Dansk discountmentalitet sender guldmedaljeostene fra bornholmske Martin Sodes mejeri til lande som Grækenland og Italien. Han melder sig ind i Verdens Bedste Fødevarer for at vise, hvordan han kombinerer kvalitet med effektivitet.
Tilmeld gratis nyhedsbrev!
Artiklen er skrevet af Finn Bald som en del af medlemspakken for virksomheden. Kontakt Finn for mere info.
Har du set en ko danse?
På Bornholm er det ikke bare et spørgsmål om forårsfornemmelser, men et symbol på den åbenhed, som mælkeproducent Martin Pihl Sode praktiserer hver eneste dag. Den 19. april slår han portene op på Smørjeppegård i Knudsker, og her er intet gemt væk bag staldlågen.
Martin Sode, der netop er blevet medlem af Verdens Bedste Fødevarer (VBF), er en landmand, der gerne tager dialogen – også når den gør ondt. I en tid præget af folketingsvalg og firkantede debatter om fx halvering af husdyrhold og nye CO2-afgifter, minder han om, at virkeligheden er fuld af nuancer, som højtråbende stemmer ofte overser.
En åben dør i en lukket debat
For Martin handler åbenhed ikke kun om de glade køer på græs. Det handler om at svare på kritiske spørgsmål fra chefredaktøren i den lokale avis og dokumentere alt fra medicinforbrug til miljødata. Han kalder det et opgør med de “osteklokker”, hvor debatten ofte foregår uden jordforbindelse.
– Jeg har intet at skjule, lyder det på kontant bornholmsk fra Martin Sode, der netop nu sidder og formulerer et læserbrev til forsvar for det bornholmske landbrug. Anledningen er Bornholms Andelsmejeris to guldmedaljer ved World Championship Cheese Contest 2026.
– Vi forener høj kvalitet med et lavt klimaaftryk. Det er de styrker, vi skal udvikle, i stedet for at modarbejde erhvervet med populistiske krav om at nedlægge produktionen, siger han.
Klimakamp via effektivisering
Når talen falder på klima, er Martin Sode ikke typen, der nøjes med hensigtserklæringer. På Smørjeppegård er grøn omstilling lig med professionel drift.
– For mig hænger effektivisering og klima uløseligt sammen. Når vi får mest muligt ud af hver eneste ressource, reducerer vi automatisk aftrykket. Det har vi nu fået bevis på gennem en bæredygtighedsmodel, hvor vi beregner vores CO2-udledning, siger Martin Sode.
Arbejdet er konkret og datadrevet ud fra den model, som Mejeriforeningen har stillet til rådighed for danske mejerier og kvægavlere.
– Vi fokuserer på foder- og proteineffektivitet, så intet går til spilde. Samt en lav kodødelighed, der sikrer en stabil produktion. Dertil kommer præcis gødningsanvendelse og sikker opbevaring for at undgå udledninger, siger han.
Hertil kommer krav til indkøb.
– Bruger vi soja, skal det være dokumenteret afskovningsfrit. Samtidig bidrager vi til den grønne energi med både egne solceller og leverancer til biogasanlæg, lyder det fra den bornholmske mælkeproducent.
På Smørjeppegård arbejder Martin også målrettet med dyrevelfærd og arbejdsmiljø. Selvom malkerobotter og sensorer i dag overvåger køernes sundhed og drøvtygning i realtid, er teknologien kun et værktøj.
– Min vigtigste opgave er at være den strategiske hjerne. Det er mig, der sammensætter den perfekte foderblanding og træffer valgene i avlsarbejdet for at sikre holdbare køer, der trives. I stalden er der madrasser og automatiske børster, og i sommerhalvåret har køerne adgang til marken – præcis så længe de selv har lyst, forklarer han.
Dilemmaet i “discountlandet”
En stor del af Martins hverdag går med at navigere i de stigende krav til bæredygtighed. Han ser de nye ESG-krav som en mulighed for at bevise landbrugets værdi over for banken og forbrugerne. Men han møder også en barsk virkelighed i danske supermarkeder:
– Danmark er desværre blevet et discountland. Vi vil have alle de grønne løsninger, men vi vil sjældent betale for dem i køledisken. Derfor eksporterer vores mejeri 90 procent af produktionen til lande som Grækenland og Italien, der rent faktisk værdsætter kvaliteten.
Han påpeger samtidig, at man på Bornholm desværre har måttet opgive økologi i mælkeproduktion, fordi logistik, manglende afsætning og det tørre klima gjorde det umuligt at få økonomi i det – en sandhed, der ifølge Martin ofte glemmes i debatten.
Forår og fremtid på Bornholm
Selvom Martin er 59 år og ser ind i et generationsskifte uden for familien om ti år, er han optimist. En af hans medarbejdere er netop ved at starte sin egen bedrift op på øen. Det giver håb for en ny generation, der tør satse på Bornholm trods udfordringerne.
Den 19. april kan du selv opleve åbenheden på Smørjeppegård. Kl. 12.30 slippes køerne løs, og her kan alle se, hvad bornholmsk landbrug står for: Kvalitet, stolthed og et erhverv, der tør vise ansigt, når “osteklokke-kritikken” hagler ned./
Om Martin Pihl Sode & Smørjeppegård
- Bedrift: Smørjeppegård i Knudsker, Bornholm.
- Historik: Har drevet gården siden 1992.
- Produktion: 150 malkekøer; leverer ca. 1,8 mio. kg mælk årligt til Bornholms Andelsmejeri (St. Clemens).
- Racer: Sortbroget og ca. 10 pct. rødbroget
- Politik: Næstformand for Kristendemokraterne på Bornholm.
- Ansatte: To medarbejdere på deltid.
- Begivenhed: Køer på græs d. 19. april kl. 10.30 (Køerne danser kl. 12.30).
Skal vi fortælle din historie om mad?
Verdens Bedste Fødevarer tilbyder hjælp til at få fortalt de mange gode historier om, hvordan danske fødevareproducenter gør ting bedre for: Miljø, klima, natur, dyrevelfærd og arbejdsmiljø.
Læs mere om medlemstilbuddet her: “Skal vi hjælpe med at fortælle din gode fødevarehistorie?”
Bliv medlem
I Verdens Bedste Fødevarer tror vi på, at danskerne vil støtte massivt op om danske landbrugsprodukter. Ligesom vi støtter op om et bæredygtigt og velfungerende fødevareerhverv. Derfor håber vi, du også vil blive medlem i Verdens Bedste Fødevarer
