I dag så jeg en statusopdatering fra Anima på Facebook. Teksten lyder: Anima kæmper for en verden hvor hvert liv tæller! Det tilhørende billede forestiller en hund, der er ved at blive reddet af to mænd i våddragt og tilhørende gule uniformer, der får mig til at tro, det drejer sig om en slags falckreddere. Jeg tænker således, at Anima mener, at der skal sendes falckreddere ud for at redde hunde, der er faldet i vandet og risikerer at dø af det. Af den tilhørende tekst kunne man komme til at tro, at redningsarbejdet bør udvides til alle dyr, der falder i vandet, eller på anden måde havner i livsfare. På den anden side har jeg svært ved at tro, at de forventer servicen udstrakt til vilde dyr, for det må være åbenlyst, hvor uoverskuelig sådan en opgave ville være.
På den anden side har jeg næsten lige så svært ved at forstå, at man kan mene, at der skal sendes redningsfolk ud for at samle en hund op af vandet. Jeg spekulerer på, om dem, der mener det, er klar over, hvor pengene til hunderedningen kommer fra. Det er offentlige penge betalt af skatteydere.
For en stor dels vedkommende folk, der lever af at partere, tilberede eller sælge slagtede dyr. I hvert fald af folk, der har betalt moms for kød. Jeg er ikke stensikker på, om Animatilhængere over en kam er vegetarer. Hvis de er, vil de jo nok mene, at man helt bør holde op med at slå dyr ihjel, og det er en helt fair holdning. Der er ingen naturlov, der siger, at vi SKAL spise kød.
Der er dog heller ingen naturlov, der siger, at vi ikke skal spise kød, og jeg forbeholder mig retten til at spise det, altimens jeg giver Anima og alle andre ret til at argumentere for, at jeg bør lade være. Når det er sagt, er jeg nødt til at tage afstand fra de metoder, Anima bruger i deres argumentation. Billedet af en hund, der reddes, hører til i den tilforladelige ende, for det står jo enhver frit for at forestille sig det samme billede blot med en bille i stedet for en hund, og så falder latteren let. Anderledes forholder det sig med indbrud, hærværk og andre ulovligheder, Anima tager i brug for en sag, de føler sig berettiget til at bruge stort set alle midler til at kæmpe for. Det er ikke i orden, og for mig at se skader det en ellers fuldt berettiget kamp for bedre dyrevelfærd.
I stedet skulle animatilhængerne synes godt om https://verdensbedstefodevarer.dk, så vi i fællesskab kan opbygge en fødevareproduktion, vi kan være stolte af, og som kan betale for redningen af et par hunde om året. Eller en politibetjent, der holder trafikken tilbage af hensyn til en andefamilie. Det er jo hyggeligt nok, og det glansbillede giver jeg gerne et par kroner til om året. Læs mere om hvordan det kommer til at ske.