Skrevet den 11. sep 2015

Om dybden af min (og andre journalisters) uvidenhed

Hvad ved bønder om agurkesalat, skrev jeg den anden dag i et blogindlæg om økologisk versus konventionel fødevareproduktion. I en kommentar til opslaget på facebook, skrev en mand lettere ironisk: Og hvad ved journalister om agurkesalat?

Ikke meget er svaret i begge tilfælde. Journalister ved i det hele taget sjældent særlig meget. Det er ikke et forsøg på at være nedladende og tager i bund og grund udgangspunkt i mit eget vidensniveau, som desværre ikke er særlig højt. Jeg tillader mig at konkludere på de andre journalisters vegne også på baggrund af min egen selvoptagne opfattelse af, at jeg ikke hører til blandt de mest uvidende i journaliststanden.

12-nyheder-f-soeren-storm-hansen-v-150x150Journalister ved i hovedsagen noget om, hvad der gør en god historie. Sætningen ”Det er fandeme en god historie” er nok den mest brugte, når journalister sætter sig over en håndbajer og fortæller anekdoter fra hverdagen.

Det er, som det skal være. Det problematiske ligger i, at journalister ofte tror, de besidder større viden om årsagssammenhænge, end de egentlig gør. Og tror, de render rundt med de værktøjer, der kan få verden til at gå i en bedre retning.

Det er sjældent tilfældet.

Jeg havde den anden dag behagelig lejlighed til at tale med en DR-ansat, der havde haft fornøjelsen af at være ansat på tv-avisen i en tid, hvor der var plads til dybdeborende journalistik. Han havde således brugt halvandet år på at grave en historie frem om et dansk rederi, der havde alvorlige lig i lasten. Hans pointe var, at der er for få penge sat af til den type journalistik i dag, så de grimme sager får lov at gå ubeskrevet hen.

Det er naturligvis rigtigt, at sådanne historier gerne skal frem i lyset. Men ligegyldigt hvor mange midler medierne satte af til den type journalistik, ville der stadig foregå utrolig mange lyssky affærer i erhvervslivet, i privatlivet, i politik, i offentlige institutioner, og hvor man ellers har fantasi til at forestille sig, at der kan være ugler i mosen. Det forandrer sig ikke af, at han fik gravet en af dem frem.

Det er ikke fordi, jeg vil kritisere graverjournalistik. Jeg er enig i, at der er for lidt af den, og det er jo fantastisk, når sager, som f.eks. den om Rebild Kommunes svigt i sager om sexmisbrug, tvangsfjernelser og hjælp til handicappede, kommer frem i lyset på grund af journalisters virke.

Men selv om det er god journalistik, redder det ikke verden. Børnene i Rebild er stadig blevet misbrugt, og der er andre offentlige institutioner, der i dette øjeblik er i gang med at lave lort i den, uden vi nogen sinde kommer til at høre om det.

Derfor er det vigtigt, at journalister er ydmyge om deres egen indflydelse på verdens gang og samtidig er bevidste om, at den ikke er ubetydelig, og at nøjagtigheden og nuanceringen af vores historier medvirker til at øge folks kendskab til virkeligheden frem for at forsimple den.

På den måde vender vi tilbage til journalisters opfattelse af den gode historie.

En god historie er i journalisters verden noget, der vil overraske vores læsere. Noget, som strider mod deres retfærdighedsfølelse, noget hvor menneskers holdninger brydes, og desværre lidt for ofte noget, der vil bekræfte læseren i, at dennes virkelighedsopfattelse og moral er rigtig. Som oftest vil denne virkelighedsopfattelse også være i overensstemmelse med journalistens.

Og her kommer vi til problemets kerne. For journalisters holdninger er, som alle andres, baseret på ufuldstændig viden. Vi ved ret beset ikke voldsomt meget om, hvordan verden er skruet sammen, og selv om vi over en bajer i fredagsbaren kan blive enige om, at politikere, virksomheder, spindoktorer, kommuner og alle mulige andre fordrejer virkeligheden, er vi sjældent voldsomt bevidste om, at vi selv er meget væsentlige bidragsydere til forvrængningen af virkeligheden.

Der findes grumme eksempler, hvor det er min overbevisning, at journalisterne godt er klar over, at de forvrænger virkeligheden, men de grumme eksempler er faktisk ikke så slemme som den stadige strøm af mildt forvrængende nyheder, der er sværere at tilbagevise end de eklatante eksempler.

Fra min egen glorværdige karriere kan jeg nævne sagen om brødhvede, der stadig er meget omdiskuteret. Jeg skrev første gang historien om, at mangel på kvælstof går ud over kvaliteten af dansk brødkorn engang i noget, der ligner 2006 (andre skrev den helt tilbage i 2000 – måske også før?). Som det blev mig forklaret dengang af vidende folk, er det svært at få ordentlig kvalitet ud af brødhvede, hvis man ikke kan give nok gødning. Den sandhed er der vist ingen, der betvivler. Spørgsmålet er så, om dem, der dyrker brødhvede, kan få nok gødning til deres marker med de nuværende normer. Så kommer man ud i en diskussion om den nationale særkvote, der kan søges om, hvis man vil dyrke brød til hvede. Den gives til et vist antal hektar, hvis oprindelse fortaber sig i tåger omkring muligheden for at opretholde national egenforsyning af brødkorn. Og man kommer ud i diskussioner om, at der ikke er nok, der søger kvoten, og om hvor besværligt det er at opnå den, og så er de fleste læsere og journalister nok tabt.

Alle de nuancer er edderbankeme svære at få ind i en fængende artikel på en tredjedel af den plads, jeg nu har skrevet her. Derfor stopper artiklerne som oftest ved enten den fængende vinkel, at vi har for lave gødningskvoter til at lave ordentligt brødkorn i landbrugsvenlige medier. Og den modsatte i de landbrugsfjendtlige medier, og så kan hver side betragte den andens dårligdom og blive bekræftet i deres opfattelse af den anden parts idioti.

Det er ikke særlig konstruktivt.

Det er min opfattelse, at mange journalister godt er klar over, når de skriver, at de udelader nuancer, der kunne nuancere deres læseres opfattelse. Men vores uddannelse har grundlæggende lært os, at vi skal fortælle den gode historie, og den bliver altså ikke nær så god, hvis man skal medtage hundredesytten forbehold.

Søren Gade og Lars Løkke Rasmussen. Det er Gade til venstre. Kloge folk. Foto:Jens Astrup
Søren Gade og Lars Løkke Rasmussen. Det er Gade til venstre. Kloge folk. Foto:Jens Astrup

Den virkelighed tror jeg ikke på, vi kan forandre. Kampen om læserne er for stærk til, at journalister kan tilsidesætte hensynet til den gode historie til fordel for det nuancerede verdensbillede. Derfor er det pinedød nødvendigt, at læserne i det mindste ved, at de altid skal læse en historie med sætningen ”eller også er det omvendt” i baghovedet. Og at journalister bliver sig pinligt bevidste, at de kan og vil blive taget i røven af mange eksperter, politikere, meningsdannere og andet godtfolk, der har særlige grunde til at fremhæve de facts, der understøtter deres formål. Og at vi journalister har selv indsigt nok til at erkende, at nok er vi kloge, men der findes folk derude, der er mindst lige så kloge. Og at disse folk har en særlig interesse i at få os over på deres side, fordi de ved, at vi besidder evnen til at fortælle den gode historie – helt uden nuancer.

Følg os!