Kemi der aldrig forsvinder, bekymrer mig. Forbud mod perfluorerede fedtsyrer i fødevareemballage er et godt skridt mod brugen af et stof, der er dokumenteret sundhedsskadeligt og forurener hele kloden.
Tilmeld gratis nyhedsbrev!
Gæsteindlæg af kemiker, Anton A. A. Smith, medlem i Verdens Bedste Fødevarer og tidligere gæsteforsker på Stanford University. Indlægget kan også læses i en længere version på Scienceblog.dk
Fødevareminister Mogens Jensen (S) har for nylig forbudt brugen af perfluorerede stoffer i fødevareemballage.
Det er et skridt i den rigtige retning, og jeg håber på flere restriktioner, når det kommer til brugen af perfluorerede stoffer. Kun få kemikalier, som dioxiner og gamle udfasede klorerede pesticider, er ligeså problematiske, og brugen af perfluorerede fedtsyrer i fødevareemballage er himmelråbende idiotisk.
Det er ellers ikke fordi, de perfluorerede stoffer mangler praktiske anvendelsesmuligheder. De skyr både vand og olie og vil i det hele taget ikke blandes med noget som helst. Det gør dem velegnede til imprægnering af madpapir, regntøj og pizzabakker, og da de samtidig er meget glatte, kan de også bruges i skivoks og som smøremidler i maskineri. Endelig fungerer de fantastisk som brandslukningsskum, for de kan ikke brænde, så skummet laver en film, der kvæler brande effektivt.
Forurener hele kloden
Alt i alt er det her en enormt praktisk kombination af egenskaber. Alligevel er det af flere årsager en fantastisk dårlig idé at bruge dem.
Den første årsag er, at brugen af perfluorerede stoffer er en langsom, men garanteret måde bestandigt at forurene hele kloden. Eftersom stofferne ikke er nedbrydelige i miljøet, vil det kun være et spørgsmål om tid, før fødekæden har akkumuleret så meget, at det får alvorlige konsekvenser, hvis vi ikke stopper udledningen. Miljøforureningen er allerede ekstensiv, og akkumulering er set i isbjørne og andre rovdyr.
Den anden årsag er, at stofferne er meget sundhedsskadelige. Som altid er dosen altafgørende for, om noget er en gift, og doserne af perfluorerede fedtstoffer, vi udsættes for, er meget lav. Problemet er bare, at nogle af stofferne ophobes i kroppen, og kun udskilles meget langsomt. For det, der gør de perfluorerede stoffer til gode brandslukningsmaterialer, gør dem også modstandsdygtige overfor biologisk nedbrydning.
Uskøn blanding af sundhedsskader
Derfor kan en lav kontinuerlig eksponering blive problematisk. De perfluorerede fedtstoffer har en høj, men langsomt virkende og uspecifik toksicitet. Uspecifik betyder i denne sammenhæng, at de ikke kun er toksiske på et enkelt af kroppens systemer, men mange forskellige. Derfor ses effekterne også som en uskøn blanding af leverskader, hormonforstyrrelser, immun-defekter, nedsat fertilitet, og lavere fødselsvægt af nyfødte. Observationsstudier på mennesker har også vist øget risiko for en del kræftformer.
De ophober sig mest i blod, lever, og nyrer, og det ser ud til, at nyrerne aktivt forhindrer udskillelsen af disse stoffer. Deres halverings tid i kroppen er ca. 3 år. Med den tommelfingerregel at det tager 5 halveringstider at komme af med et stof, tager det altså 15 år for kroppen totalt at komme af med en enkelt akut dosis af perfluorerede fedtsyrer. Siden stofferne er at finde i små doser overalt, bliver alle kontinuerligt eksponerede.
Næsten alle er enige om at gøre noget
Desværre er det ikke nemt at finde alternativer til de perfluorerede stoffer. Kemiproducenter forsøger at udvikle biologisk nedbrydelige fluorerede stoffer. Men der er endnu ikke noget, der for alvor har vist sig forsvarligt at producere.
Heldigvis er der større initiativer sat i værk for at få stoppet produktionen og brugen af stofferne. Det Amerikanske Enviromental Protection Agency har fundet de hårde værktøjer frem for at få det stoppet. Herhjemme er stofferne som nævnt nyligt blevet forbudt for materialer der kommer i kontakt med fødevarer, og også egne initiativer.
Et problem er produktion i Kina. I takt med at vesten har udfaset produktionen, har Kina skruet op for den. Tekstil-industrien i kina er til stadighed storforbruger af perfluorerede fedtsyrer, og miljøforureningen med disse i Kina er stigende. Heldigvis har EU indført restriktioner i forhold til import af materialer behandlet med perfluorerede stoffer.
Brandslukning i Californien – pesticider i brasilien
Også i Brasillien fortsætter anvendelsen af et pesticid, der biologisk nedbrydes til en perfluoreret fedtsyre. Landet har lusket sig uden om globale initiativer, der vil begrænse udledningen af perfluorerede fedtsyrer, idet de ikke direkte udleder dem. Det gør dog ingen forskel i sidste ende.
Der bruges desuden fortsat brandslukningsskum med perfluorerede fedtsyrer, især i Californien. Her er der opmærksomhed på problematikken, og der bruges i højere grad perfluorerede fedtstoffer af mindre størrelse (C6 fedtsyrer), der ikke akkumulerer i dyr. Disse nedbrydes dog stadig ikke i naturen, og en konstant eksponering vil være stigende ved deres fortsatte brug. Der er langt fra enighed om, i hvilken udstrækning disse er toksiske, men jeg hælder også til udfasningen af brugen på baggrund af dets manglende nedbrydning.
Fluortandpasta er ikke det samme
Det bør i sammenhængen slås fast, at fluoridtandpasta ikke har noget med emnet at gøre. Forskellen kan sammenlignes med forskellen mellem ilt vi indånder (O2), og vand (H2O). Begge dele indeholder grundstoffet oxygen, men er kemisk meget forskellige.
Min anbefaling er til gengæld, hvis man vil undgå de perfluorede stoffer, at købe Svanemærket. Så slipper man, i den grad det er muligt, for perfluorerede stoffer i madpapir. Der hvor det bliver sværere er delikatesseforretninger (mellemlægspapir til skiveskåret kød), take out (pizzabakker), og bagervarer som kager i 7eleven, der er pakket ind i fedtafvisende papir. Fødevarestyrelsen har en fornuftig guide, og det skulle gerne blive nemmere med det nylige forbud.
Disclaimer fra skribenten:
Som altid har jeg ingen interessekonflikter, og er ikke betalt for at skrive mine indlæg. Jeg forsker ikke inden for dette emne. Men jeg har arbejdet nok med fluorerede kemikalier, til at jeg ved, jeg ikke skal spise dem.
For en god ordens skyld skal det nævnes, at det ikke er umuligt at nedbryde perfluorerede stoffer, og der er adskillige metoder, der virker. Problemet er den skala, det skal gøres i, hvis nok forurening finder sted. Det vil tage lidt tid at få alt overflade jord og vand på jorden igennem et rensningsanlæg.
Læs også tidligere indlæg fra Anton A. A. Smith
Kemiker: Roundup debatten er bizar
Kemiker: Derfor er jeg ikke bekymret for Roundup
Bliv medlem
Anton A. A. Smith er medlem i Verdens Bedste Fødevarer.
Vi tror på, at danskerne vil støtte massivt op om danske fødevarer. Derfor håber vi, du også vil blive medlem i Verdens Bedste Fødevarer.
