Politikerne ved, at langt langt de fleste vælgere er i en helt helt anden virkelighedsopfattelse, end de selv er.
Af Felix Stark, stifter og talsmand i Verdens Bedste Fødevarer
Tilmeld nyhedsbrev!
Tror politikerne, vi er dumme?
Nej. De ved det.
Eller rettere, de ved (eller bør vide), at langt langt de fleste vælgere er i en helt helt anden virkelighedsopfattelse, end de selv er.
Jeg har sgu lidt ondt af dem. Jeg sidder selv tit ved selskaber og skal forsøge at forklare Verdens Bedste Fødevarer til andre mennesker. Inde i mit hoved er selvforståelsen, at det burde være et projekt, som alle med det vuns ville tilslutte sig, fordi det kan give dyr, jord og mennesker bedre forhold samtidig med, at vi kommer til at tjene penge på det.
Men så let er det ikke. I de fleste tilfælde er jeg nødt til at starte med Adam og Eva.
”Nu skal du høre. Det meste af vores velfærd er bygget på, at vi har været gode til at udnytte jord, dyr og mennesker. Det vil jeg gerne, at vi gør lidt mere i, og at du bliver mere stolt af, at vi gør det.”
”Udnytte” siger mange så. ”Ja det tør siges. Svinet jorden til, tæsket dyrene, og nedslidt de stakkels slagtere. Og det vil du have mere af? Nej tak!”
Så må jeg starte forfra.
Etableret modstand er svær at omvende
Andre igen er mere pragmatiske. De synes, fødevareerhvervet må klare sig selv. Hvis ikke det kan overleve under de givne betingelser, må det lukke ned. Lad falde, hvad ikke kan stå.
Så prøver jeg at fortælle, at støttepillerne under fødevareerhvervet ikke står alene. At mange andre brancher også er støttet.
”Det skal væk,” siger de så. Og så er jeg lige vidt.
Atter andre angriber præmissen: ”Det kan godt være, fødevarer har bygget vores velfærd, men nu koster de os velfærd. Der er næsten ikke nogen tilbage, der arbejder i erhvervet.”
”Ja,” siger jeg så. ”Det er nok rigtigt, at betydningen af vores fødevareproduktion er dalende. Det er det, jeg gerne vil lave om, så vi kommer til at tjene flere penge på at brødføde mange mennesker i verden på en god måde.”
I alle tilfældene er det op ad bakke, når først modstanden er etableret i tilhørernes sind. Hvis jeg skal gøre mig (et flygtigt) håb om at overbevise dem om det fornuftige i at bakke op om Verdens Bedste, skal jeg gå ind i deres tankesæt. Jeg skal erkende, at vi har svinet jorden til, tæsket dyrene og nedslidt slagterne. Jeg skal erkende, at støtte til bestemte erhverv er noget lort. Jeg skal indrømme, at vi ikke tjener på at lave fødevarer.
Skal dyrene have det bedre?
Det hele falder mig svært. For nok er der sandheder i det hele, men der er i min bevidsthed også mange fejlslutninger eller halve sandheder. Og den indrømmelse er edderbankeme svær at trække ud af mennesker, hvis hjerner i hovedsagen koncentrerer sig om at finde argumenter, der bakker op om deres opfattelse af virkeligheden.
Jeg kan også vælge en anden strategi. I stedet for at gå ind i deres argumenter, kan jeg få dem til at formulere egentlig kritik af mit projekt.
”Vil du ikke gerne have, at dyrene får det bedre?” kunne være et modspørgsmål. Det tager de fleste relativt godt imod, fordi det giver dem anledning til at komme ud med alle de argumenter, de ofte brænder inde med. Afhængig af overbevisning, kan det være enten et forsvar for de forhold, dyrene har nu, eller en udredning af hvor elendigt de har det.
Men det var jo ikke det, jeg spurgte til. Jeg spurgte, om det ikke er ønskværdigt, at de får det bedre. Det, tror jeg, har de fleste svært ved at svare nej til, men selvom det er sådan, er det altså ikke nødvendigvis nok til at få dem overtalt til at synes godt om mit projekt.
Få Danmark i en bedre retning
Ligesådan har politikere det svært, og de taler (desværre) til et større og ofte mindrevenligt publikum, end jeg støder ind i ved selskaber. Jeg tror ikke, der er nogen (eller særlig mange) politikere, der er gået ind i politik for at gøre Danmark ondt. Jeg er sikker på, at mange af dem har personlige ambitioner, der kan komme til at stå i vejen for den gode vilje, men overordnet tror jeg, de er gået ind i politik for at få Danmark i en retning, de selv mener, vil være god.
Når de så rammer ministerkontorerne, mødes de af en virkelighed, der ikke er direkte forenelig med de tiltag, de egentlig gerne ville gennemføre.
Det gode eksempel kunne være tidligere fødevareminister Dan Jørgensen, der havde meget bramfrie holdninger til f.eks. dyrevelfærd, inden han tiltrådte og vel ret beset (og det er naturligvis min tolkning) helst ville have nedlagt f.eks. dansk svineproduktion, som vi kender den.
Da han kom på ministerkontor, måtte han rejse verden rundt for at promovere kød fra de selvsamme halekuperede, kastrerede og langtidstransporterede grisebasser, han gerne så afviklet.
Og hvordan forklarer man lige det til de vælgere, der har stemt på en på grund af de bramfrie ytringer?
Forblommet og indholdsløst
Det er ikke nemt. De er nemlig ikke voldsomt tilbøjelige til at ville lytte særlig længe på de forklaringer, Dan Jørgensen nok kunne hitte frem, hvis han fik den fornødne tid. Men mange tidligere proselytter ville på forhånd have dømt enhver forklaring ude, fordi hans handlinger ikke var i tråd med hans vilje.
På den vis ender talen fra mange politikere med at blive forblommet og indholdsløs. Fordi der ikke gives tid, tålmodighed eller mulighed for at forstå de mekanismer, der fører til den førte politik.
Dermed vender vi tilbage til den manglende forståelse for den virkelighed, politikere lever i. Jeg er langtfra selv så langt inde i den, at jeg forstår den til fulde. Men jeg ved fra min egen virkelighed, at der konstant bliver indgået kompromisser og studehandler, der fører til, at hverdagen hænger sammen, og jeg ikke ligger i konstant slåskamp med min hustru, mine børn, mine venner og mine kollegaer. Den virkelighed befinder politikere sig også i, og det er en god erkendelse at have med sig, når man forundres over, at politikere afviger fra det spor, vi stemte på.
Det, man så står tilbage med, er tvivlen om, hvorvidt de kompromisser og studehandler, politikeren, man har stemt på, har indgået, samlet set har ført verden lidt mere i den retning, man gerne vil have den i. Den tvivl bør være konstant, og man bør hele tiden udfordre både sig selv og politikerne på det. Men det bør ikke være det samme som at afskrive politikere og andre, der bruger deres tid og overskud på at forme vores samfund.
Det fortjener tværtimod respekt! Og hvis ikke vi giver den, får vi kun dårligere politikere og samfundsdebattører!
Let bedaget (2015) er her en oversigt over partiernes holdninger på landbrugsområdet lavet af LandbrugsAvisen.
