevel at takke nej til invitationen. Jeg er talsmand for Verdens Bedste Fødevarer, og selvom minkene i høj grad har tråde til dansk fødevareproduktion – især fordi minkene har været uvurderlige aftagere af restprodukter fra fødevareindustrien – er minkene en smule uden for foreningens primære fokus.
I Verdens Bedste Fødevarer forsøger vi desuden at blande os uden om politiske beslutninger, og selvom det er åbenlyst for enhver, at der er sket grove fejl i sagen om minkenes aflivning, har jeg ikke tilstrækkelig indsigt til at bidrage med viden eller indsigt, der kunne bidrage synderligt til diskussionen om grundlovens ukrænkelighed. Det er selvindlysende, at alle har pligt til at overholde den, og jeg kan ikke have andet end sympati for, at de, der har fået deres dyr aflivet uden lovhjemmel, protesterer mod netop det.
Men set med mine øjne må den vigtigste opgave for alle aktører i samfundet nu være at bidrage til at få en nuanceret debat om, hvordan vi bedst kommer videre på en måde, der ikke medfører, at vi får flere aktører, der finder grund til at billedmanipulere dem, de er uenige med, ind i usmagelige sammenligninger.
Mad på bordet i morgen
Dansk minkavl er formentlig død. Det vil og skal føre til et efterspil, der afklarer kompensationer, ansvar for håndteringen fra politikere og myndigheder og meget andet.
Det er ikke en diskussion, jeg – eller Verdens Bedste Fødevarer – blander sig i.
Til gengæld vil jeg gøre, hvad jeg kan for, at den fremtidige samtale om udvikling eller afvikling af grene af dansk fødevareerhverv tages på et nuanceret grundlag, der anerkender, at hensyn som økonomi, natur, folkesundhed, miljø, fødevaresikkerhed, beskæftigelse, klima, dyrevelfærd, arbejdsmiljø mm, alle er hensyn, der har vægt og skal afvejes.
Vi har alle sammen forskellige tilgange til, hvad der skal veje tungest. Den uenighed er god og vigtig at tale om med respekt for, at andre mennesker vægter forholdene anderledes, end vi selv gør.
En ting er sikker: Vi skal også have mad på bordet i morgen, og vi har alle sammen en interesse i, at den er produceret under størst muligt hensyn til natur, miljø, klima, dyrevelfærd og arbejdsmiljø. Det – håber jeg – kan vi alle være enige om?
Læs også: Vi skal lave 10.000 års mad på fyrre år – tal mere om det
Bliv medlem
I Verdens Bedste Fødevarer tror vi på, at danskerne vil støtte massivt op om danske fødevarer. Derfor håber vi, du også vil blive medlem i Verdens Bedste Fødevarer
