Jens Sillas Jensen, Freia Forellen

Freia opdrætter fisk til tyskere og lystfiskere

Freia Forellens tyske kunder er begejstrede for fisk fra opdræt. Det samme gælder de lystfiskere, der fisker efter virksomhedens flotte ørreder i put & take. Freia Forellen er nyt medlem af Verdens Bedste Fødevarer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev!

Artiklen er skrevet af Finn Bald som en del af medlemspakken for virksomheden. Kontakt Finn for mere info.

Freia Forellen er ikke en virksomhed, der larmer. Den leverer bare. Siden 1979 har den familiedrevne virksomhed fra Tofterup ved Grindsted specialiseret sig i levende ørreder – leveret i den rigtige størrelse, på det rigtige tidspunkt og i den kvalitet, markedet forventer. Det er en niche, der kræver erfaring, præcision og respekt for det levende produkt.

I dag ledes virksomheden af Jens Sillas Jensen, der har været CEO siden 2006. Han overtog Freia Forellen efter sin far, bestyrelsesformand Finn Rabæk Jensen. Overgangen var ikke et brud med fortiden, men en videreførelse af et håndværk og en forretningsforståelse, opbygget over årtier.

– Det er gået nemt. Jeg har været med i det her fra barnsben, så det har været en naturlig ting, at jeg skulle tage over en dag – og ikke at jeg har været tvunget ind i det. Det er sket af lyst, siger Jens Sillas Jensen på afdæmpet vestjysk.

Ordentlighed som fundament

Freia Forellen beskæftiger i dag 35 medarbejdere fordelt på to dambrug, chauffører, rengøring og administration. Organisationen er flad, og værdierne tydelige.

– Ordentlighed, punktlighed, pålidelighed og fleksibilitet er kerneværdier, og så skal vi også være gode kolleger – gode ved hinanden. Og vi lægger vægt på at have en flad organisation, hvor min dør altid er åben, siger han.

Når man arbejder med levende fisk, er tillid og præcision ikke blot pæne ord, men afgørende for, om fisken trives og kunden kommer igen.

Levende ørreder til Europa

Freia Forellen er især kendt for levende regnbueørreder, både med rød- og naturfarvet kød, kildeørreder, guldørreder samt i mindre omfang stør. Kødfarven bestemmes af antioxidanten astaxanthin: Vilde ørreder får den naturligt via føden, mens opdrættede ørreder får den tilsat i foderet.

Virksomhedens styrke ligger i evnen til at levere præcist det, kunderne efterspørger. Og kunderne er put & take-søer, grossister, restauranter, fiskehandlere og mindre dambrug med behov for leverancer af levende fisk året rundt.

– Vores styrke er, at vi kan levere den ønskede levende ørred af den rigtige størrelse og kvalitet på de rigtige tidspunkter afhængigt af sæson og marked. Og så har vi en kapacitet og en fleksibilitet, som hænger sammen, siger Jens.

Tyskland er det største marked, men leverancerne rækker videre.

– Vi kører i dag helt til Salzburg i Østrig og Basel i Schweiz. Der er sådan set ikke steder, vi ikke vil køre hen, siger han. Og det foregår med egne biler og egne chauffører.

Lystfiskeri: Når fisken også skal se rigtig ud

På det tyske marked, som er Freia Forellens største, er opdrættet fisk langt mere accepteret end i Danmark. Historisk har tyske forbrugere ifølge Jens haft mindre adgang til vildtfanget fisk, og opdræt har derfor været en naturlig del af madkulturen.

– Der er en anden forståelse for opdrættet fisk i Tyskland. Man spiser mere opdrættet fisk og køber hos dambrugeren, fordi det er ham, der ved noget om fisken, fortæller Jens Sillas Jensen.

Ifølge Jens handler det også om nærhed og gennemsigtighed. Forbrugerne forholder sig til, hvor fisken kommer fra, og hvem der har haft ansvaret for den.

Salget til lystfiskere fylder i dag mere end tidligere og udgør en væsentlig del af Freia Forellens forretning – især i foråret og hen over sommeren. Her handler kvalitet ikke kun om vægt og sundhed, men også om fiskens udtryk i live.

– Vi prøver her at levere nogle gode, store og pæne fisk, som vi ved, lystfiskerne gerne vil have på krogen.

For mange lystfiskere er det desuden synligt, om fisken har haft gode forhold.

– Den er jo visuelt flot, hvis den har pæne finner, er vital og livlig. Så er det jo ligesom med hunden, der logrer med halen – så har den det godt, forklarer Jens Sillas Jensen.

Hos Freia Forellen er det fisken i vandet, der er varen. Det stiller krav til både opdræt, håndtering og transport.

Sæsonerne og bæredygtig fornuft

Markedet har ændret sig siden starten i 79. Bestillingerne kommer med kortere varsel, og leverancerne skal passe præcist ind i kundernes behov.

– I dag er det næsten just-in-time. Det er ikke som før i tiden, hvor man vidste præcis, hvor man skulle være 14 dage frem, fortæller Jens Sillas Jensen.

Fremskridt i avlsarbejdet har gjort det lettere at levere ensartede størrelser året rundt. Samtidig planlægges produktionen ud fra årstider, vejr og højtider – især tager salget fart i jul, påske og forårssæsonen.

Hos Freia Forellen er bæredygtighed et spørgsmål om energi og ressourcer – ikke om lange rapporter.

– Vi optimerer hele tiden på vores kørende materiel og på transporttider og antal kørte kilometer. Kan vi spare, reducerer vi også udledningen af CO₂, siger han.

Virksomheden arbejder aktuelt på at få formuleret mere konkrete bæredygtighedsmål.

At kigge på fisken – også i fremtiden

Teknologi og overvågning af dambrugene og transporten af de levende fisk spiller en rolle, men hos Freia Forellen er filosofien alligevel den helt enkle: Det er ikke alt, der kan ses på en skærm.

– Det er fisken, man skal ud og kigge på. Se, hvordan den svømmer, og hvordan den trives – om den er skræmt eller svømmer roligt og ser veltilpas ud, siger Jens.

Om ti år forventer Jens Sillas Jensen ikke voldsom vækst, men fortsat udvikling.

– Jeg tror, vi til den tid er et godt sted. Lystfiskeriet vil bestå, og vi vil blive ved med at udvikle os, også når det gælder bæredygtighed og ressourceforbrug, siger han.

Og når arbejdsdagen er slut, og fisken skal fra vand til tallerken, er der ingen tvivl.

– Jeg spiser rigtig gerne fisk. Og jeg spiser også rigtig gerne opdrættet fisk. Det gør jeg med fornøjelse og stolthed, slutter Jens.

Foto øverst er Jens Sillas Jensen selv i gang med at kontrollere og prøveveje fisk, og på fotoet herover bliver der fodret fisk. Fotos: Freia Forellen.

Fakta: Freia Forellen Eksport A/S

  • Grundlagt: 1979
  • Ledelse: CEO Jens Sillas Jensen
  • Ejerform: Familiedrevet virksomhed
  • Medarbejdere: 35
  • Speciale: Levende ørreder og regnbueørreder
  • Markeder: Danmark, Tyskland, Holland, Schweiz og Østrig
  • Hjemmeside: Freia Forellen

Skal vi fortælle din historie om mad?

Verdens Bedste Fødevarer tilbyder hjælp til at få fortalt de mange gode historier om, hvordan danske fødevareproducenter gør ting bedre for: Miljø, klima, natur, dyrevelfærd og arbejdsmiljø.

Læs mere om medlemstilbuddet her: “Skal vi hjælpe med at fortælle din gode fødevarehistorie?

Bliv medlem

I Verdens Bedste Fødevarer tror vi på, at danskerne vil støtte massivt op om danske landbrugsprodukter. Ligesom vi støtter op om et bæredygtigt og velfungerende fødevareerhverv. Derfor håber vi, du også vil blive medlem i Verdens Bedste Fødevarer

Medlemskaber for 1 år
Studerende og pensionister 150 kr
Private 300 kr
Mindre virksomheder 1000 kr.
Virksomheder 5000 kr.
Iværksættervirksomheder (under fem år) 500 kr.
Unge under 18 år – Gratis

Meld dig til her: Tilmelding

Del artikel