Hans Lauge, forfatter til digtet “JEG HOLDER AF BØNDER”, der er blevet delt 1.463 gange på facebook, er blevet medlem af ”Verdens Bedste Fødevarer.
8. februar delte Hans Lauge en tekst på sin facebookside (giv den et like, det har den fortjent). Den kan kun betegnes som en hyldest til den danske bonde, og da jeg (Felix Stark) læste teksten, var jeg nødt til at tage kontakt til forfatteren. Det var for godt til at lade ligge. Hans Lauges tekst slutter med disse ord:
“JEG ER NØDT TIL AT SIGE…”,
at i mine tankers Hall of Fame
mellem alle filosofferne, teologerne,
de opdagelsesrejsende, forfatterne,
malerne, musikerne og statsmændene
har jeg rejst min helt egen statue
af den danske bonde!
Det er stærke ord. Og tydeligvis populære blandt mange danskere, der også hylder de danske bønder, og det, de har gjort for Danmark.
Hans Lauge viste sig at være en yderst behagelig mand at tale med. Hans kontakt til landbruget har ikke været overvældende, men som tidligere højskolelærer kender Hans Lauge sin danmarkshistorie. Jeg selv er særligt begejstret for denne strofe i hans digt, der er særlig aktuelt nu, hvor partiet Alternativet har lanceret endnu en plan på vegne af et helt erhverv, der ikke synes at tage hensyn til den erfaring, størstedelen af danske landmænd bedriver deres erhverv ud fra:
“JEG ER NØDT TIL AT SIGE…”
til alle de humanistiske mediestemmer
der bestandig efterspørger
og hylder diversiteten mellem
mennesker: Start med at smide
kyskhedsbæltet og ræk hånden
frem til bønderne – og sig tak
til de hænder der mader os og som
– på trods af en jordisk skærsild –
ikke selv er i tvivl om nødvendigheden
og værdien af deres liv
Denne strofe i digtet indkapsler for mig meget af det, der er gået galt med velmenende menneskers forsøg på at overbevise et helt erhverv om, at de ved mere om, hvordan man skal drive landbrug i Danmark, end de, der faktisk udøver det. Og hvor er det dejligt udtrykt i digtet.
Derfor vil jeg herfra lade digtet tale sit eget sprog. Nedenfor er det gengivet i fuld længde, og jeg takker Hans Lauge mange gange, fordi han også har valgt at støtte det arbejde, vi forsøger at føre ud i livet i Verdens Bedste Fødevarer.
“JEG ER NØDT TIL AT SIGE…”,
at jeg holder af bønder fordi
de er vor tids statsløse der
vedvarende kæmper med
retfærdig anerkendelse
for hver dag at kunne levere
brød, kød, kål og kartofler til denne
lille forslugne nation
og som alligevel for hver
sæson høster nye ydmygelser
“JEG ER NØDT TIL AT SIGE…”,
at de bønder jeg kender tilhører
den mest samvittighedsfulde
minoritet i dette her
lille “Skyldepengeland”
hvor medierne på få uger børster
historier om gigantiske skatteunddragelser,
embedsmisbrug og hvidvask
af sorte penge af men med kvartalsmæssig
præcision aldrig bliver trætte
af at levere en manisk kritik af danske bønder
“JEG ER NØDT TIL AT SIGE…”,
at der findes bønder der efter
en lang arbejdsdag plus bad og mad
endelig sætter sig foran
nyhedsmaskinen og opdager
at også i aften skal de parere
angreb om sprøjtegifte og klimabelastning
og efterfølgende lister ud
i deres bryggers, tar arbejdstøjet
på igen og går ud i stald og maskinhus for at
pleje de ulivssår som tilsyneladende
ikke vil læges
“JEG ER NØDT TIL AT SIGE…”,
at jeg ikke kender en branche
der vedvarende må forklare
sig fra en forsvarsposition
overfor en offentlighed der
foregiver at lytte men som har
eksekveret dommen inden
rettergangen har fundet sted og hvor
uddybende forklaringer blot
bidrager til at forhindre forståelsen
fordi al nysgerrighed er suspenderet
“JEG ER NØDT TIL AT SIGE…”,
at de bønder jeg kender er så
troværdig gammeldags at de ærligt
indrømmer at det er et kald
at være bonde selv i et samfund
der er gennemsyret af systemtænkning
og som har indført både evalueringer og
dokumentation fordi det mistror
at det moderne menneske kan
være motiveret af et kald
“JEG ER NØDT TIL AT SIGE…”,
at bønder ikke har tid til at
opdatere sig på præsentationsteknik,
medietræning og “budskabet-ud-over-
rampen” fordi de prioriterer at
passe dyr og jord og derfor
undertiden forekommer som
en anakronisme når de
endelig får muligheden for
at bryde igennem mediernes
hårde overflade
“JEG ER NØDT TIL AT SIGE…”,
at en god bonde er det modsatte
af en god digter – han siger
mindre end han ved og han
bruger ikke timer på at
grunde dybt over livet – han
er ikke henfalden til paroler
men leverer praktisk og
konkret solidaritet med samfundet
“JEG ER NØDT TIL AT SIGE…”
til alle de humanitiske mediestemmer
der bestandig efterspørger
og hylder diversiteten mellem
mennesker: Start med at smide
kyskhedsbæltet og ræk hånden
frem til bønderne – og sig tak
til de hænder der mader os og som
– på trods af en jordisk skærsild –
ikke selv er i tvivl om nødvendigheden
og værdien af deres liv
“JEG ER NØDT TIL AT SIGE…”,
at i mine tankers Hall of Fame
mellem alle filosofferne, teologerne,
de opdagelsesrejsende, forfatterne,
malerne, musikerne og statsmændene
har jeg rejst min helt egen statue
af den danske bonde!
Hans Lauge