Jeg har lige diskuteret politik med min hustru. Som altid er vi uenige. Jeg vil ikke komme ind på, hvor vi står, for som jeg tidligere har gjort opmærksom på, forsøger jeg at holde min personlige holdning ude af mit projekt.
Diskussionen gik på værdien af folk med andre holdninger end ens egne. Som så mange andre har vi stærke holdninger til de der mennesker på fjernsynet, der har ambitioner om at styre landet. Det er ikke kønt at se dem debattere. Så langt er vi enige. Jeg har lige trykket like til en opdatering, der påpeger, at alle de debatterende kun fremhæver tal og fakta, der understøtter deres egne ideer, og undertiden endda fordrejer disse, så de passer bedre i sammenhængen. De kommunikerer med bevidste udeladelser – ligesom alle vi andre i øvrigt også gør det.
De fleste vil formentlig være enige i, at det er skidt for den langsigtede udvikling af Danmark og verden. Bøvlet er så bare, er min opfattelse, at folk ikke rigtig har lyst til at høre om nuancerne, og når en partisoldat træder uden for ved at ytre en anderledes holdning, får vedkommende pisk med en høtyv.
Jeg mærker det selv her i projektet. Som sagt forsøger jeg at holde mig relativt neutral, selv om jeg også kommunikerer med bevidste undladelser. Men når jeg deler noget, der taler mod folks kerneværdier, oplever jeg, at nogle ”unliker” projektet, selv om jeg ikke for min død kan forestille mig nogen have noget imod dets gennemførelse. Det kan selvfølgelig være noget helt andet, der får folk til at unlike, men det er altså min teori, at det er sådan, det forholder sig.
Det gør det sindssygt svært at kommunikere, når man bliver dømt ude, hvis man siger en enkelt sætning, der ikke falder i god jord.
Og det var det, fruen og jeg diskuterede. Der er ingen af dem, der gerne vil styre landet, jeg er 100 pct. enig med. Især har jeg det svært med alfahanner M/K, der ryster på hovedet af de andre, latterliggør og styrer samtaler ved hjælp af nedladenhed baseret på troen på egen ufejlbarlighed. Dem er der mange af på begge sider af det politiske spektrum og i hverdagen i almindelighed, og der skal såmænd nok findes dem, der vil mene, at jeg selv hører til dem.
Min pointe er, at jeg prøver at bære over med dem, fordi det, de bidrager med, har værdi. Stor værdi, fordi de sætter en retning, som andre mennesker kan følge eller lade være. Og hvis ikke de gjorde det, hvor skulle vi så gå hen?
Den tanke forsøger jeg at holde fast i, hvad enten det er Helle, der afbryder Lars, eller Lars, der smiler skævt. Men det skal ikke forhindre mig i at argumentere for det fornuftige i at stille spørgsmålstegn ved alfahannernes dominans. Hvad enten man tryner andre med politisk korrekte holdninger om bæredygtighed eller liberaløkonomiske perspektiver på velfærdens oprindelse, bør man huske på, at modpartens perspektiv også skaber værdi. Jeg sætter stor pris på, at der er mennesker, der vier deres liv til at skrabe penge ind på kontoen, så de kan skilte med deres overflod. Og jeg sætter stor pris på, at der findes mennesker, der hellere vil øse deres kærlighed ud over familien eller deres nærmeste.
På samme måde sætter jeg stor pris på, at der i det danske fødevareerhverv findes mennesker, der dyrker kvaliteten, det bæredygtige og det økologiske. Ligesom jeg sætter pris på, at der findes mennesker, der dyrker effektiviteten, det økonomiske og masseproduktionen.
I kombination er de bedst. De første kan lære af de sidste og omvendt. Og også her ærgrer det mig, når alfahannerne kigger nedladende på modparten, overhører deres argumenter og udelader og fordrejer fakta.
Det bliver ikke anderledes. Det har jeg erkendt. Og det er godt med mennesker, der sætter retning, husker jeg på. Men Verdens Bedste Fødevarer insisterer altså på en retning, der arbejder for alles interesser. Og jeg insisterer på, at det er bedre end at gå enten den ene eller den anden vej.
