Historien om ræven og ulven hos bavianerne fra “Den gode gamle rævebog”. Her gengivet i sin fulde ordlyd som en kommentar til almen dannelse i forbindelse med den pågående diskussion om “Bæredygtigt Landbrugs” indflydelse på miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen og landbrugets kritikeres mangel på samme. Tolkning af fablen ligger helt åbent, og læsere kan passende forestille sig dens betydning, skulle en anden og mere venstreorienteret minister sidde i bavianens hule.
“Det var, fortalte Mikkel så, engang ulven og jeg var på rejse i Indien, og vi var meget sultne begge to, ulven mest. Så kom vi forbi en hule, der boede bavianer i, og så sagde Isegrim (ulven red.).
– Gå straks ind i bavianernes hule og bed dem om at give os noget at spise, ellers æder jeg dig, du røde ræv.
– Det var jo ikke nogen pæn måde at sige det på, men jeg syntes alligevel, det var synd for ulven, at han var så sulten, så jeg gik ind i hulen. Puha, hvor der så ud og lugtede. Bavianerne er ganske forfærdeligt grimme og hæslige at se på, og inde i deres hule var der en grusom os og stank. Den allerhæsligste var bavianernes gamle moder, hun var værre at se på end en heks. Men jeg har nu altid lært, at man skal være høflig, så jeg tog pænt min hat af og sagde.
– Goddag, kære fru bavian. Hvor ser de dog godt ud i dag, og hvor er deres børn dog søde, og hvor lugter her godt herinde!
– Den snak kunne den gamle baviandame godt lide at høre, så hun smilede – det så forfærdeligt ud, hendes grimme fjæs lignede en flækket kålrabi – og så bad hun mig sidde ned og spise med. Jeg var lige ved at kaste op, fordi der lugtede sådan, men jeg lod som ingenting, spiste pænt med og sagde smukt tak for mad, da jeg var færdig og gav hver af børnene en tiøre. Så gav den gamle mig en dejlig steg, som jeg skulle tage med hjem til min kone og mine børn, og så sagde jeg pænt farvel og tak og skyndte mig ud i den friske luft. Ikan tro, jeg var glad, da jeg var ude af den hule.
– Da jeg kom ud, tog Isegrim straks den dejlige steg fra mig og åd den, og så ville han have endnu mere; men så sagdejeg til ham, at han hellere selv måtte gå ind og hilse på fru Bavian og hendes børn. De ser hæslige ud, og der lugter væmmeligt, sagde jeg til ham; men hvis du er venlig mod dem, er jeg sikker på, at de behandler dig godt. Nu skal I så høre, hvordan ulven bar sig ad.
Ræven fortalte videre
– Jeg havde knap fået sagt denne besked til ulven, før han allerede var inde i hulen. Det første, han sagde, da han så den gamle fru Bavian, var: Nej, hvor ser du dog hæslig ud, din gamle kælling. Og der var dog en forfærdlig stank, her er; her lugter værre end på en mødding.
– I kan jo nok forstå, sagde ræven, at den gamle bavianmoder blev vred, da hun hørte den snak, og værre blev det, da ulven videre sagde:
– Men det hæsligste og allergrimmeste herinde, det er dog dine bavianbørn. Tag dog og slå dem ihjel eller brænd dem; jeg har aldrig set noget så grimt. Og giv mig så noget at spise!
– Den gamle bavianmoder kunne næsten ikke tale, så rasende var hun over de grimme ting, som ulven havde sagt; men så råbte hun:
– Hvad i alverden bilder du dig ind, din store stygge ulv! Hvem har bedt dig komme her og fornærme migog mine søde børn! Og så forlanger du noget at spise. Du kan stole på, at vi skal give dig noget andet! Kom børn, bid ham og riv ham!
– Og så fór alle bavianerne løs på Isegrim og slog ham og rev ham og bed ham og sparkede ham, så han var rød og gul og grøn og blå, da han endelig slap ud af hulen. Nu siger han, at det var min skyld; men, sluttede Mikkel, må jeg spørge, sagde jeg ikke tydeligt nok til ham, inden han gik ind i hulen, at han skulle opføre sig høfligt og pænt? Og synes I, han gjorde det?
Til det kunne Isegrim slet ikke finde på noget at sige, og så råbte han i stedet:
– Det er også ligemeget! Du har lovet, at du ville slås med mig, og nu vil jeg have, at du gør det. Vi vil slås i morgen.
– Nå, jaja, sagde Kong Løve, lad os da så sige det. I morgen skal kampen mellem ulven og ræven stå.”
Det var fablen om ræven og ulven hos bavianerne. Jeg lader den stå med en enkelt henvisning til “som hund og kat”
