Bloggeren Loui og Bearnaisen har skrevet et indlæg, der går under et mere lødigt navn end dette indlæg. Er mennesker som vælger økologisk(e) fødevarer bedre mennesker? Eller er økologi blot en bedre selvfølelse? hedder indlægget. Det er lidt vel langt for min smag, men det er væsentlige spørgsmål, der stilles. Jeg har tidligere bekendtgjort, at jeg ikke er imod økologi, og det er stadig rigtigt, men derfor kan man jo godt diskutere, om økologi altid er den rette løsning. Bloggeren er nervøs for reaktionen på indlægget (ikke sådan rigtig nervøs, for det er jo skrevet for at få opmærksomhed – ligesom min overskrift). Der står:
“Jeg går ikke ind for økologi! Så er det sagt. Men inden jeg får revet hovedet af, så lad mig forklare min holdning, der er nemlig undtagelser og argumenter.”
Bloggeren har ikke fået revet hovedet af. Der er kommet en enkelt vranten kommentar, et par støtteerklæringer og lidt polemik. Ikke det store. Så mere kontroversielt er det altså ikke. Men guderne skal vide, at der er folk derude, der mener, man er helt ude i hampen, hvis man tillader sig at stille spørgsmålstegn ved økologien.
Det samme var pointen i den gamle kronik, jeg ved en tilfældighed stødte på forleden. Her stillede forfatter Dennis Nørmark spørgsmålet: Findes speltmødre i virkeligheden? og han konkluderede, at speltmødre har et dårligt rygte. Det kom bag på mig. Jeg troede, det kun var mig og andre sure gamle mænd, der gik og brokkede sig over hellige Østerbrodamer.
Blandt mange landmænd og hundeelskere har forhenværende fødevareminister Mette Gjerskov været et yndet hadeobjekt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange gange udbruddet “fede ko” er blevet sagt i forbindelse med hendes navns nævnelse.
Og helt ude af kontekst har jeg endnu ikke været på en arbejdsplads, hvor der ikke har været en eller anden (eller flere), som bare var så megadumme, at de burde have været fyret for længst. I de tilfælde, hvor de er blevet fyret, har en anden stakkel overtaget rollen kort efter. Jeg vil ikke tænke på, hvor tit jeg har været idioten, de andre talte om. Heldigvis er det tit chefer, det går ud over, og den kasket har jeg ikke haft i særlig meget af mit arbejdsliv.
Jeg behøver næppe sige meget mere end “Dansk Folkeparti”, før de fleste svømmer over af enten ukvemsord eller forherligelse. Og for at sætte min pointe helt på spidsen, nævner jeg lige det tyske folks forhold til en mindretalsgruppe i slutningen af 30’erne.
Så skulle det vist være skåret ud i pap:
Vi insisterer alle sammen i en eller anden udstrækning på, at der må være nogen andre, der har lavet det lort, vi sidder i.
Det er en bekvem tanke, at det ikke er en selv, der laver lort. Desværre er det ikke rigtigt. Ikke en gang jeg kan sige mig fri, og selv om det ærgrer mig slemt, er jeg så småt begyndt at affinde mig med lugten. Jeg synes selvfølgelig i al almindelighed, at min lort nærmest dufter i sammenligning med andres, men jeg bestræber mig alligevel på at tilgive dem den gruelige stank, de laver. I det mindste længe nok til, at de begynder at spise noget, der får dem til at æde noget, der gør lorten udholdelig at være i stue med.
Af og til støder jeg også på en lugt, som nok er ram, men dog har noget tiltrækkende over sig. Så kan jeg blive helt henført. Og det er en kernepointe med https://verdensbedstefodevarer.dk: At vi selv har lavet den (synes jeg) dejlige lugt af lort, som landets fødevareerhverv sender ud over os. Og hvis vi vil have den til at lugte anderledes, må vi give den noget andet at æde!
