HKH Prinsesse Marie på Madens Folkemøde

Gid Madens Folkemøde bliver et tilløbsstykke i mange år endnu

Rikke Pape Thomsen på Madens Folkemøde
Fra venstre Per Dolmer fra Orbicon, Bent Vismann fra Københavns Universitet, Joachim Hjerl fra Maritime Nyttehaver, Rikke Pape (moderator) og Jesper Redecker fra Fiskerikajen. De fire herrer deltog engageret i debatten: Stillehavsøsters – luksus eller plage? Smagsprøver og spørgsmål fra publikum undervejs og efter. 

Mængden af biler, skoleklasser på cykel og i bus var imponerende og et særsyn på Søvej mod Engestofte Gods til Madens Folkemøde – den første af sin art – tiltrak lokale og storbyboere, producenter, politikere og kendisser udi kokkefaget og gastronomiens verden. Madens Folkemøde skulle efter sigende have været undervejs i fem år. Gid det vil blive i endnu flere.

Gæsteindlæg af Rikke Pape Thomsen, selvstændig projektleder og kommunikatør og nyt medlem i Verdens Bedste Fødevarer.

Som fraflyttet falstring var det en helt unik oplevelse at besøge min hjemegn til Madens Folkemøde, der 10. – 11. maj fandt sted på Engestofte Gods.

Der var kø-kørsel ad Engestoftevej kort efter, man havde forladt Østre Landevej. En sjælden oplevelse på de kanter. Lions Club Sakskøbing havde fået opgaven at dirigere tusindvis af besøgende i biler på rad og række på de omkringliggende marker. Og det foregik i god ro og orden. Og som man nærmede sig hovedindgangen til de skønne rammer på godset – og skulle betale en flad 50er for to-dages mad-møde – var de mange frivillige i grønne trøjer ganske synlige. Det samme var begejstringen for at stå bag noget nyt og særegent for egnen.

Høj som lav, lokale og storbyboere til Madens Folkemøde

Prinsesse Marie Københavns Madhus Sakskøbing skole
HKH Prinsesse Marie lavede mad med Københavns Madhus og eleverne fra Sakskøbing Skole. Foto: Madens Folkemøde

Imponerende var da også synet, når man som gæst havde passeret porten i den røde murstenslade. Under Madens Folkemøde dannede denne bygning rammen om to scener: Samtalekøkkenet og Klapperstuen, som udgjorde rammen for en bred vifte af debatter og demo-stationer. De fire kæmpe længer på Engetofte Gods var alle bragt i spil. Med workshops, debatter og marked proppet med lokale producenter og iværksættere.

Imellem længerne udgjorde den store grønne plæne platformen for foreninger, interesseorganisationer, foodtrucks, scener og langborde en skøn blanding. Ved første øjekast var det tydeligt, at Folkemødet var velbesøgt. Og det var høj som lav, lokale og storbyboere, politikere, kendisser fra kokkefaget og meningsdannere indenfor mad, gastronomi og fødevareproduktion.

På plænen blev der netværket på livet løs i en skønsom blanding af børn tumlende på græsset, spisende familier ved langbordene og lyttende gæster ved debatterne.

Fyldte poser og store smil på læben

Et særligt imponerende syn var en proppet længe: Kostalden.

Et overflødighedshorn af lokalt producerede produkter, en stemning og et engagement sjældent set. Et marked hvor de lokale producenter virkelig havde produkterne helt fremme i forreste række. Og hvor folkemøde-gæsterne ivrigt smagte på alskens delikatesser.

Der var pakket i Kostalden – uanset hvornår man trådte ind i den charmerede voluminøse bygning. Og folk forlod stedet med fyldte poser og store smil på læben. Og sikke et udvalg af drikke. Bl.a. Gin fra Møn, Roúm fra Lolland, øl fra Væggerløse Håndbryg og Krenkerup Bryggeri. Samt en bred vifte af spiser så som brislinger på dåse fra Fangst, honning fra Leifs biavl, grisekød fra Birthesminde, Friis-Holm chokolade  – ja listen med producenter var lang.

En imponerende opmarchering af danske fødevare entusiaster, der til fulde beviste, at danske fødevarer er markant meget andet end bulk.

Stolt af Sydhavsøerne

debat Engestofte Gods Madens Folkemøde
Debatterne på Madens Folkemøde trak mange mennesker – især indendørs. Foto: Madens Folkemøde.

Debatterne var der mere end 50 af i løbet af Madens Folkemøde. Og de spændte bredt fra fokus på vores madkultur til klimabevidste restauranter. Og fra god dyrevelfærd til, hvordan man laver den perfekte fællesspisning. En del foregik indendørs i den renoverende længe Laden & Loen – en imponerende kulisse. En ligeså stor del på Pavillionen. En særlig smuk udendørs scene var Amfien, hvor tilhørere siddende på plænen kunne kigge ud over græssende køer og fladt stille vand – Maribo Sø.

Det var en broget folk, der lyttede, spiste, diskuterede.

Det gjorde mig overmåde stolt af Sydhavsøerne og opland at se dem mobilisere sådan et kæmpe folkeligt event, der sætter maden, råvarerne og producenterne på dagsordenen. Flere producenter på scenen til næste år, mere snak om rejsen som iværksætter, mere netværk og nye møder mellem fagligheder på tværs til næste år. Tak.

Madens Folkemøde tiltrak lokale og storbyboere. Gid det vil blive ved at være en årlig tilbagevendende begivenhed i endnu flere.

Griseproducent Michael Nielsen i debat med bioetiker Mickey Gjerris

Tak til Rikke Pape Thomsen for en levende beskrivelse fra Madens Folkemøde!

Verdens Bedste Fødevarer var også tilstede og afholdt to debatter. Den ene, om spild af grøntsager, der ikke lever op til skønhedsidealerne i detailhandelen, hvor vores bestyrelsesmedlem Amy Rasmussen fra Kiselgården sammen med Petra Kaukua fra GRIM, Thomas Roland fra COOP, Selina Juul fra Stop Spild af Mad og Mette Hansen fra biogasselskabet Nature Energy forsøgte at finde løsninger på det madspild, der opstår, når grøntsager er for grimme til detailhandelen.

Hør uddrag af debatten her (mere om den anden debat under filmen):

Nedenfor er desuden indsat 3 film fra den anden debat, der handlede om etikken i at leve af produktionsdyr – hvad enten man er landmand, slagter eller journalist. Med oplæg af bioetiker Mickey Gjerris, kommunikationsdirektør Astrid Gade, Danish Crown og griseproducent og medlem af Dyreetisk Råd Michael Nielsen, Tilsbæk.

Rikke Pape Thomsen er nyt medlem i Verdens Bedste Fødevarer. Hun slutter sig til medlemmer som journalist Lotte Malene Ruby, biogasselskabet Nature Energy, klimaforsker Jørgen E. Olesen, DI Fødevarer, Dansk Planteværn og mange andre.

Verdens Bedste Fødevarer inviterer alle, der vil hjælpe med at udvikle dansk fødevareproduktion, så den tager endnu større hensyn til natur, miljø, klima, dyrevelfærd og arbejdsmiljø til at melde sig ind i foreningen.

 

 

(Visited 219 times, 1 visits today)

Del artikel