Den grønne tænketank Concito er begejstret for klimamulighederne i kunstigt kød. Men der er grund til sund skepsis, gæsteblogger Mette Cristine Schou Frandsen, medlem af Verdens Bedste Fødevarer.
Tilmeld nyhedsbrev!
”Jeg har været i TV2-nyhederne med en vurdering af klimapotentialet i laboratoriekød. Og det er stort! Alt efter hvilken kødtype, der er tale om, kan klimaaftrykket fra produktionen mindskes med over 80 %.
Vi skal mætte flere munde på et mindre landbrugsareal, og i en verden på vej mod 10 mia. mennesker, større rigdom og måske større appetit på kød, kan dyrket kød blive en vigtig del af løsningen. Det bør vi selvfølgelig også interessere os for i Danmark.
Nogle vil nok tage afstand fra det som noget unaturligt slam. Men hvis det smager godt, er sundt og sikkert og kan sælges til en rimelig pris, vil der helt sikkert også være et marked for det i Danmark.”
Sådan skriver Michael Minter, programleder i den grønne tænketank Concito, i et opslag på Linkedin. Indslaget i TV2 følger op på en TV2 reportage om det kunstige kød.
Jeg er helt enig i, at der er al mulig grund til, at vi i Danmark interesserer os mere for ”in vitro kød”. Den dyreste og mest problematiske ting, vi laver i vores landbrug, er kød. Men det er den bedste af alle proteinkilder, og protein er livsvigtigt for os.
Læs også: “Politikenkronik: Kan økologisk kylling redde verden“?
Kunstigt kød i glas
Derfor er det naturligt, at vi som et led i at løse de enorme problemer, der er knyttet til vores proteinproduktion, har kigget på alternative metoder til at lave dem på. Vi har alle hørt om “kunstigt” kød, også kaldet In Vitro-kød. In Vitro betyder ”i glas” og henviser til, at dette kød laves i ”en petriskål” eller mere præcist i store fermenteringstanke.
Ideen bag denne fremstilling af kød er, at man kan udskifte de store forurenende pattedyr i landbrugene med moderne laboratorier eller kødfabrikker, hvor man kan lave proteinerne uden for dyrene selv. Cellular agriculture i stedet for konventionelt landbrug.
Som udgangspunkt virker det enormt smart at tage koen, grisen, fåret etc. ud af ligningen. Særligt køerne volder os store problemer. For at lave én oksekødsbøf på knap 125 gram koster det tre kilo foder, 2.000 liter vand og 10 kvadratmeter land. Og vi spiser rigtigt meget kød. Et gennemsnitligt voksent menneske spiser 34 kg kød om året. I USA er tallet 90 kg.
Hertil udledes der per kilo kød, der produceres, 15-20 kilo CO2. Og det estimeres, at vores kødproduktion står for 15-20 procent af den samlede udledning af drivhusgasser. Det er svimlende dårligt på bæredygtighedsskalaen.
Rent kød uden lidelser?
Men vi er øjensynligt ikke klar til at give afkald på hverken bøffer eller burgers, så der er gode penge i at komme op med et alternativ, og In Vitro-kød er et af den.
Det er en smuk drøm, at vi med ét kunne fjerne dyrenes lidelser. Det kunne vi selvfølgelig gøre alligevel, ved simpelthen at stoppe med at spise kød. Men med denne metode kan vi få både i pose og i sæk, eller måske rettere i dunk.
Den helt store saltvandsindsprøjtning til området kom i 2011, da ph.d. Hanna Tuomisto publicerede artiklen ”Environmental Impacts of Cultured Meat”. Hun havde undersøgt, hvilken effekt In Vitro-kød har på miljøet sammenlignet med konventionelt kød.
Tuomistos studier var finansieret af New Harvest, som kalder sig selv et ”non profit reasearch institute”, men som har den eksplicitte mission at udvikle og opbygge området for cellular agriculture.
Undersøgelsen var som et energiboost til hele området. Hanna Tuomistos viste, ved hjælp af en lang række antagelser, at en omlægning fra konventionel kødproduktion til In Vitro-produktion ville resultere i en forrygende 78-98 procent reduktion i drivhusgasudledningen, en 99 procent reduktion af det areale landforbrug, en 82-96 procent reduktion af vandforbruget og en 45 procent reduktion i energiforbruget.
Hanna Tuomistos artikel om kunstigt kød er, skulle nogen være i tvivl, meget citeret. Den bruges som det ultimative argument for, at Cellular agriculture er vejen frem mod en ren og dyrevenlig fremtid.
Kritik af studierne får ikke omtale
Men historien ender ikke helt lykkeligt. Der kom kritik af hendes studier, og kritikken havde tyngde og var rationel.
Kritikken førte til, at Hanna Tuomisto lavede nogle nye studier, denne gang ikke finansieret af New Harvest.
Hun allierede sig med fagfolk inden for de faggrene, hun ikke selv var ekspert i. I 2014 publicerede hun så en artikel sammen med Marianne Ellis, som er kemiingeniør, og i denne artikel havde de brugt en mere realistisk fødekilde til cellevæksten, ligesom de havde indberegnet omkostningerne til at varme vækstmediet og en række andre præciseringer, der er mere realistiske.
Deres konklusioner var slående anderledes end New Harvest studiet, og denne gang var resultatet, at In Vitro-kød bruger langt mere energi, end det koster at lave konventionelt kød. Herudover viste den nye model, at vandforbruget ligeledes var meget større end først antaget, og at det faktisk overstiger vandforbruget for for eksempel fjerkræ.
Efterfølgende er der også sået tvivl om der reelt udledes færre drivhusgasser. De eksisterende (og ganske få) ”Life Cycle Analysis” tager nemlig slet ikke alle produktionsled med i deres beregninger og derfor kan de rapporterede tal være behæftet med alvorlige fejl. Det rene produkt fra produktionen er slet ikke kød, men rene muskelceller. Materialet indeholder hverken fedt, blodårer, bindevæv etc. og dette skal tilsættes sammen med mikronæringsstoffer som vitaminer, mineraler og …smag!
Det er dyrt at syntetisere vitaminer, og det bør uden tvivl være en del af beregningerne, hvilket det ikke er i langt de fleste studier. Herudover skal fedtet komme et sted fra, og det er også dyrt at producere. Og skal dette fedt være animals eller vegetabilsk? Og hvem vil regulere det?
Læs også: Nearly headless pig
Vi bør følge godt med
De nyere studier har ikke haft særlig stor gennemslagskraft. Terningerne er kastet, og der er investeret store milliardbeløb i virksomheder, der laver In Vitro-kød.
Så hvad er konklusionen?
Den er uvis. Som det ser ud nu, er det ikke muligt at give In Vitro-kødproduktion et grønt stempel som fremtidsbærende produktionsmetode. Ikke endnu i hvert fald. Men det er et område, der er værd at følge nøje de kommende år, og som man kan håbe på vil lykkes med sine bestræbelser.
In vitro kød har andre ret alvorlige udfordringer, som vil fylde for meget at udfolde i denne blog. Du kan læse en mere udførlig beskrivelse af disse her: “Er kunstigt kød vejen frem?“
Tænketanken Concito arbejder i øjeblikket på en rapport om emnet og vender tilbage med replik, når rapporten er færdig.
Se i filmen herunder, hvad Verdens Bedste Fødevarer er – og meld dig ind
Tilmeld nyhedsbrev!
