Hvert tredje danske slagtesvin får maveforandringer i løbet af det knap halve år, det får lov at leve. Hvert tiende får det i sådan en grad, at selv svineproducenterne anerkender det som et mavesår, hvor der utvivlsomt er smerte forbundet med det. Det har været kendt i branchen i henved et halvt århundrede. Alligevel har det, så vidt jeg har set, ikke stået på forsiden af hverken LandbrugsAvisen, Effektivt Landbrug eller Maskinbladet. Der har utvivlsomt været faglige artikler om problemet, men der har ikke været nogen svinebosser ude og tale dunder og sige, at her var et problem, der skulle håndteres i en ruf. Det er for dårligt.
Det er ikke bare for dårligt. Det er dumt, dumt, dumt.
Landbrugets uden sammenligning største problem er, at deres danske kunder ikke kan lide, hvad de får. De vil have, at dem, der producerer den mad, de køber, har etik omkring deres produktion. Hvis man ved, at man giver sine svin foder, der giver dem mavesår, og ikke giver dem noget andet foder, har man ingen etik. Så tænker man med sin pengepung.
Det gør mange af kunderne også, men det er underordnet i sammenhængen. Hvis man vil have kunderne til at tro på, at det er anderledes, skal man have mavesår på forsiden af sine medier. Man skal tale om det i faglige grupper. Man skal knibe en tåre, når det på trods af ihærdig indsats alligevel sker, at et svin får mavesår. Man skal, i hver en tanke man tænker, have sine dyrs velbefindende for øje, og man skal tale med sine kolleger om, hvor godt man har gjort det for dem. Det samme kan man sige om køers halthed, minks bidesår, rullepølsesøer, kyllingers trædepudesvidninger og alle de andre velfærdsproblemer, der er i den animalske produktion. Og hos planteavlerne skal man kæmpe en bitter kamp for at bruge så få sprøjtemidler som muligt. Man skal dele gode erfaringer, der sikrer, at man undgår gylleuheld. Man skal dele sin gylletank med naboen, når hans er fuld, og jorden stadig er frossen, og man skal sikre, at der er så gode forhold som muligt for flora og fauna på ens jord.
Man skal i det hele taget gøre alt, hvad man kan. Og man skal insistere på, at landbrugets medier råber det fra hustagene, når der er et problem, som kunderne vil synes ilde om.
Og hvad værre er, man skal ikke bare gøre det, fordi man gerne vil vinde befolkningens gunst. Man skal gøre det, fordi det er det rigtige at gøre.
Før I landmænd har forstået, at jeres vigtigste opgave ikke er at drive rentable landbrug men at vinde befolkningens gunst, kan I smide lige så mange kroner efter imagekampagner, som I har lyst til, uden at det vil hjælpe en døjt. Sagen om mavesår alene har formentlig været nok til, at den smule velvilje de sidste tre års imagekampagne måtte have kastet af sig, er smidt ud med det fint formalede foder.
Måske kunne det være en god løsning at indføre image- og kundepleje som fag på landets landbrugsskoler. Når landmænd i fuld alvor og offentlighed kan finde på at skrive i kommentarsporet på LandbrugsAvisen.dk, at man bør fyre alle danske slagtere og hente østeuropæere ind i stedet, fordi de er knap så utaknemmelige, har man i hvert fald ikke bidraget til at vinde sine kunders gunst. Sådan et fag kunne måske også hjælpe til at tiltrække lidt flere ressourcestærke unge til erhvervet. For hvem skal ellers overtage jeres bedrifter? Man kan også gå ind på facebooksiden https://verdensbedstefodevarer.dk og trykke synes godt om. Så har man i været med til at tilkendegive, at der godt kan ske positive forandringer i det danske fødevareerhverv. Uden at man af den grund har kastet vrag på de positive elementer, der OGSÅ findes i det danske fødevareerhverv. For mere information om projektet læs https://verdensbedstefodevarer.dk – åbent brev
