Jeg bliver til stadighed forbavset over, hvor stort et univers madbloggerne udgør. På Madblogs.dk skrev de slut på året 2012, at de var nået over 500 tilmeldte blogs. Hvor mange der er nu, tør jeg ikke sige, men det er helt sikkert flere, og der er helt sikkert også en del, der ikke er tilmeldt oversigten.
Jeg synes, det er helt vildt imponerende, at så mange mennesker gider skrive om mad. De fleste af dem er rene opskriftssider, og kvaliteten er, har jeg ladet mig fortælle, temmelig svingende. Jeg er ikke selv den store læser af dem, da jeg, desværre, ikke går voldsomt op i madlavning. Der er et par stykker af dem, jeg læser, når jeg falder over noget, der kunne være relevant for mit eget projekt, men jeg må med skam melde, at det ikke betyder det store for mig, om man bruger olivenolie eller rapsolie i salaten, eller om vinen er fransk eller sydafrikansk.
Jeg spiser og drikker det meste og går i øvrigt mest op i, at vi har et fødevareerhverv i Danmark, som vi kan være stolte af. Det ændrer ikke på, at jeg er fascineret af madører. Jeg synes, det må være en god hobby at have at kunne lave god mad og sætte en ære i at servere gode måltider for sig selv, familien og gæster. Hos mig bliver det i hovedreglen til et stykke kød i ovnen eller gryden, lidt kartofler og gemuse til og så en god stak alkoholiske drikke, hvis gæsterne overvejende er voksne. Det har fungeret for mig indtil nu og med det klientel, jeg beværter, men jeg sætter stor pris på det, når jeg får serveret noget med kærlighed.
Jeg vil gerne, at mine børn lærer at lave mad. Som minimum på samme niveau som jeg kan. Men helst lidt bedre. Jeg synes, det er enhver forælders pligt at overlevere basale madfærdigheder, og heldigvis får jeg opbakning fra fruen, der er lidt mere feinschmecker end jeg. Det er desværre ikke alt, vi kan. Jeg har ikke været særlig meget med i køkkenet, da jeg var barn, og deraf kommer det nok, at jeg ikke hænger mig så meget i det i dag.
Og her kommer vi til min pointe. Alle de mange madbloggere gør, hvad de kan, for at fastholde og forny kogekunsten i Danmark. Det er vigtigt, for så vidt jeg kan bedømme, er der rigtig mange unge, der vokser op uden at kunne særlig meget i et køkken. Derfor har de heller ikke særlig gode forudsætninger for at træffe bevidste valg i deres indkøb og madvaner i almindelighed.
I min opfattelse er det basale madkendskab mindst lige så vigtigt som at kunne læse og regne, selv om jeg anerkender, at man i dag snildt kan komme fornuftigt gennem tilværelsen uden at være i stand til at koge en portion spaghetti.
Der er mange, der er enige med mig i, at kogekunsten er en vigtig basal kundskab, og tit beklager vi os over, at der ikke bliver gjort nok fra staten for at sikre en ordentlig dansk madkultur. Den kritik vil jeg gerne fastholde, men for mig at se er det ligeså vigtigt, at vi som enkeltpersoner påtager os ansvaret for at give vores viden videre til næste generation og til mennesker omkring os.
Det er det, madbloggerne gør, og det er jeg uendelig begejstret for. Derfor ville jeg også ønske, at der var flere landmænd, der videregav deres viden og hverdag og viste begejstring for det, de gør. Der er formentlig en hel underskov af steder, hvor det foregår, men jeg er ikke stødt på nogen rigtig gode. Dem, jeg er stødt på, er i reglen fra mindre landbrug, hvor storytelling er en stor del af værdien, men jeg savner konventionelle landmænd, der deler mere ud af deres hverdag.
Oplys mig gerne, hvis jeg har overset noget godt. Måske kunne sådanne blogs også få madørerne til at følge lidt med på dem. For råvareproduktionen fortjener mindst lige så meget opmærksomhed som kødgryderne. Husk at synes godt om https://verdensbedstefodevarer.dk på facebook, hvis du også synes, at viden om både råvarer og tilberedning fortjener at gå i arv til de kommende generationer! For mere information om projektet læs https://verdensbedstefodevarer.dk – åbent brev.
