kvindelig landmand

Søren Søndergaard bliver til Sørine Søndergaard (aprilsnar)

Dette er en aprilsnar!

Forperson for Landbrug & Fødevarer (medlem i VBF) Søren Søndergaard vil fremover være Sørine. En række bestyrelsesmedlemmer skifter også kønsidentitet.

Af Felix Stark, stifter og talsmand i VBF

 

Landbrug & Fødevarers 20 mand og 2 kvinder store primærbestyrelse vil snart få en ganske anderledes sammensætning. Forperson Søren Søndergaard og 9 andre af mændene identificerer sig nemlig ikke længere som mænd. Søren Søndergaard vil fremover hedde Sørine Søndergaard, fordi hun ”længe har følt sig mere som kvinde end mand”.

– Overvægten af mænd i bestyrelsen har nok overvældet mig. Der kan godt blive en lidt ram lugt af mandesved i lokalet, når vi mødes, og det har nok været med til at skubbe min feminine side frem i lyset. Men jeg må nok erkende, at jeg længe har undertrykt, den skønne kvinde, der altid har været i mig, siger Sørine Søndergaard.

Hun understreger, at samfundets fokus på ligevægtige bestyrelser ikke er årsagen til, at så mange i bestyrelsen pludselig identificerer sig som kvinder.

– Det har overhovedet ikke noget med sagen at gøre. Hvorfor siger du i det hele taget sådan noget? Det bliver jeg faktisk lidt ked af, siger Sørine Søndergaard.

Læs også: Danske marker drukner i den kemiske substans dihydrogenmonoxid

Asger bliver til Agnes

Blandt de andre, der er blevet til kvindfolk, er manden, der tidligere var kendt som Asger Krogsgaard. Hun hedder nu Agnes Krogsgaard og forventer, at julefrokosterne i Landbrug & Fødevarer bestyrelsen bliver meget sjovere fremover.

– Ja, det har altså været lidt trist indtil nu. Dans har der ikke været meget af, men nu skal der sving i skørterne, siger Agnes Krogsgaard.

Hun pointerer, at der ikke har været nogen sure miner eller skæve blikke til de, der har danset ved julefrokosterne indtil nu.

– Jeg synes også, at vi, dengang vi var mænd, havde en åben tilgang og respekt for folks behov og kønsopfattelser. Men det er alligevel dejligt, at vi nu kan gå helt åbent til værks, siger Agnes Krogsgaard.

Hun glæder sig især til at danse med Henrik Bertelsen, der holder fast i sin identitet som ciskønnet mand.

– Jeg synes, jeg hviler godt i min rolle som lidt blød mand, der holder af lange gåture i naturen, elsker blomster, ugler og sommerfugle. Men Agnes er virkelig charmerende, så jeg inklinerer gerne for hende, siger Henrik Bertelsen.

Læs også: Landbrugets førstemand i kovending: ”Vi gør det helt forkert”

Viceforperson glæder sig til kvindeligt selskab

Landbrug & Fødevarers viceforperson, Lone Andersen, glæder sig stærkt til at få flere kvinder omkring bestyrelsesbordet.

– Jeg har nok altid haft på fornemmelsen, at nogle af de mænd, der nu identificerer sig som kvinder, har haft et ben i hver lejr, om man så må sige. Men det er helt klart noget andet, når det er blevet sagt. Jeg oplever en meget stor tolerance og en helt ny og bedre samtale omkring bordet, når vi samles, siger Lone Andersen.

Hun tror personligt, at de sidste års coronaisolationer har været med til at skubbe på forvandlingen.

– Jeg er også selv kommet i bedre kontakt med mig selv i denne tid. Det er en af de gode ting, der trods alt er kommet ud af pandemien, siger Lone Andersen.

Om det vil gøre forskel for de strategiske målsætninger for organisationen er dog for tidligt at være helt fast i kødet omkring, siger Sørine Søndergaard.

– Det er jo helt nyt, og vi har endnu ikke rigtig haft lejlighed til at diskutere i vores nye identiteter. Nu skal vi jo også lige se, om vi bliver genvalgt, siger Sørine Søndergaard.

 

Her er de nye kvinder i bestyrelsen:

Sørine Søndergaard

Agnes Krogsgaard

Pauline Prahl

Hanne Gæmelke

Pernille Vestergaard Salling

Jane Simonsen

Minna Hjort Jensen

Andersine Harck

Kristina Gade

Erika Larsen

Bliv medlem

I Verdens Bedste Fødevarer tror vi på, at danskerne vil støtte massivt op om danske kvalitetsfødevarer. Ligesom vi støtter op om et bæredygtigt og velfungerende fødevareerhverv. Derfor håber vi, du også vil blive medlem i Verdens Bedste Fødevarer

Medlemskaber for 1 år
Studerende og pensionister 150 kr
Private 300 kr
Virksomheder 5000 kr.
Iværksættervirksomheder (under fem år) 500 kr.
Unge under 18 år – Gratis

Meld dig til her: Tilmelding

(Visited 190 times, 1 visits today)

Del artikel