dansk hjælpsomhed er uovertruffen

Dansk hjælpsomhed er uovertruffen – det giver mig håb

Felix Bekkersgaard Stark, Verdens Bedste Fødevarer
Felix Bekkersgaard Stark er journalist og talsmand for Verdens Bedste fødevarer.

Dansk hjælpsomhed er uovertruffen! Derfor tror jeg fortsat på, det kan lade sig gøre at samle danskerne om Verdens Bedste Fødevarer.

Af Felix Stark, journalist og stifter af Verdens Bedste Fødevarer. I første omgang bragt hos netværksvirksomheden Farmbrella med overskriften Netværk skaber Verdens Bedste Fødevarer

Tilmeld gratis nyhedsbrev!

En gang var jeg på Madens Folkemøde i færd med at dele en folder ud på gaden i Allinge. En dansk toppolitiker kom forbi, men da jeg ville give ham folderen afviste han blankt og arrogant at tage imod min tryksag.

Det er til dato den eneste gang, jeg har mødt en dansk beslutningstager, der ikke var villig til at låne mig et lyttende øre i fem minutter.

Jeg synes, det er utroligt sigende. Danmark er et fantastisk land. Vi har umådelig stor grad af tillid. Og i langt langt de fleste tilfælde er alle indstillet på at lytte og hjælpe i den udstrækning, det falder inden for det mulige og rimelige.

Hjælpsomhed kendetegner danskerne

Et af de bedste eksempler på den hjælpsomhed, der kendetegner danskerne, var dengang Oremandsgård startede produktion af Calvados. Et kæmpe destilleringsanlæg var indkøbt, men godset havde ikke æbler nok. Derfor satte godsejer August Hage en byttehandel i gang. 100 kg æbler kunne byttes til en flaske hjemmelavet gin eller æblebrandy. Det resulterede i, at mennesker fra nær og fjern kom med 16 ton æbler, så godsejeren kunne sætte produktionen i gang.

Den historie, og mange andre, er blandt grundene til, at jeg fortsat tror på, det kan lade sig gøre at samle danskerne om ideen bag foreningen Verdens Bedste Fødevarer: At hjælpe danske fødevareproducenter med at udvikle en produktion, der i endnu højere grad tager hensyn til klima, natur, miljø, dyrevelfærd og arbejdsmiljø.

Danskerne bakker op

Men det er ikke alle dage, jeg er lige stærk i troen. På foreningens facebookside, der har knap 7.000 følgere, skal jeg hver eneste dag debattere med mennesker, der ytrer sig negativt. Det gælder landmænd og andet godtfolk, der beklager sig over ”de røde hunde”, der vil ødelægge dansk landbrug. Og det gælder landbrugets kritikere, der vil afskaffe pesticider eller animalsk produktion.

Når man læser disse kommentarer og forsøger at indlede en konstruktiv dialog, der som oftest ikke rokker en tøddel ved holdningerne hos hverken mig eller dem, jeg debatterer med, kan det meget hurtigt efterlade en med et indtryk af, at intet kan flyttes. Og at det ikke er muligt at samle danskerne om noget som helst. Ikke engang noget, som alle egentlig er enige om.

Når det sker, forsøger jeg at huske på, at dem, der tager sig tid til at kommentere, er dem, der føler stærkest for deres sag. Men at flertallet af danskerne udgøres af dem, der egentlig synes, det hele går meget godt. Og derfor ikke rigtig synes, der er stor grund til at gå på barrikaderne.

Det er alle de mennesker, der står op hver dag, går på arbejde, passer deres familie og venner. Og frem for alt: sørger for, at det hele faktisk går meget godt.

Deres stemme bliver glemt, når man læser aviserne og ser nyheder, hvor dem med de frækkeste, mest kritiske, mest bastante, mest idiotiske stemmer tager overskrifterne.

Det er disse tavse stemmer, der får mig til at kæmpe videre for Verdens Bedste Fødevarer.

Det er en eller anden fantast

Men hvis det skal lykkes, er jeg nødt til at få hjælp fra de stemmer, der allerede bliver hørt. Og selv om de gerne vil lytte til mig, er der endnu et stykke vej til, at de vil bruge deres stemme til at tale for min sag.

Engang for efterhånden mange år siden sad jeg i et netværksmøde for mennesker i fødevarebranchen. Jeg fortalte om Verdens Bedste Fødevarer, der var i sin opstart, og jeg kunne høre en deltager spørge en repræsentant fra en større dansk landbrugsorganisation, hvem jeg var.

”Det er en eller anden fantast”, lød det nedslående svar.

I dag har jeg denne organisations øre. De ved, hvem jeg er, og selv om jeg muligvis stadig bliver anset for lidt af en fantast, har de bidt mærke i, hvad jeg gør. Jeg tror på, at jeg og foreningen gennem netværksopbygning, skriverier og konstant deltagelse i den offentlige debat har medvirket til, at samtalen om dansk landbrug er blevet en anden.

Jeg oplever, at der sker en genrejsning af danske landmænds stolthed. Det er gået op for flere landmænd, at vejen til danskernes hjerte ikke går gennem brok over urimelige rammevilkår, krydsoverenstemmelseskrav og lave priser. Den går gennem blomsterstriber, gourmetprodukter og facebookvideoer, der viser livet på landet med landbrugsmedhjælpere, børn i stalden og solnedgange fra cockpittet i mejetærskeren.

Respekt og udvikling viser vejen

Hverken blomsterstriber eller solnedgange giver smør på brødet i morgen. Men det viser et erhverv, der insisterer på at ville leve det gode liv på landet og forsyne verdens voksende befolkning med dejlig mad. Den fortælling er det kun en ubetydelig del af danskerne, der ikke elsker. Og eg vil sætte alle mine journalistiske evner ind på at understøtte den fortælling.

Til det formål får jeg brug for hjælp fra mine netværk. Og jeg får brug for, at de bliver større og stærkere.

Derfor har jeg skrevet denne klumme til det netværk, som Farmbrella så dygtigt og fornuftigt vil bygge op. Jeg tror på, det består af fremsynede mennesker, der har respekt for andres kompetencer. Mennesker, der vil og kan udvikle dansk fødevareproduktion, så danskerne fortsat kan være stolte af at leve i et land, der forsyner millioner af mennesker med fødevarer hver eneste dag.

Og samtidig har øje for, at deres børn, børnebørn og oldebørn får overleveret en klode, der er lidt bedre, smukkere og tryggere, end den vi lever i dag.

Klik her for at oprette din egen profil på farmbrella.dk

Bliv medlem

Vi tror på, at danskerne vil støtte massivt op om danske fødevarer. Derfor håber vi, du også vil blive medlem i Verdens Bedste Fødevarer.

Medlemskaber for 1 år
Studerende og pensionister 150 kr
Private 300 kr
Virksomheder 5000 kr.
Iværksættervirksomheder (under fem år) 500 kr.
Unge under 18 år – Gratis

Meld dig til her: Tilmelding

(Visited 108 times, 1 visits today)

Del artikel