Jeg har i tidligere indlæg påpeget, at danske landmænd er verdens ringeste sælgere. Men på visse områder er de ikke så ringe endda. Eksporten af dansk supersæd eksploderer nemlig. Og det er jo rart for de danske svineavlere. Det er dog tvivlsomt, om Dyrenes Beskyttelse jubler i samme grad. Det er nemlig en af deres mærkesager, at de danske avlssøer er avlet frem til at føde mange smågrise. Så mange, at der tilsyneladende er råd til, at hver fjerde pattegris dør inden fire uger. 25.000 om dagen dør i Danmark, og det er dog en sjat.
Men altså ikke nok til, at det afskrækker købere i Rusland, Kina og mange andre steder i en stadigt mere svinehungrende verden. I følge Landbrug & Fødevarer bør vi være stolte af den danske flæskesteg, og som jeg har forstået det, har svineproducenterne nu også sat det ind i avlsmålene, at der ikke kun skal laves flere smågrise pr. so, men at der også skal overleve nogle flere af dem.
Nu hører jeg ikke til dem, der har voldsomt mange kvababbelser over, at smågrisene dør. Bare de dør hurtigt og ikke lider unødigt, er det fint for mig. Hvis man hører til dem, der mener, at livet i en dansk svinestald ikke er voldsomt attråværdigt, kan man endda argumentere, at de, der dør tidligt, slipper nådigt.
Dem hører jeg heller ikke nødvendigvis til. Jeg tror på, at man kan opfostre svin under industrilignende forhold og stadig give dem et værdigt liv. Især hvis vi får nogle unge, engagerede, intelligente og smukke mennesker ind som ejere og dyrepassere. Og hvis vi får danskerne til at støtte op om en bedre primærproduktion ved at sende et par kr. til uvildig forskning i bedre dyrevelfærd, når de køber ind. Det sker bedst, hvis vi får flere til at synes godt om https://verdensbedstefodevarer.dk. Det giver nemlig https://verdensbedstefodevarer.dk, og så kan vi bruge det til at lokke flere turister til Danmark.