3 skoleelever har stillet en række spørgsmål om økologi. Læs svarene fra økologisektionen i Landbrug & Fødevarer ved økologichef Kirsten Lund Jensen.
Læs også svar til skoleelever fra Forbrugerrådet Tænk, fra Økologisk Landsforening, fra Bæredygtigt Landbrug og fra Felix Stark, stifter af Verdens Bedste Fødevarer.
Tilmeld gratis nyhedsbrev!
Ville du vælge økologi frem for ikke økologi? Hvorfor/hvorfor ikke?
Jeg vælger økologiske varer, fordi det er en produktionsform, hvor der tages særlige hensyn til natur, miljø og dyrevelfærd. De økologiske regler handler blandt andet om øget pladskrav i staldene, adgang til det fri, ingen brug af kunstige plantebeskyttelsesmidler og kunstgødning, fravalg af GMO, færre tilsætningsstoffer, mere restriktive krav til medicinanvendelse mv.
Mange mennesker mener at økologi er bedre end ikke økologisk mad. Er du enig? Hvorfor og Hvorfor ikke?
Jeg mener, at alle danske fødevarer har et rigtig højt niveau. Men hvis man lægger vægt på de værdier og principper, der ligger bag de økologiske regler, så får man jo noget ekstra, når man vælger økologisk mad.
Skal man gøre mere for at økologiske varer bliver billigere? Hvorfor og hvorfor ikke?
Det er vigtigt, at dem, der køber ind, er villige til at betale det ekstra, det koster at producere de økologiske varer, netop fordi dyrene skal have mere plads, og man ikke bruger kunstige plantebeskyttelsesmidler osv. Ellers kan de økologiske landmænd ikke få økonomien til at løbe rundt. Så det er ikke et mål i sig selv at gøre de økologiske varer billigere.
Efter din mening, synes du så at det giver mening at købe f.eks. økologiske kiwier, hvis de kommer fra den anden side af jorden?
Hvis alternativet er, at man ellers køber en ikke-økologisk kiwi fra den anden side af jorden, så giver det god mening for mig. Men det ville da være meget bedre for klimaet, hvis man i stedet for at købe en kiwi fra den anden side af jorden, valgte en dansk frugt. Og gerne en økologisk frugt – fx et æble. Og når det kommer til klima, så er det jo en udfordring for alle landmænd – både økologiske og ikke-økologiske at blive bedre til at producere mad med et lavere CO2 aftryk. Det arbejdes der rigtig meget på i hele erhvervet, og ikke mindst i den økologiske produktion.
Hvorfor bruger landmænd sprøjtemidler til alt der ikke er økologisk?
Fordi der er større udfordringer med ukrudt, sygdomme og skadedyr, når man ikke bruger sprøjtemidler.
Hvordan kan – og skal vi – få folk til at købe mere økologi, og hvilke fordele og ulemper synes du, der er ved det?
Det kan være ved at fortælle forbrugerne om, hvad økologi står for, og vise hvordan de økologiske marker dyrkes og hvordan dyrene lever. Det kan fx være ved at invitere folk ud på gårdene til Økodag hvor køerne slippes løs eller Sofari-søndag, hvor man kan se økologiske grise. Jeg synes, det er en fordel, at danskerne ved, hvordan deres mad er produceret, så de selv kan vælge, om de vil betale ekstra for de økologiske fødevarer.
Læs også svar til skoleelever fra:
og fra
Felix Stark, stifter af Verdens Bedste Fødevarer.
Bliv medlem
Vi tror på, at danskerne vil støtte massivt op om danske fødevarer. Derfor håber vi, du også vil blive medlem i Verdens Bedste Fødevarer.