I august meldte miljøminister Ida Auken ud, at nu skulle der være skrappere krav til sprøjtemidler. Bevisbyrden skulle være omvendt, så producenterne skulle bevise, at sprøjtemidlerne ikke skader grundvandet. Historien Regeringen i massivt indgreb mod sprøjtegifte blev lanceret stort i Politiken 18 august. Med underrubrikken “Enhver sprøjtegift, der er under mistanke for at skade grundvandet, skal fjernes” lancerede Ida Auken sine store planer for regulering af erhvervet. Ingen kan vist være i tvivl om, at hun har haft alle intentioner om at gennemføre sine planer.
For to dage siden kom så en omfattende handlingsplan til en kvart mia. kr. I forhold til det med at fjerne sprøjtegift kan jeg ikke rigtig finde noget, men der er dog et punkt, der har relation til emnet:
“Regeringen vil bl.a sikre, at nye og mindre belastende sprøjtemidler hurtigt bliver godkendt, så brugerne hurtigst muligt får adgang til de mindst belastende sprøjtemidler.”
Det er muligt, jeg har overset punktet om at fjerne sprøjtegit i regeringens Sprøjtemiddelstrategi 2013-2015, men jeg tænker, at Ida Auken ville have slået mere på tromme for det, hvis det var lykkedes hende at få gennemført den kraftige stramning, hun lagde op til i august.
Men i pressemeddelelsen, der ikke blev lækket til et enkelt medie for at få størst mulig gennemslagskraft og ikke blev omtalt i særlig mange medier (jeg tjekkede Politiken og Berlingske og fandt ingenting, men jeg fandt den i 24 timer), lagde Auken vægt på, at der nu skulle slås hårdt ned med hårdere straffe på de landmænd, der snyder og importerer ulovlige sprøjtegifte. Nichts weiter.
Det var et synspunkt, som Landbrug & Fødevarer med pressemeddelsen “Bæredygtige pesticider er hverdag for danske landmænd” tog imod med åbne arme. Så kan man vælge at se Aukens knægtede ambitioner på to måder: Man kan vælge at tage Kjeld Hansens synspunkt, som han fremførte det i sin nylige kronik “Fremtiden tilhører en ny tids bonde“, at det er landbrugslobbyen, der har fået gennemtrumfet sine ambitioner i miljøministeriet. Og så må vi jo hellere nedlægge det sammen med Fødevareministeriet.
Eller man kan vælge at tro, at embedsmændene i Miljøministeriet har fået overbevist miljøministeren om, at hendes ambitioner ikke var mulige at føre ud i livet, fordi dokumentationskravene for de eksiterende sprøjtemidler i forvejen var så høje, som det ifølge EU-ret kan lade sig gøre, og at hun altså har måttet lade ideologi vige for realpolitik.
Jeg tænker, jeg ikke behøver udpensle hvilken af tilgangene, jeg tror på. Tilbage står, efter min mening, at det ikke er muligt fra danske lovgiveres side at gøre meget mere ved pesticidforbruget og godkendelseskravene i Danmark. Slaget skal slås på EU-plan, og der er miljøministeren en lille fisk, så det bliver en lang kamp. I stedet kan vi som forbrugere gøre noget for at mindske miljøbelastsningen i Danmark ved at sende et beløb til forskning i miljøforbedrende fødevareproduktion, hver gang vi køber mad. Støt https://verdensbedstefodevarer.dk ved at synes godt om siden på Facebook!
Læs også: Nå kone, jeg kører en tur med sprøjten