Skrevet den 28. apr 2013

Om lykken ved at sove i en rendegraver

Lykken er at sove i en rendegraver, mens far (eller mor) kører.
Lykken er at sove i en rendegraver, mens far (eller mor) kører.

Jeg glæder mig for tiden, og det får mig til at tænke på, at jeg ofte skælder ud herinde. På Anima senest. Tidligere på Bæredygtigt Landbrug. Og sådan helt generelt.

Jeg er egentlig ikke voldsomt sur. Og slet ikke, når solen skinner, og alting vokser. Derfor får jeg lyst til at fortælle lidt om mig selv, og hvorfor jeg synes, det her projekt er vigtigt. Jeg er ikke landmand. Jeg er vokset op med en far, Ole Stark, der i min barndom knoklede med et murerfirma og en maskinstation ved siden af – til at fordrive de ledige timer :-).Min mor arbejdede også. Og passede hus og – ikke mindst – have i det parcelhus, jeg voksede op i.

Jeg husker ikke så godt, og detaljer fra min barndom er også ligegyldige i sammenhængen. Men da jeg blev teenager begyndte jeg at hjælpe med maskinstationen. Jeg pløjede min første mark alene. Og gjorde det så godt, at min far lod den ansatte maskinfører harve stykket natten over, så naboerne ikke skulle se, hvor flot det var. Jeg lærte at bakke en firehjulet vogn, efter at vognmændene på den lokale foderstof havde kigget på mig i tre kvarter, mens jeg forsøgte at bakke ind ad en port. Så lidt erfaring har jeg.

Men da teenageårene var forbi, tog jeg til København og forsøgte mig med en teologiuddannelse. Det gik ikke, og siden kom jeg til Aarhus og blev journalist. Imens mødte jeg min smukke frue, og jeg fortalte storbytøsen, at hvis hun skulle have en chance hos mig, kom det til at foregå på landet.

Jeg er usikker på, hvordan det egentlig kom til mig, at jeg ville tilbage til landet. Jeg ville i hvert fald ikke have børn i byen, og min barndoms oplevelser med dyr, maskiner og halmlofter er nok noget, jeg gerne vil give videre. Det ligger mig i hvert fald på sinde, at mine børn ikke skal frygte en gase og sige ad til en kokasse. Der er så dejlig beskidt på landet, og jeg kan godt lide folk, der kan stikke hånden ned i  mudder og kød uden at rynke på næsen. Det har altid forekommet mig mindre klamt end parfume.

Det vil jeg egentlig ikke pådutte andre. Men jeg synes, det burde være basal menneskelig lærdom at kunne kende en hane fra en høne, vide at kartofler gror i jorden, og at man slår dyr ihjel, hvis man skal spise dem. Den slags. Og så er jeg glad for, at vi er et landbrugsland. Jeg kan godt lide, at vi dyrker jorden og udvikler vores viden om det. Og jeg synes, arbejdspladser, der er skabt på grundlag af fødevareproduktion er al ære værd. Ikke at der er noget galt med jernindustri, lægemiddelindustri, bilproduktion, spilproduktion, teater, kunst eller hvad man nu ellers kan leve af. Fødevarer er bare så dejligt basale og nødvendige, at de passer godt til mit middelmådige intelligensniveau. Og så synes jeg, at vi skal gøre det ordentligt, og det er derfor, jeg har startet http://verdensbedstefodevarer.dk, så  hvis du også synes det, skal du  skynde dig ind og synes godt om det.

Jeg kan også lide at køre rundt med maskiner. Jeg tror også, min datter kommer til at kunne lide det. I hvert fald slapper hun dejligt af, når hun kører rundt med sin far. Det burde være enhver forundt at prøve at sove bag i en maskine, mens far arbejder.
Læs http://verdensbedstefodevarer.dk, hvis du vil vide, hvad projektet her går ud på

Følg os!