Øv, hvor er det trist at se, at Politiken vælger at bringe en så uinspireret kronik, som Kjeld Hansen leverer 14. november 2012. Med gammelkendte argumenter og retorik plæderer Kjeld Hansen som vanligt for afskaffelsen af landbruget, som vi kender det. Under den inspirerede overskrift Fremtiden tilhører en ny tids bonde fremturer Kjeld Hansen blandt andet med sætningen “For enhver, der fordomsfrit studerer udviklingen, må det stå klart, at landbrugets æra som landets mest betydningsfulde erhverv for længst er endt i en blindgyde. Miljømæssigt, etisk, samfundsøkonomisk og moralsk har det danske landbrug spillet fallit.”
Mange ting kan man kalde Kjeld Hansen, men fordomsfri er ikke en af dem. Efter det går det frisk derudaf med Kjeld Hansens vanlige populistiske tirader om afskaffelse af fødevareministeriet og indførelse af en ny form for støtte, der skal tvinge folk ud at bo på landet, hvor Kjeld Hansen åbenbart sidder og føler sig ensom. Med planøkonomisk forbillede vil han tvinge landbruget i den retning, han synes er den rette, men som selv den siddende røde regering, som næppe er i lommen på Axelborg, kan se ikke er holdbar.
Det mest kedsommelige ved det hele er, at Politiken lige har afvist nedenstående kronik, hvor jeg forsøger at plædere for en ny tilgang til erhvervet. Det er ærgeligt, at også Politiken hænger fast i vanetænkning.
https://verdensbedstefodevarer.dk
Det er nok ikke for meget at sige, at der er mange, der synes, at danske landmænd gør en skidt figur. Gylle, svinetransporter, pesticider, kunstgødning, iltsvind, oppløjede brakmarker, aflivede spædkalve, underbetalt udenlandsk arbejdskraft og svedne kyllingefødder er bare nogle af de ord, der får klokkerne til at ringe hos kritikerne. Der går ikke røg af en ild uden brand, siger man, men det er ikke mit ærinde at forsvare eller angribe de i øjeblikket praktiserende landmænd. Det fik jeg min løn for, da jeg var ansat i erhvervets hovedorganisation, og dette er min private holdning og mit private ærinde, som til gengæld nok er farvet af mit insiderkendskab til erhvervet.
Mit ærinde er i stedet at gøre opmærksom på, at vi har det fødevareerhverv, vi fortjener, og at vi selv sidder med nøglen til at skabe det erhverv, vi kunne ønske os.
DR Penge bragte 12. september et program om brødprisernes udvikling, hvor de forsøgte af hitte ud af, hvem det egentlig er, der scorer kassen på at sælge brød. Det samme gjorde jeg for foodculture.dk, da forbrugerprisudviklingen tilbage i marts sendte brødpriserne på himmelflugt. Det var ikke lykkedes DR at få en kommentar fra hverken supermarkeder eller møllere, men jeg fik fat i begge parter, uden at jeg af den grund fik nogen god forklaring på, hvor pengene havner. Hverken møllere, bagere eller supermarkeder vil nemlig stå ved, at deres avancer har rokket sig. I stedet sender de forklaringen på regningen videre til: Staten – i form af afgifter. Energileverandører – i form af stigende energipriser (det er nok også staten). Lønninger (det er også staten, der får de penge) og andre omkostninger, som jævnt hen sender strømme af penge i en ellers temmelig slunken statskasse. Den med lønningerne er nok lidt farfetched, for der er vist ikke så mange derude, der får de helt store lønstigninger i disse tider. De andre omkostninger er sikkert reelle nok, men det ændrer jo ikke ved, at brødproducenter sikrer sig, at de i hvert fald ikke taber avance. Det kan man næppe bebrejde dem.
Problemet er så bare, at der er nogen i leddet, landmændene, der ikke får sikret sig tilstrækkelig avance til at følge med de prisstigninger, der gør sig gældende på alle områder undtagen jord og mursten, der ellers regnes for sikre investeringshavne. Der tales godt nok om, at planteavlere har gyldne tider på grund af de stigende råvarepriser, men i regnestykket mangler man nok at tage med, at de fleste planteavlere i umindelige tider har haft umådelig svært ved at tjene penge på driften og reelt har levet af stigende jordpriser baseret på husdyrproducenternes efterspørgsel. Og man glemmer også at kigge på udviklingen i prisen på såsæd, gødning, brændstof og en faldende landbrugsstøtte.
Grundlæggende har det kun sjældent været lukrativt at være landmand i de sidste mange årtier, og landmændenes fine biler og toprenoverede stuehuse har stort set alene været baseret på lån. Den form for økonomi viser sig i disse år at have været uholdbar, og det burde være indlysende for enhver, at den form for virksomhed ikke kan fortsætte. Landmændene skal have økonomi i driften, og det burde være enhver forbrugers pligt at sørge for, at den fødevare, hun køber, har sikret producenten en fornuftig indtjening.
EU forsøger i øjeblikket at sikre det via landbrugsstøtten, som i Danmark er umådelig udskældt. Systemet er da også usandsynlig ækelt at se på, men det ændrer ikke ved, at vi som borgere skylder at holde hånden under de folk, der laver vores mad, så de kan producere på en måde, vi kan forsvare.
Grundlæggende er det nemlig sådan, at folk, der har økonomien på det tørre, har bedre overskud til at sørge for deres dyr og passe på naturen. Så længe vi sørger for, at deres økonomi er ad helvede til, og vi skælder dem hæder og ære fra, for det arbejde de laver, taler sandsynligheden for, at de vil gå mere og mere i forsvar og vælge de billigste løsninger, så de kan holde skindet på næsen.
Fire mænd i Danmark står for indkøbet af hovedparten af de madvarer, vi har mulighed for at købe i de danske supermarkeder. På europæisk plan var det i 2009 sådan, at de ti største indkøbscentraler havde en samlet markedsandel på 65 pct. Schweiziske EMD er absolut størst. De sad på 12 pct. af markedet og omsatte årligt for 132 milliarder euro. Indkøbscentralerne sørger for at holde prisen på fødevarer nede, og lur mig om ikke de finder veje til at tale sammen om, hvad den skal være. Forbrugerne kan derved glæde sig over, at de får billige fødevarer. Men vil vi ikke hellere have gode fødevarer og betale lidt mere for dem? Måske købe en fladskærm mindre og bruge vinterfrakken en sæson mere?
Landbrugets organisationer beskyldes i vid udstrækning for at forsøge at mele deres egen kage. Jeg er ikke i tvivl om, at det er sandt. I modsætning til mange andre organisationer er deres medlemmer nemlig erhvervsdrivende, som skal tjene penge på det, de laver. De kæmper altså for at overleve som erhverv Og hvis man vil hævde, at landbruget tjener masser af penge, har man ikke kigget særlig mange landmænds regnskaber igennem.
Læs også: Verdens Bedste Fødevarer?
Mit budskab med dette er stadig det simple: Hvis vi vil have landmændene til fortsat at bidrage til, at vi har det rimeligt nu, og i højere grad få dem til at holde op med at pisse på vores børn, skal man sørge for, at de har et særdeles solidt udkomme af deres primære drift. For hvis de ikke skal udnytte marginaljorden, have den sidste gris stuvet ind i stalden, dræbe de urentable tyrekalve, for at sikre sig et ekstra års kredit, kunne det jo være, de fandt på at bruge en del af overskuddet på at plante nogle træer på marginaljorden, tvinge en gris mindre ud af soen og fede en god jerseytyr op. Og nu får jeg nok nogen på nakken, for jeg mener faktisk, at minkavlerne kan tjene som et godt eksempel på mine argumenter. De har nemlig tjent kassen de sidste mange år, og i sammenligning med de øvrige driftsgrene har de markant færre dyrevelfærdsproblemer. Dermed ikke sagt, at minkavlerne har løst alle deres problemer, og at de tænker stor tanker for Danmarks fremtid, men de er nået et stykke af vejen.
Andre organisationer, som har noget på hjerte i forhold til Danmarks fødevareproduktion, tæller Danmarks Naturfredningsforening, som vil have økologi over det hele. Danmarks Jægerforbund, som vil skyde dyr over det hele. Dyrenes Beskyttelse, som vil have dyrepoliti og ukastrerede grise. Dansk Ornitologisk Forening, som vil have fugle over det hele. DM i hverdagsmad, Nordisk Mad, Mad + Medier, som vil have fokus på råvaren. Dyrlægeforeningen, som vil have flere dyrlægebesøg (de skal også sørge for, at deres medlemmer tjener penge). Friluftsrådet, som vil have danskerne ud i naturen. Og så er der nok en hel del andre, som jeg altså ikke lige får plads til her. Og det ville være rart, hvis de organisationer, som altså ikke sætter deres hverdagsliv på spil, hvis de taber deres kamp, ville tage første skridt mod en forsoning med landmændene, ved at bakke op om, at første skridt på vejen mod bedre fødevarer er at sikre, at producenterne får nogle penge for det, de laver.
For nylig havde jeg æren af at tale med direktøren for et af Danmarks største slagterier. Han sagde klart og utvetydigt, at fremtiden for dansk kødproduktion er at lave verdens bedste dyrevelfærd. Besynderligt er det, at den holdning ikke er sevet ind hos landmændene, men det skyldes, tror jeg nok, at det koster en stor investering at lave bedre dyrevelfærd. Og hvis man i forvejen er presset af banken, er det ikke den første tanke, der presser sig på. Og slagterierne sørger i øvrigt også for, at deres forretning er i orden, så de smider ikke ekstra kroner efter en landmand, der synes, det kunne være fint at give sine dyr noget bedre plads, mere strøelse, mere udetid, mere alt det, som verdens rige forbrugere gerne ville have mere af. Hvis de gjorde det, ville de nemlig tabe konkurrenceevne, og så er det hurtigt slut med overhovedet at købe danske dyr og eksportere dem til hele verden.
En del vil til det sige, at danske landmænd skal gå forrest. Lave økologi, frilandsgrise og mælk fra køer på græs. Holde op med at smide gylle i åerne, fede jerseytyrekalvene op i stedet for at slå dem ihjel ved fødslen, holde op med at svide kyllingernes fødder, droppe burhønsene, droppe pesticider og kunstgødning, sørge for større biodiversitet, holde op med at dyrke marginaljorden og gå med til kommunernes og miljøministeriets planer om oversvømmede arealer til tilbageholdelse af kvælstof. Elske nationalparkerne og holde af rammevilkår, der sikrer et grønnere, mere dyrevenligt og mindre klimabelastende erhverv. Og mange vil også hævde, at der er mange, der gør det. Går over til økologi og laver frilandsgrise. Og at de andre bare burde følge deres eksempel.
Men det, de ikke tager med i betragtningerne, er, at der skal være afsætningsmuligheder og stor indtjeningssikkerhed, hvis banken skal gå med til en markant driftsændring, der kræver enorme investeringer. Selv om flere landmænd skulle have lyst til at lave en anden form for produktion, end den de har nu, dikterer de afsætningsmuligheder, slagterier, mejerier og grovvareselskaber har, at der holdes fast i en økonomisk konkurrencedygtig produktion for langt størstedelen af de varer, de sender ud af landet. Hvilket, hvis nogen skulle være i tvivl, er en langt større del, end den del, der afsættes her i landet. Jeg er ikke i tvivl om, at disse virksomheder meget gerne ville tage en væsentligt højere pris for deres varer, end de gør, men de opererer på et verdensmarked, hvor pris bestemmer det meste. Og hvis man skal tage en markant højere pris for danske varer, er det pinedød nødvendigt at danske fødevarer har et brand, der i alle verdens afkroge signalerer kvalitet i alle afskygninger. Miljømæssigt, dyrevelfærdsmæssigt, smagsmæssigt, fødevaresikkerhedsmæssigt.
I et stykke tid troede jeg på, at det danske ø-mærke kunne gøre udslaget på verdensmarkederne. At det kunne blive så stærkt et brand, at det kunne oppebære en høj salgspris for danske fødevarer. Men sandheden er, at økologi ikke er særlig stort hos andre end de allermest velhavende – og i Asien slet ikke. Her er de nemlig store tilhængere af, at man lader forskning i alle afskygninger danne grundlaget for en højere produktion. De er ikke kede af kemisk planteværn og kunstige vækstfremmere. De er heller ikke forskrækkede over gmo og funktionelle fødevarer. Og hvis det danske fødevareerhverv skal vækste, er der ikke meget sandsynlighed for, at man kan ignorere disse markeder.
Der er også dem, der er så forbaskede over de danske landmænd, at de ville foretrække, at vi slet ikke havde fødevareproduktion i landet. Sandt er det da også, at vi er et af de lande, der udnytter mest af det til rådighed stående areal på fødevareproduktion og dermed har et af de mest intensive landbrug i verden med et ekstremt højt dyretryk og deraf følgende miljøbelastning. Men tankegangen kan også vendes derhen, at vi i kraft af den store husdyrproduktion har mulighed for at tilføre jorden kvælstof og fosfor ved hjælp af genanvendelse af husdyrgødningen i stedet for at importere og anvende store mængder kunstgødning, der udvindes fra marokkanske miner med stadig større indhold af tungmetaller. Og der er heller ingen tvivl om, at det massive pres på de danske fødevareproducenter og de relativt store midler, der afsættes til forskning i miljøvenlig drift, gør, at danske landmænd, den intensive produktion til trods, kan producere flere fødevarer med lavere miljøbelastning end langt hovedparten af de konkurrenter, som står i kø for at supplere kølediskene med fødevarer til lavpris. Det er næppe at foretrække. Ligesom det ville være synd og skam, hvis de forskningsmæssige landvindinger, det danske fødevareerhverv har gjort sig, ikke skulle komme den øvrige verden og den danske statskasse til gode i form af videns- og teknologieksport. Min pointe er ikke, at der ikke er problemer forbundet med det danske fødevareerhverv, som det ser ud nu. Min pointe er derimod, at det, der skal til for at vi kan få det, som vi gerne vil have det, ikke er en vedholdende kritik af de mennesker, der forsøger at få en hverdag til at hænge sammen ved at producere vores mad. Jeg tvivler oprigtigt på, at man med et slag kan bygge bro mellem de landmænd, der for tiden producerer maden, og de mennesker, der ønsker sig dansk fødevareproduktion langt fanden i vold. Men jeg tror på, at vi over en årrække kan skabe et fødevareerhverv, vi kan være stolte af, hvis vi begynder at tale erhvervet op i stedet for at rakke det ned hver enhver given lejlighed. Som det er nu, søger de af landmændenes børn, der har en smule omløb i hovedet, nemlig væk fra erhvervet og ind til byerne for at studere, så de kan få en karriere, der giver en ordentlig indtægt og anseelse. Tilbage bliver de, der synes om traktortræk og ikke lader sig afskrække af, at de vil være uglesete, hvis de skulle finde på at begive sig ind til en større by i kedeldragt og gummistøvler. Vi har brug for, at de, der kan rykke erhvervet i en positiv retning, vælger det til og ikke fra. Vi skal sørge for, at den generation, der kommer til, bliver stolte ved at være landmænd. Når de sidder til en fest i København skal de kunne score den lækreste dreng/pige, FORDI de har valgt at lave vores mad. Og så skal de have penge nok til, at de kan køre erobringen hjem i taxa…
Støt sagen på http://www.facebook.com/VerdensRigesteLandmaend
Læs også: En hyldest til Kjeld Hansen
(Visited 24 times, 1 visits today)
