Bornholmske landmænd satser på linser i kødsovsen

15 bornholmske landmænd er gået sammen om at dyrke linser og ærter. Meyers Madhus og grossisten BC Catering aftager varerne fra det nye vbf-medlem Food Bornholm.

Af Finn Bald som led i medlemspakken. Kontakt Finn for info

Tilmeld gratis nyhedsbrev!

Det begyndte med 15 landmænd, der gik sammen om en idé: Hvis danskerne vil have flere planteproteiner på tallerkenen, skal landbruget også have mulighed for at producere dem på en måde, der både fungerer i marken og økonomisk.

Resultatet er foreningen Food Bornholm, der netop er blevet medlem af Verdens Bedste Fødevarer. Landmændene ejer selv virksomheden, dyrker afgrøderne på egne marker og har investeret i eget anlæg i Hasle, hvor blandt andet linser og ærter bliver renset, sorteret og pakket.

På den måde minder Food Bornholm om den klassiske danske andelstanke – bare i en ny udgave. Landmændene går sammen om de dele af produktionen og afsætningen, som den enkelte har svært ved at løfte alene.

– Vi er en moderne fødevarevirksomhed, der styres af landmændene selv. Vi ejer selv Food Bornholm. Vi dyrker råvarerne på vores egne marker, renser dem på vores eget renseri og pakker dem selv i poser til kunderne, fortæller formand Christian Møller Holm, der selv driver Høgegård ved Aakirkeby.

Grøn omstilling skal også fungere i marken

Ambitionen er grøn, men tilgangen er praktisk. Food Bornholm skal ikke dyrke bestemte afgrøder, bare fordi de ser gode ud i en klimadebat. De skal kunne dyrkes ordentligt på Bornholm, give et fornuftigt udbytte – og der skal være nogen, som vil købe dem.

Derfor har landmændene gennem flere år eksperimenteret med forskellige afgrøder. Nogle er blevet valgt fra igen. Kikærter har vist sig for usikre i det bornholmske klima, og et forsøg med det sydamerikanske pseudokorn amarant gav kun 500 kilo og viste sig svært at afsætte.

Til gengæld satser Food Bornholm nu blandt andet på ærter og fire typer linser.

– Vi vil ikke bare gøre, som vi plejer. I stedet eksperimenterer vi på livet løs i markerne. Vores mål er at omstille os og dyrke de proteiner, som danskerne efterspørger i fremtiden, siger Christian Møller Holm.

Men efterspørgslen skal følge med. Meyers Madhus aftager allerede en betydelig del af de økologiske varer, mens BC Catering distribuerer både økologiske og konventionelle produkter.

– Vi kan ikke bare omlægge alle danske marker til linser i morgen. Forbruget følger simpelthen ikke med endnu, og der er ikke købere til det. Det kræver et kæmpe arbejde at afsætte det, vi producerer, siger Christian.

Fra foder til fødevarer

En afgørende del af den nye “andelstanke” er, at landmændene selv har taget flere led af værdikæden hjem til Bornholm. I efteråret 2022 investerede de således i deres eget renseri i Hasle. Tidligere skulle afgrøderne sendes væk fra øen for at blive renset.

– Vores eget renseri betyder alt for vores muskelkraft. Vi ville være uafhængige, omstille os hurtigere og have fuld kontrol over den høje kvalitet. Derfor tog vi i efteråret 2022 et bevidst valg og investerede selv i eget anlæg, siger Christian Møller Holm.

Dermed kan en afgrøde gå fra en bornholmsk mark gennem landmændenes eget renseri og videre ud til restauranter, kantiner og private køkkener uden først at skulle gennem en lang kæde af andre virksomheder.

Og for Christian Møller Holm er den korte vej fra jord til bord en vigtig del af bæredygtigheden. Men han understreger samtidig, at bæredygtighed også handler om økonomi.

– Vi skal hente nogle gode, stabile udbytter ude på markerne, så produktionen kan løbe rundt. Her skal vi hele tiden blive dygtigere, så vi kan konkurrere på prisen med udlandet, siger han.

Linserne skal ned i kødsovsen

Food Bornholm ser ikke planteproteiner som et opgør med kød. Tværtimod mener Christian Møller Holm, at den skarpe opdeling mellem kød og planter risikerer at stå i vejen for den udvikling, landbruget faktisk kan levere på.

– Det handler ikke om enten-eller. Den skarpe opdeling er helt forkert. Du behøver ikke at droppe kødet for at spise bælgfrugter. Du skal bare kombinere tingene.

Sådan gør familien også hjemme hos Christian Møller Holm. Han spiser fortsat gerne kød, men linserne har fundet vej ind i de velkendte retter.

– Tag nu vores lasagne eller kødsovs – der ryger der altid linser i nu. Det smager fantastisk, og du bemærker faktisk slet ikke, at de er der. På den måde skærer vi toppen af kødforbruget, fortæller han.

For Food Bornholm handler næste skridt derfor om at få flere danskere til at gøre det samme – og samtidig få produktionen op i en skala, hvor virksomheden kan stå økonomisk på egne ben.

– Om fem år skal vi være nået op i en helt anden skala. Vi er lettet fra landingsbanen, men nu skal vi have mere mængde igennem, siger Christian Møller Holm.

Målet er med tiden at kunne ansætte professionelle medarbejdere til salg og drift, mens landmændene vender tilbage til det, der hele tiden har været udgangspunktet:

– Så kan vi landmænd koncentrere os om det, vi er bedst til: at passe markerne og sidde i bestyrelsen for at udstikke den strategiske retning for fremtidens fødevarer./

Om Food Bornholm

  • 15 bornholmske landmænd står bag Food Bornholm, der blev stiftet i december 2020 og havde første dyrkningsår i 2021.
  • Landmændene ejer selv virksomheden og står for hele kæden fra dyrkning til rensning, sortering og pakning. I 2022 etablerede de eget renseri og produktionsanlæg i Hasle.
  • Food Bornholm dyrker blandt andet fire forskellige typer linser samt ærter. Blandt aftagerne er Meyers Madhus og BC Catering.
  • Formand er Christian Møller Holm, der driver Høgegård ved Aakirkeby og blandt andet dyrker korn, græs, raps, spinatfrø og linser.

Hvad er bælgfrugter?

  • Bælgfrugter er frø fra planter, hvor frøene vokser i bælge. Til bælgfrugter hører blandt andet linser, ærter og bønner.
  • De tørrede bælgfrugter har typisk et højt indhold af protein og kostfibre og kan blandt andet bruges i salater, supper, gryderetter, hummus – eller blandes i traditionelle retter som lasagne og kødsovs.
  • Kikærter er også bælgfrugter, men Food Bornholm har valgt dem fra i markproduktionen, fordi de hidtil har vist sig for usikre at dyrke i det bornholmske klima. Quinoa og amarant er derimod ikke bælgfrugter. De betegnes som pseudokorn, men kan på nogle områder anvendes på samme måde i madlavningen.
  • Find opskrifter til hele familien på foodbornholm.dk/opskrifter

Foto øverst: Christian Møller Holm, formand for Food Bornholm og ejer af Høgegård, foran en nyligt høstet mark i august. Sammen med 14 bornholmske landmænd dyrker og renser han lokale linser og ærter.

Skal vi fortælle din historie om mad?

Verdens Bedste Fødevarer tilbyder hjælp til at få fortalt de mange gode historier om, hvordan danske fødevareproducenter gør ting bedre for: Miljø, klima, natur, dyrevelfærd og arbejdsmiljø.

Læs mere om medlemstilbuddet her: “Skal vi hjælpe med at fortælle din gode fødevarehistorie?

Bliv medlem

I Verdens Bedste Fødevarer tror vi på, at danskerne vil støtte massivt op om danske landbrugsprodukter. Ligesom vi støtter op om et bæredygtigt og velfungerende fødevareerhverv. Derfor håber vi, du også vil blive medlem i Verdens Bedste Fødevarer

Medlemskaber for 1 år
Studerende og pensionister 150 kr
Private 300 kr
Mindre virksomheder 1500 kr.
Virksomheder 5000 kr.
Iværksættervirksomheder (under fem år) 500 kr.
Unge under 18 år – Gratis

Meld dig til her: Tilmelding

Del artikel