Skrevet den 24. feb 2014

En hyldest til Kjeld Hansen

Kjeld Hansen har lige vundet prisen som februar måneds madkommunikatør. Det er så velfortjent, for Kjeld Hansen har bedrevet grundig research i rigtig mange år og kæmpet en hård og ubønhørlig kamp for at fremme sine synspunkter og understøtte dem med udvalgte data. For det har han gennem tiden fået meget opmærksomhed.

Vinder af februar måneds madkommmunikationspris, utrættelige Kjeld Hansen.
Vinder af februar måneds madkommmunikationspris, utrættelige Kjeld Hansen.

Det, at han har fået prisen, har givet mig anledning til at gennemtænke et spørgsmål, jeg selv stillede for godt  et år siden: Hvem har taget valget: “Mad skal være billigt”. 

For rigtigt at ære Kjeld Hansen har jeg valgt at  tage udgangspunkt i tidsperspektivet i hans bog  “Det tabte land“, som beretter om dekonstruktionen af det danske landskab gennem de seneste 250 år – den periode, hvor landskabet ændres mere end gennem samfulde 10.000 år, der gik forud. For ca. 250 år siden tog man det første spadestik i Lille Vildmose for at få mere jord at dyrke, og det kan med nogen ret siges, at man her traf en form for beslutning om, at mad skulle være billig.

Danmarks konge hed Christian den syvende, og han var åbenbart sindsyg. Om det kan have spillet en rolle for beslutningen om at lave mere landbrugsjord, skal jeg ikke kunne sige. Man havde forsøgt at give ham kundskaber ved prygl, men det hjalp ikke. Beslutningen blev truffet trods voldsomme protester fra befolkningen, som på den tid alle spiste økologisk, gik meget op i naturbeskyttelse og ofte spadserede lange ture langs de søer, man nu tvang dem til at grave grøfter fra.

Mens de gravede og indimellem døde, fordi arbejdsmiljøreglerne ikke var så veludviklede, spiste de økologisk brød. Hvis de ikke havde brød, spiste de bare økologisk kage, mens de protesterede over, at nogen ville tænke på at lave maden billigere. Kun fordi de i forhandlinger med adelen måtte opgive enten kravet om ophævelse af stavnsbåndet eller fastholdelse af kostægte priser for fødevarer, lod de kravet om dyr mad falde. Kravet om dyr mad skyldtes, at de fleste mennesker dengang var en flok bonderøve, som (også dengang) kun tænkte på at mele egen kage.

Nu kom en tid, hvor de satans bønder bare fik mere og mere jord til deres rådighed. Maden blev billigere og billigere, og bøndernes utilfredshed voksede så meget, at de til sidst besluttede sig for at tage på højskole. Det skete omtrent samtidig med, at djævelens håndlangere i Hedelselskabet fik den sindsyge ide at lave maden endnu billigere ved at opdyrke den jyske hede, hvor folk ellers havde gået og haft det så rart. For at styrke modstanden mod den billige mad, dannede bønderne de første andelsforeninger, som i virkeligheden blev startskuddet til den omfattende dyremishandling, vi ser i dag. Englænderne, de kødspisende djævle, ville have bacon og ost, og for at holde prisen så høj som muligt var det bedst, at bønderne kunne rotte sig sammen og sige, at hvis englænderne ville have kødet, måtte de betale for det.

Danskerne (der var bukket under for industrialiseringens ødelæggende virke, var flyttet ind til byen og havde opgivet det simple livs glæder på landet for en dagdrivertilværelse på de moderne fabrikker med frugtordninger) var nærige og ville have billigere mad, selv om de tjente styrtende med penge og boede under fyrstelige forhold i Kongens København. Meget var i det hele taget af det onde på denne tid. Godsejerne, der havde gjort så meget godt, tabte magten til de onde bønder, og først måtte man opgive revselsesretten for tjenestefolk og siden også for kvinderne. Den skadelige udvikling var dog startet allerede i 1683, hvor Christian den Femtes Danske Lov angav at:

Husbond maa refse sine Børn og Tyende med Kæp, eller Vond, og ej med Vaaben; Men giør hand dem Saar med Aad, eller Eg, eller slaar dem Lemmer sønder, eller skader dem paa deris Helbred, da straffis hand saa som hand een fremmet hafde gjort Skade.

Det med revselsesretten har selvfølgelig ikke noget med den billige mad at gøre. Dengang var man jo økologisk, og derfor blev dyrene holdt helt fri af den slags. De gik og græssede så fint på markerne og hørte aldrig et ondt ord og fik kun kæl og klap.

Et sjældent syn nu om dage. I gamle dage levede køerne livet!
Et sjældent syn nu om dage. I gamle dage levede køerne livet!

Men det fik snart ende, da man begyndte på alt der med kemi på markerne. De naturlige økologiske dyder blev rendt over ende af kemi, som man i de sidste halvtreds år har benyttet skamløst (side 16). Også dette er sket fra bøndernes side med det formål at holde priserne kunstigt høje.

Kemien er dyr, og det skal selvfølgelig afspejle sig i prisen har argumentet været, men det har ikke rigtig haft effekt. Befolkningens krav om billig mad blev på et tidspunkt så stærkt, at man fra myndighedernes side var nødt til at holde priserne kunstigt lave ved at give landbrugsstøtte i det håb, at skatteyderne ikke opdagede, at de nok fik billig mad men faktisk betalte mere over skatten.

Her begynder så småt min personlige erfaring med landbruget, idet min far var en af de bønder, der forsøgte at holde priserne kunstigt oppe ved at købe en sindsygt dyr maskine, der kunne høste, mens han sad på sin flade og lavede ingenting. Han gjorde det, selv om han egentlig elskede at gå i marken og fløjte bag hesten, og jeg synes, det viser noget om, hvor stædige bønder kan være, når de har sat sig noget i hovedet. Siden dengang er det bare blevet værre værre. Større og dyrere maskiner, mere og mere avanceret (og dyrere) kemi. Dyre gigantststalde, dyr arbejdskraft fra Østeuropa, eksport til lande langt væk og import fra ditto. Alt sammen for at holde prisen kunstigt høj i et stadig mere fjernt og uopnåeligt mål om at nå tilbage til de lykkelige tider før mareridtet i  Lille Vildmose.

Man må derfor prise sig lykkelig for, at vi har Kjeld Hansen, som altså gennem de sidste 30 år har fortalt os sandheden og også giver ud af sin lærdom om journalistik:

Det er faktisk ganske enkelt at være journalist, og det må også gælde for fødevarejournalisten, såvel som for alle andre professionelle kommunikatører – du skal tale sandt. Så enkelt er det vel – du må ikke lyve. Men det kan jo være svært, hvis man har solgt sin professionelle sjæl til en bestemt “sag” eller producent.

Lad det være de sidste gyldne ord fra den sidste objektive journalist, vi har tilbage. Og med hensyn til svaret på spørgsmålet om hvem, der har taget valget, at mad skal være billig, er konklusionen klar. Det  har en sindssyg konge fra 1700tallet, der blev slået for at blive klogere. Husk at synes godt om http://verdensbedstefodevarer.dk, hvis du også synes, Kjeld Hansens objektive journalistik er værd at  hæge om! For mere information om projektet læs http://verdensbedstefodevarer.dk – åbent brev

Følg os!