3 skoleelever har stillet en række spørgsmål om økologi. Læs svarene fra Bæredygtigt Landbrug ved kommunikationschef Christian Ingemann.
Læs også svar til skoleelever fra Forbrugerrådet Tænk, Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer fra Økologisk Landsforening og fra Felix Stark, stifter af Verdens Bedste Fødevarer.
Tilmeld gratis nyhedsbrev!
Ville du vælge økologi frem for ikke økologi? Hvorfor/hvorfor ikke?
I Bæredygtigt Landbrug vil vi ikke belære folk om, hvad de bør vælge og ikke vælge af produkter. Men vi er kun tilhængere af, at forbrugerne har forskellige nicher at vælge imellem, når de står i butikken – heriblandt også økologi. Vi har i øvrigt også lige fået et økologisk medlem af foreningens bestyrelse.
Personligt køber jeg sjældent økologi – men det har også noget at gøre med, at jeg synes, vi skal producere så intensivt som overhovedet muligt – i en verden, hvor befolkningen vokser, og flere og flere munde skal mættes. Det, der kan irritere os i Bæredygtigt Landbrug, er, når politikere via bl.a. en økonomisk tilskudsordning forsøger at diktere, hvad landmanden skal producere – når det rettelig er forbrugeren, der afgør det – ikke beslutningstagerne på Slotsholmen. Lidt firkantet sagt er det jo sådan, at når en købmand sælger en økologisk liter mælk, bestiller han en ny økologisk liter mælk hjem til butikken – og det samme med eksempelvis en konventionel flæskesteg. Danske landmænd producerer, hvad forbrugerne i både ind- og udland vil have – og det er derfor, at næsten 9/10 af landbruget p.t. er moderne/konventionelt.
Mange mennesker mener at økologi er bedre end ikke økologisk mad. Er du enig? Hvorfor og Hvorfor ikke?
Nej, det synes jeg bestemt ikke, man kan sige. Og der er ingen – som i ingen – undersøgelser, der påviser, at økologi skulle være sundere eller bedre end andre landbrugsprodukter.
Skal man gøre mere for at økologiske varer bliver billigere? Hvorfor og hvorfor ikke?
Nej – lad forbrugerne købe, hvad forbrugerne vil købe – uden kunstige tilskud.
Efter din mening, synes du så at det giver mening at købe f.eks. økologiske kiwier, hvis de kommer fra den anden side af jorden?
Nej, det giver ingen mening – slet ikke ud fra et økologisk synspunkt. I det hele taget er mit råd: Køb dansk! Så får du også – uanset om det er økologiske eller konventionelle fødevarer – en stor fødevaresikkerhed (men nej, der produceres nok ikke mange kiwier i Danmark, selv om nogen vist har prøvet herhjemme).
Hvorfor bruger landmænd sprøjtemidler til alt der ikke er økologisk?
Landmænd bruger sprøjtemidler i et i øvrigt her til lands meget begrænset omfang for at undgå skadedyr, ukrudt og svamp i afgrøderne. Altså for bl.a. at undgå sygdom. Men det er i øvrigt en skrøne, at økologer ikke bruger sprøjtemidler – det gør de altså også, der er tilladt omkring 40 sprøjtemidler herhjemme til økologisk brug.
Hvordan kan – og skal vi – få folk til at købe mere økologi, og hvilke fordele og ulemper synes du, der er ved det?
Vi skal slet ikke pådutte folk at købe mere økologi – det skal ”folk” selv afgøre.
Læs også svar om økologi skoleelever fra:
Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer
og fra
Felix Stark, stifter af Verdens Bedste Fødevarer.
Bliv medlem
Vi tror på, at danskerne vil støtte massivt op om danske fødevarer. Derfor håber vi, du også vil blive medlem i Verdens Bedste Fødevarer.