Økoproducent lærte landmand Nina Simone Hoffmann at elske grise igen

”Økoproducent lærte mig at elske landbruget igen”

Økoproducent lærte Nina Simone Hoffmann at elske landbruget igen
Nina Simone Hoffmann er uddannet landmand og medlem i Verdens Bedste Fødevarer

En økoproducent lærte landmand Nina Simone Hoffmann at elske landbruget igen. Efter en mere end puklet rejse til færdig landmand.

Af Nina Simone Hoffmann, uddannet landmand. Redigeret af Felix Bekkersgaard Stark, stifter og talsmand i Verdens Bedste Fødevarer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev!

”Skift branche, du bliver aldrig noget i dette fag eller noget nogensinde”.

Det er en af de beskeder, jeg har fået på min vej til at blive uddannet landmand.

Jeg har haft en svær barndom med mange udfordringer. Men jeg har altid været glad for dyr. Allerede i  folkeskolen valgte jeg at skippe skolen fremfor at arbejde i hestestalden.

For at tage en uddannelse som hedder dyrepasser med speciale i hest, krævede det, at jeg tog den på en landbrugsskole, som ligger i Høng. Da jeg blev optaget, var det det største, jeg på daværende tidspunkt havde prøvet i mit liv.

Jeg interesserede mig ikke for svinelinjen, kvæglinjen eller planteavl linjen. Men efter et par måneders praktik med heste i Sverige, indså jeg, at det med at have hest og arbejde med heste døgnet rundt, blev for meget hest for mig. Jeg mistede interessen for at have hest og havde heller ikke tid til min egen, da alt tiden gik på at arbejde.

Hvad med at prøve svin?

Da jeg kom hjem til Danmark igen, anede jeg ikke, hvad jeg skulle.

En kvinde på forløbet sagde til mig: ”hvad med at prøve at arbejde med svin, hvor jeg arbejder?”.

Jeg var skeptisk. Mit synspunkt var, at dyrene ikke blev behandlet ordentligt, og at det lugtede. Men var det virkelig kun det? Og hvorfor egentlig ikke?

Nina Simone Hoffmann
Nina Simone Hoffmann i arbejde hos en større griseproducent.

På 14 dage med rigtig mange tanker fik jeg en elevplads på en stor svineproduktion.

Min første dag startede med, at jeg blev vist rundt på besætningen. Jeg havde aldrig set en gris før, og jeg syntes, det var voldsomt. ”Dyrene er jo enormt store, og hvordan er deres adfærd?” Jeg kendte slet ikke til dem, og jeg havde nærmest ingen viden med fra grundforløbet på landbrugsskolen, fordi jeg primært havde mit fokus på hestedelen.

Men jeg fandt en kærlighed til disse dyr, jeg aldrig troede, jeg ville finde. Grise er så fascinerende dyr. Så kærlige, men specielle. Jeg lærte mange af søerne at ligge ned på kommando ved at klø dem mellem forbenene og bag patterne. De er nærmest forstørrede hunde.

Mange sagde til mig ” du kan da ikke arbejde med disse dyr og spise dem”. Jo! Fordi jeg ved jeg har gjort mit allerbedste af hele mit dyrehjerte, så de har haft den bedste mulige oplevelse jeg kunne give dem, imens de var her. Min holdning var og er “jeg går ikke hjem, før jeg ved, alle dyr har det godt”.

Læs også: Mit hjerte bløder, når folk siger, mine dyr ikke har det godt

Teamet og chefen grinte af mig

Teamet og min chef grinte af mig, fordi jeg – trods vi havde knapt 850 søer – vidste præcis, hvordan hver so havde det. Hvordan hendes temperament var, hvilken sti hun havde været i ud af 228 stier. Hvordan hendes proces i farestalden havde været. Hvor mange pattegrise der døde hos hende forrige gang. Søstrene kunne jeg også. Alle syntes, det var utroligt. Men dette er min passion, mit hjerte og min evige kærlighed til disse dyr.

Min stærke interesse for dyrene var dog ikke altid velkommen. Jeg så fordele og ulemper ved alting. Jeg ville forstå, HVORFOR vi gjorde, som vi gjorde, og hvad ulemperne kunne være.

Mine chefer har tit spurgt mig: “Har du ikke lært dette på dine skoleforløb?”

Mit svar er desværre: “nej det har jeg ikke”.  Ikke på nogen af forløbene fik vi den viden, vi skulle have til at blive rustet til praktikken, som mange havde klaget over.

Da jeg startede med grisene sad mit hjerte i halsen. Jeg følte mig utilpas. Især da den rumænske kvinde, der skulle lære mig op forklarede mig, at hun var træt af at få kastet elever i hovedet, som forsvandt efter kort tid. Hun sagde direkte til mig: ”du skal ikke stille mig dumme spørgsmål. Jeg ved, du ikke er her mere end en uge. Du har 2 dage til at lære alle rutinerne her, ellers kan jeg ikke bruge dig til noget”.

Ingen tjekkede op på, hvordan jeg havde det

Jeg forstår stadig ikke, hvordan hun kunne finde på at være sådan overfor mig, når hun vidste, at jeg aldrig havde set en gris før. Og endnu værre: Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle jeg forklare det til min driftsleder eller min chef. Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle sige det til og hvordan.

Det blev desværre ikke bedre med tiden. Jeg fik stress og oplevede, at driftslederen, hvis jeg gjorde noget forkert, råbte mig så højt ind i ansigtet, at man kunne høre det i den anden ende af stalden. Det gjorde hun med alle, og alle var bange. Jeg kunne skrive en roman om det, men det vigtige for mig er at fortælle, at jeg ikke oplevede, at nogen kom og tjekkede op på, hvordan jeg havde det.

INGEN!

Og jeg er ikke alene. Mange vælger bagefter at skifte branche på grund af de grimme oplevelser, de har haft i landbruget.

Økoproducent lærte mig om HVORFOR

Økoproducent lærte landmand Nina Simone Hoffmann at elske grise igen
Økoproducent lærte landmand Nina Simone Hoffmann at elske grise igen.

Mange spørger mig: Hvorfor var du der så lang tid når du blev behandlet så forfærdeligt?

Mit svar: Jeg er en fighter. Jeg vil ikke lade folk tro, jeg er svag, jeg vil gennemføre dette. Plus min frygt for at komme et andet sted hen, hvor tingene måske var værre.

Da jeg manglede 6 måneder for at kunne bestå min uddannelse, faldt jeg over en side på facebook, som jeg ikke kunne holde øjnene væk fra.

Det var et sted med økologiske grise. Skulle jeg prøve dette med egne hænder? Ville jeg gå udenfor dagen lang i al slags vejr og kunne min psyke holde til det?

Mange tanker løb igennem mig, men jeg besluttede, at jeg ville prøve. Jeg ringede til kvinden fra siden og spurgte, om jeg kunne få 6 måneder praktik med hendes knap 100 økologiske søer.

Svaret var nej i første omgang, men det endte heldigvis med, at hun ville prøve mig af.  Hun gav mig gnisten  igen. Hun lærte mig at elske dyrene og se dem i et helt andet perspektiv, end jeg havde været vant til. Hun lærte mig, hvordan man arbejder bedst muligst i det økologiske. Trods hårdt arbejde i kulden og meget mudder, fik jeg min kærlighed og styrke tilbage. Ikke mindst fordi hun altid forklarede, HVORFOR hun gjorde tingene, som hun gjorde dem.

Se på viljen til at lære

Jeg vil slutte med at sige, at jeg godt kan se, det er meget udfordrende for en arbejdsplads at få elever ind, der ingen erfaring har.

Men vi har alle startet et sted, og vi skal alle skal lære. Derfor er min opfordring til lederne i landbruget, at de skal give eleverne tid, tålmodighed og plads til læring.. Tjekke op på, om de er på rette vej og tale med dem om, hvorfor tingene bliver gjort, som de bliver gjort. De skal huske også at kigge på deres elevers VILJE til at lære.

Også selv om vi, der ikke har baggrund i landbruget, kræver MEGET arbejde i oplæringen.

Nina er i dag ansat på på et bosted, hvor der er både landbrug og heste. Hun forventer at vende tilbage i landbruget en dag. Men med pædagogisk viden der giver redskaber til ledelse og forståelse.

Bliv medlem

Vi tror på, at danskerne vil støtte massivt op om danske fødevarer. Derfor håber vi, du også vil blive medlem i Verdens Bedste Fødevarer.

Medlemskaber for 1 år
Studerende og pensionister 150 kr
Private 300 kr
Virksomheder 5000 kr.
Iværksættervirksomheder (under fem år) 500 kr.
Unge under 18 år – Gratis

Meld dig til her: Tilmelding

(Visited 78 times, 1 visits today)

Del artikel