økologiske høner fyn

Ingen økologiske høner i min baghave – nabostrid på Fyn!

Naboklager forhaler ægproducent Henrik Pihl Wintergaards drømme om at udvide produktionen med 30.000 økologiske høner.

Af Felix Stark, stifter og talsmand

Tilmeld gratis nyhedsbrev!

Ægproducent Henrik Pihl Winterø, Aalundgaard på Fyn
Aalundgaard på Fyn, som drives af Henrik Pihl Winterø, er virksomhedsmedlem i Verdens Bedste Fødevarer.

Der er krig på kniven mellem ægproducent Henrik Pihl Winterø, Aalundgaard, og hans naboer. Stridighederne skyldes, at ægproducenten har søgt – og fået – tilladelse til at udvide sin nuværende produktion af skrabeæg med 30.000 økologiske fritgående høner.

– Jeg fik tilladelsen fra Assens Kommune i foråret 2019. Jeg har også fået tilsagn om cirka 850.000 kroner i støtte til etableringen fra EU. Men selvom alt skulle være i orden, er jeg altså ikke kommet i gang endnu, fordi en gruppe naboer har klaget over kommunens beslutning til Miljø- og Fødevareklagenævnet, siger  Henrik Pihl Winterø.

Læs også: Ægproducent: Jeg bliver ked af det og gal!

Ville gerne have været i dialog

Naboernes begrundelser for klagen lyder blandt andet på, at produktionen vil medføre lugt- og støjgener samt flere fluer.

– Det virker som om, mange af dem har holdt møder om mig. Men jeg er ikke selv blevet inviteret med. Det ærgrer mig, for jeg ville da meget gerne have haft lejlighed til at forklare dem om udvidelsen, og hvad der vil blive gjort for at mindske generne. Naboerne er blandt andet bekymrede for, at der vil komme fluer. Men hønsene roder så meget i jorden, at fluer slet ikke kan nå at lægge æg. Og jeg har dyrlægens ord for, at mine høns hverken har lopper eller andet utøj, siger Henrik Pihl Winterø.

Projektbeskrivelsen til anlægget, der samlet vil stå i 15 millioner kroner, inkluderer desuden etablering af et trerækket læbælte rundt om produktionen.

– Jeg vil meget gerne i dialog med naboerne og sikre, at min produktion generer så lidt som muligt. Omvendt er det en væsentlig del af mine forretning at få produktionen op at stå. Man kan sige, at det er det, der skal sikre, at jeg kan finde en køber til produktionen, når jeg engang skal på pension, siger Henrik Pihl Winterø.

Han oplever også, at naboerne har forståelse for hans ønsker. Men samtidig er nogle af dem nervøse for, at etableringen vil skade deres ejendomsværdi.

– Det kan jeg også godt forstå. Men den nærmeste nabo har købt huset på tvangsauktion i år, og de kunne måske nok med fordel have undersøgt, om der var planer i lokalområdet. Havde de gjort det, ville de jo have vidst, at der lå en godkendelse til etableringen af min produktion, siger Henrik Pihl Winterø.

Halvandet års ventetid

økologiske høner
Henrik Pihl Winterø, Aalundgaard, forventer at få lov at bygge ny stald til økologiske høner på denne mark.

Derfor ærgrer det ham også, at det tager så lang tid for Miljø- og Fødevareklagenævnet at tage stilling til naboernes officielle klage. Den har nu ligget i styrelsen i halvandet år, og for Henrik Pihl Winterø kan den lange ventetid inden længe blive et problem.

– Jeg er ret sikker på, vi nok snart får en afgørelse, der går min vej. Men den skal gerne snart komme, for pengene fra EU til projektet skal være brugt inden 2021 er omme, og jeg vil jo også meget gerne i gang med produktionen så hurtigt som muligt, siger Henrik Pihl Winterø.

Han synes, hele processen har været ærgerlig.

– Jeg vil gerne med på den økologiske bølge, og jeg glæder mig til at få høner, der kan komme udenfor. Jeg forstår ikke, det skal være så svært, og det ærgrer mig selvfølgelig, at mine naboer ikke vil bakke op om projektet, der vil give æg til mange mennesker, øge dyrevelfærden og skabe arbejde og indtægter til Danmark. Der er desværre lidt ”ikke i min baghave” over det, siger Henrik Pihl Winterø.

Fakta om projektet:

Stald på 3.000 kvadratmeter

6 ha på hver side af stalden til hønsegård

Trerækket læbælte om hele produktionen

Afstand til nærmeste nabo: 30 meter til skel + 30 meter yderligere til beboelsesejendom

Bliv medlem

I Verdens Bedste Fødevarer tror vi på, at danskerne vil støtte massivt op om danske fødevarer. Derfor håber vi, du også vil blive medlem i Verdens Bedste Fødevarer

Medlemskaber for 1 år
Studerende og pensionister 150 kr
Private 300 kr
Virksomheder 5000 kr.
Iværksættervirksomheder (under fem år) 500 kr.
Unge under 18 år – Gratis

Meld dig til her: Tilmelding

(Visited 33 times, 1 visits today)

Del artikel