Journalist Kjeld Hansen viderebringer unuanceret, manipulerende og i nogle tilfælde direkte forkert information om norsk laksopdræt.
Af Mette Cristine Schou Frandsen, formand for Verdens Bedste Fødevarer og Johan Wedel Nielsen, biolog og partner i virksomheden Aquamind.
Tilmeld nyhedsbrev!
”Norske laksefarme er værre end svinefabrikker” hedder overskriften med vanlig patos fra journalist Kjeld Hansen i et indlæg på ”bloggen” Gylle.dk, hvorfra Kjeld Hansen med jævne mellemrum udsender nyheder, der er kritiske overfor megen fødevareproduktion.
Den til dansk oversatte artiklen kommer i første omgang fra det schweiziske medie Infosperber. Hvis man tager sine mest positive briller på, kan man sige, at artiklen tager fat i nogle af de helt centrale udfordringer, akvakulturbranchen kæmper med. Det er så også det eneste positive, man kan sige om den. Den er opbygget med et formål, at få folk til at stoppe med at spise produktionsfisk. Den er unuanceret og manipulerende og i nogle tilfælde direkte forkert.
Der er 4 hovedpåstande i artiklen, der peger på store problematikker der tilskrives fiskeprodukterne. Herunder er vores nuancering af disse påstande.
Læs også: Hyldest til Kjeld Hansen
1: Er dødeligheden i lakseproduktionen virkelig problematisk høj?
Artiklen påpeger at den samlede dødelighed er på 20% og kalder det ”Et tab på 20 procent, som producenterne aldrig ville acceptere med svin eller kvæg – men tilsyneladende er det noget andet med fisk”.
Tallet 20 procent ville ikke bestå en detektortest. Her er iberegnet dødfald som følge af fx algeopblomstringer i havet. Tragiske hændelser, der intet har at gøre med fiskeproduktionens eventuelle dårligdomme. Et mere reelt tal at bruge er 15 procent, som er den samlede mediandødelighed (tal fra 2018). Dette tal inkluderer dødelighed som følge af dårlig smolt kvalitet mm og handler derfor heller ikke kun om opdrætsmiljø og management.
Men man bør faktisk ikke sammenligne dødeligheden blandt grise/køer/får med fisk. Det svarer til at sige, at bananfluer lever dårligere liv end elefanter, fordi deres dødelighed og levealder er meget mindre. Det er volapyk.
Det relevante spørgsmål er i højere grad, hvor meget den observerede dødelighed afviger fra det, man kunne forvente for arten. Fritlevende fiskesmolt, der vandrer til havet, har en dødelighed på 97.5%. Alligevel trives de vilde bestande fint. En laksehun gyder mellem 2500 og 10000 æg, netop fordi dødeligheden og prædationstrykket er højt. Et dødelighedstal alene fortæller os altså intet om produktionsforhold og dyrevelfærd.
Men jo, der ER udfordringer. Det er ingen hemmelighed, og det handler ikke om dårlig management, dyrplageri, ligegyldighed med dyrevelfærd eller andet. Det handler derimod om, at smitte mellem dyr i en storproduktion er uundgåeligt. I landbruget har man haft nogle 100 år til at løse problemerne lidt efter lidt. Den kommercielle fiskeproduktion har haft 30-40 år, og vi er slet ikke i mål. Det skal vi, for en verden uden storproduktion af fødevarer er ikke en mulighed.
Læs også: Ny formand i Verdens Bedste Fødevarer: Danmark er foregangsland for akvakultur
Lakselus ER et stort problem
Til gengæld er det sandt, som artiklen også påpeger, at lakselus vitterligt er et stort problem for lakseproduktionen. Det er som sagt meget svært at have storproduktion af levende dyr, uden at der medfølger en lang række udfordringer med sygdomme. Det gælder alle dyr (og mennesker, som coronoakrisen har lært os) uden undtagelse, at jo tættere de står sammen, Jo større er smittetrykket. Det samme er faktisk tilfældet for vores vegetabilske afgrøder. Her har vi også en række sygdomme og angreb fra patogener, der kan tilskrives de intense monokulturer af en bestemt art som fx hvede.
For lakseopdrættet medfører det dårligere dyrevelfærd, højere dødelighed, og dårligere produktionstal. Af samme årsag er det et område, som industrien investerer voldsomt i at få løst. Alene i år (2020) har Grieg Seafood investeret 252 millioner dkk i en højteknologisk Wellboat der skal bekæmpe og forske i lakselus. En anden producent, Mowi, har investeret 57.3 millioner dkk samme med AKVA Group i et udvikle specielle ”snorkelbure” der forhindrer lakselusene i at angribe laksene. Det samlede tal for industriens egen-investeringer er svære at grave frem, men det er et meget meget stort tal. Alle i branchen bidrager, men meget ofte kommer de helt store investeringsbeløb fra de store havbursproducenter.
Læs også: Dyrlæge: Industriel husdyrhold er værn mod verdens coronavirusser
Lakselus smitter fritlevende fisk
En tilknyttet problemstilling, der også tages frem i gylle.dk artiklen, er, at disse lakselus spredes fra produktionsdyrene til de fritlevende fisk.
Det er rigtigt, og det betyder, at de fritlevende fisk i nogle tilfælde vil blive negativt påvirket af at leve side om side med særligt de gammeldags lakseopdræt. Der er til gengæld ikke meget, der tyder på, at de vilde bestande af norske laks er specielt truet fra opdrætslaksen. Mens lakseproduktionen er steget med 1.4 millioner ton siden 1985, har størrelsen af den vilde bestand været stabil de sidste 30 år. I dag gyder flere vilde laks i de norske vandløb, end tilfældet har været de sidste 50 år.
Dette problem arbejdes der selvfølgelig også på at løse. Der er udviklet moderne havbure der recirkulerer vandet, havbure der kan placeres off-shore i koldere og dybere vand, hvor lakselussen ikke kan trives, dobbeltlukkede bure og meget andet. Men branchen er faktisk relativt set ny, og det tager tid, fra man har en erfaring, til løsningerne er klar. Lige i akvakulturbranchen går det ekstremt hurtigt, og det er noget, man burde rose dem for.
Det betyder ikke, at der ikke findes gamle anlæg, der kunne trænge til en opgradering. Men det er både usagligt og ukonstruktivt at kritisere den samlede branche på baggrund af en enkelt stikprøve i et anlæg, der er under angreb fra lus. Skræmmebilleder fra et sådant anlæg er ikke egnede til at beskrive en hel sektor.
2: Kan vi tillade os at kritisere brugen af soja i fiskeproduktionen, og hvad har det med farvestoffer at gøre?
Artiklen på gylle.dk postulerer: ”Laksefarme bidrager også til ødelæggelse af Amazonas regnskov. Fordi opdrætterne opfodrer laksen med foder, der stort set består af soja. Dette er lettere og billigere at anvende end fiskemel og fiskeolie. Især i Brasilien ryddes store skovområder til dyrkning af soja.”
Ja, akvakulturen bruger – ligesom mange andre store dele af fødevaresektoren – soja. Det udgør også en væsentlig del af indholdet i mange veganeres indkøbskurve. Soja bruges som erstatning for fiskemel, for at nedbringe afhængigheden af de bestande af vildfisk der er fuldt udnyttet. Dette er noget forbrugere og NGOer har presset på med at få indført i de sidste 15-20 år. Og foderproducenterne har gjort det rigtigt godt. Soja er en vigtig vegetabilsk proteinkilde, og akvakulturen må og skal bruge det. Den soja der bruges hos fx BioMar (Der er blandt de tre største producenter af fiskefoder i verden) er certificeret med enten RTRS, ProTerra eller lignende. Herudover udgår Soja kun omkring 5 % af det samlede råvareforbrug hos BioMar. At nævne akvakulturen som en særlig synder når det kommer til de problematiske produktionsforhold i Sydamerika, signalerer mest af alt uvidenhed.
Samtidig er fiskebranchen faktisk pionerer, når det kommer til udvikling af og forskning i alternativer til Sojaen (som fx hørfrø olie o.m.a). Måske fordi fiskebranchen som en af de eneste animalske proteinproducenter skal kunne opfostre rovdyr uden brug af animalsk protein.
Problematikkerne omkring soyaproduktion er i høj grad politiske og kulturelle. Ansvaret for det må vi alle sammen tage på os, uanset kostvalg. Men vi skal holde fast i at bruge vegetabilske produkter i vores produktion.
Farvestof fra rejeskaller eller gærceller
Det har kostet meget af få en art som laks over på en mere vegetabilsk kost, og om noget skal branchen have ros for den indsats. Det har ikke været let, da laks er rovdyr, der trives bedst på en kost, der består af fisk.
Dermed lander vi også på gylle.dk artiklens problematisering af opdrætslaksens farve. For en af de ting, laksen kommer til at mangle gennem den mere vegetabilske og mere bæredygtige kost, er stoffet astaxanthin.
Astaxanthin er et rødt farvestof, som findes i blandt andet krebsdyr. Når laksen lever af andre fisk, får de et naturligt input af dette stof, og det er derfor, deres kød er rødt. Det er også et af de stoffer, som er med til at holde laksene sunde (faktisk findes det også som kosttilskud til mennesker).
En af konsekvenserne ved at skulle fodre mere vegetabilsk er altså, at man må tilsætte dette stof til foderet. Det handler derfor ikke kun om at “maskere opdrætsfiskenes kedelige grå farve med kunstig farve” men også om at lave en kost, der minder så meget som muligt om laksens naturlige føde. Man kan udvinde dette stof fra gærceller, eller udvinde det fra rejeskaller. Det mest miljørigtige er dog at fremstille det kunstigt, da man dermed kan spare nogle produktionsled væk.
3. Bruges der særligt meget antibiotika i den chilenske lakseproduktion?
Artiklen postulerer ”Ifølge Greenpeace-tal behandles laks i Chile med 700 gange mere antibiotika end deres artsfæller i Norge.”
Hmm ja måske. Men Norsk lakseopdræt brugte 147 kg florfenikol og 66kg oksolinsyre i 2019 (Folkehelseinstituttet, bruk af legemidler i fiskeopdrett). Med denne mængde antibiotika branchen produceret 1.3 millioner ton laks. Ingen anden husdyrproduktion i hele verden kan matche dette uhørt lave niveau, og det lave niveau skyldes, at branchen bruger meget effektive vacciner.
Så når artiklen hævder, at der bruges 700 gange mere antibiotika i de chilenske opdræt sammenlignet med de norske, er der det som at sammenligne en lille smule med ingenting.
Læs også: Replik: Opdrætsfisk er et sundt og naturligt madvalg
4. Er landbaseret løsningen på alle problemer?
Artiklen postulerer: ”Sondre Eide, medejer af ti lakseopdræt i Norge, ser i stedet laksesektorens fremtid i lukkede kredsløbssystemer på land.”
At bringe produktionen på land i lukkede anlæg er virkeligt visionært, og det åbner en væld af muligheder. Ligesom helt nye problemstillinger opstår. Vi er dog langt fra mål, og vi skal nok ti år eller mere frem, før de er en rentabel realitet.
Først og fremmest bruger de enorme mængder energi. Herudover er der en række problematikker med at holde en god vandkvalitet. Det er dog muligt, og der findes også en lang række succesfulde anlæg, men de er meget bekostelige at køre, og til dato har kun et enkelt anlæg haft sorte tal på bundlinjen. Det er – bemærkelsesværdigt nok – det danske anlæg ”Danish Salmon” der ligger i Hirtshals.
Men det skal understreges, at etableringsomkostningerne på ingen måde er dækket endnu. Vi kan altså ikke omlægge til landbaseret og recirkulerede anlæg i dag. Faktisk er det meget ofte ejerne af de store havanlæg, der investerer i denne nye teknologi. Men der er ingen penge at tjene på at gøre det for nuværende, og derfor eksisterer de landbaserede anlæg stort set kun sideløbende med, at investorerne kan tjene deres penge på havet.
Læs også: Opdrætsfisk er bedre end deres rygte
Vidundermiddel for folkesundheden
Så langt så skidt.
Det er drønærgerligt, at Kjeld Hansens blog bærer ved til et bål mod akvakulturen, der er med til at give folk et skeptisk syn på fisk fra akvakultur.
Fisk er nærmest et vidundermiddel for folkesundheden. Særligt den fede fisk, som laks. Fisk er faktisk SÅ godt for os, at vores nationale sundhedsstyrelse gennem million-kampagner forsøger at få os til at spise fisk minimum 2 gange om ugen.
Men det, de færreste ved, er, at opdrætsfisk også er en af de mest bæredygtige måder at lave animalsk protein på overhovedet!
Alene det, at fisk lever i vand og er vekselvarme, betyder, at den koster mindre energi at lave, da den ikke skal bære sin egen vægt og ikke bruger energien på at holde varmen, men på at vokse. Herudover har den en hurtig tilvækst og en – relativt set – kort livscyklus. Det gør den særdeles velegnet som produktionsdyr.
Dertil kommer, at fisk bruger mindre vand, udleder mindre CO2, og at det spiselige udbytte er enormt i sammenligning med andre produktionsdyr. Af samme grund er udledningen af næringsstoffer fra fiskeproduktion lav i sammenligning med andre dyr. Jo mere fisk vi spiser, jo lavere bliver fodtrykket fra den samlede animalske proteinproduktion.
Men produktionsfisken er ikke desto mindre én af de mest udskældte fødevarer vi har. Og udover at det er ærgerligt og kan synes at modarbejde den sunde fornuft, sætter det også forbrugerne i en næsten umulig situation: Fisk er sundt, men fisk er slemt!
Nej: Fisk er både sundt og godt. Også – og måske i særdeleshed – fra akvakulturen.
Bliv medlem
Vi tror på, at danskerne vil støtte massivt op om danske fødevarer. Derfor håber vi, du også vil blive medlem i Verdens Bedste Fødevarer.
