Skrevet den 10. jan 2016

Den velsignede langsommelighed

Dansk frokostbord
Et typisk dansk frokostbord? Hvor hurtigt kan man forandre dets udseende? Foto: Lars K. Jensen: https://www.flickr.com/photos/larskjensen/

Jeg har tidligere skrevet indlægget Revolutionen kommer! hvor jeg forsøgte at gøre opmærksom på, at vi i Danmark, til trods for vores enorme velstand stadig er en nation af kræmmere, der ikke er meget for at bruge for mange penge på vores fødevarer. Grundlæggende handler det mest om vaner. Vi er vant til at spise frikadeller. Vi er vant til at købe ind i supermarkedet. Vi  er vant til en masse ting, og de fleste af dem gør vi ikke, fordi det er det smarteste at gøre, men fordi det er det nemmeste.

Et eksempel fra min egen erfaring: Jeg interviewede på et tidspunkt Stryhns, og spurgte om ikke de burde være lidt mere innovative. Lancere nogle anderledes produkter. Måske noget økologisk. Svaret var, at de havde masser af nye produkter, de kunne lancere, men folk gad ikke købe dem. De ville have den leverpostej, de var vant til.

Så hvad skal der til, hvis folk skal ændre deres vaner markant og hurtigt? Jeg ved det ikke. Så ville jeg få en større hyre. Det sker af og til, at forandringer sker ekstremt hurtigt. F.eks. vores rygevaner, som har forandret sig markant på relativt kort tid. Men  selv om vi ikke længere må ryge nogen steder og alle ved, det er dumt og sundhedsskadeligt, hænger både jeg selv og en grumme masse andre stadig fast i røgen. Vi  spiser også markant færre kartofler og mere pasta og ris, end vi gjorde for halvtreds år siden. En forandring, der ikke falder i alles smag. Men alt i alt forandrer vi os i det store og hele ret langsomt.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at langsommelighed i mange tilfælde irriterer mig grænseløst. Når jeg synes, jeg er kommet frem til noget, der forekommer mig at være indlysende rigtigt, det kunne f.eks. være Verdens Bedste Fødevarer, fatter jeg ikke en  skid af, at folk ikke bare springer ombord og hjælper mig med at få det til at ske.

Men så kommer jeg i tanke om EU, som jeg elsker. Det europæiske projekt, der har holdt os fri af krig, har skabt stor velstand og sikrer Europa en stærkere forhandlingsposition i forhold til f.eks. Rusland, USA og Kina.  Og jeg husker, hvor meget jeg hader at besøge Bruxelles og træde ind i det tykke klister af tom tale, repræsentationsmiddage og bureaukrati, der fylder byen og kontorerne i kraft af talløse slipseklædte  herrer og stiletkvinder. Og på den baggrund kan jeg godt forstå, at noget, der (i hvert fald for mig) forekommer indlysende rigtigt, kan  møde modstand.

Men der er også velsignelser ved langsommelighed. Det er svært for mig at skrive det, fordi det byder mig så meget imod, men det er f.eks. (nogle gange) tilfældet med EU’s langsommelighed. Her skal interesser fra 28 forskellige lande med internt forskellige interesser forenes i noget, der ligner noget alle er enige om. Jeg kan slet ikke fatte alle de forskellige vinkler, der skal klappes af, før man kan blive enige om f.eks. en fælles politik for et åbent digitalt indre marked. For mig vil et sådant indre marked være en helt åbenlys fordel, og jeg ville ønske, det bare  kunne sættes i værk i morgen, men jeg har forståelse for, at der skal tages hensyn til de enkelte landes forudgående politik, så det indføres på en måde, der ikke fjerner indtjeningsgrundlaget for alt for mange på en gang.

Det kan sammenlignes lidt med beslutningsprocesserne i en dansk standardfamilie. Hvis man skal på ferie, vil teenagebørnene have andre interesser end mor, som vil have andre interesser end far.  Den endelige beslutning om, hvor ferien holdes, vil bero på interne styrkeforhold i familien og de forskelle parters evne og vilje til at bøje sig mod de andres interesser. En god proces vil sikre en bedre og mere fordragelig ferie, mens en ensidig beslutning fra dem, der betaler, kan ende i sure miner og en elendig ferie også for betaleren.

Også i andre tilfælde kan langsommelighed være en velsignelse. Under sex har jeg hørt. Langtidsstegt andesteg. Suppe. Ost. Sommerferier. Alderdom. Men sådan i al almindelighed er langsommelighed pisseirriterende, frustrerende og kedeligt. Derfor bliver jeg utålmodig i mange situationer. Ikke mindst med Verdens Bedste Fødevarer. Men hver gang det sker, prøver jeg at huske på, at gode ting tager tid. Hænger på lidt endnu og glæder mig over de små skridt.

Læs mere om hvordan Verdens Bedste Fødevarer med et langt sejt træk vil gøre Danmark til verdens bedste fødevareland: http://verdensbedstefodevarer.dk – åbent brev. Eller bliv medlem ligesom disse:

Kiselgården – økologisk og biodynamiske grøntsagsvirksomhed 

Klimaforsker Jørgen E. Olesen

Svinebaronen Kim Kjær Knudsen

Forhenværende øko-formand Uffe Bie

Kemigiganternes talerør – Dansk Planteværn

Og en hel masse andre!

Medlemskaber for 1 år
Studerende og pensionister 150 kr
Private 300 kr
Virksomheder 5000 kr.
Iværksættervirksomheder (under fem år) 500 kr.
Unge under 18 år – Gratis

Meld dig til her: Tilmelding

Følg os!