Weekendavisen bragte i sidste uge artiklen Lykkeligt bedøvet. En slags anmeldelse af bogen Salt, Sugar and Fat – How the Food Giants Hooked Us. Skribenten, Synne Rifbjerg, udleder blandt andet: “Den eneste »gode« nyhed, man kan udlede af de mange siders dokumentation, er, at det er helt urimeligt at marginalisere de overvægtige som tabere, fordi de tilsyneladende ikke kan styre, hvad de putter i munden.”
Argumentationen er, at fødevarevirksomhederne har forsket så meget i, hvordan man får proppet mest muligt i folk, at det er holdt op med at være deres egen skyld. De bliver aldrig mætte.
Magen til sludder skal man lede længe efter. Det svarer til at sige, at lækre udstasede piger selv er ude om det, når de bliver voldtaget, for mændene kunne simpelthen ikke lade være med at blive liderlige.
Jeg anerkender fuldt ud, at der formentlig forskes endda særdeles meget i, hvordan man får folk til at købe store mængder mad. Der er formentlig forsket mindst lige så meget i, hvordan man får dig til at købe det elektroniske udstyr, du læser disse linjer på. Reklamers effekter er gennemforsket. Også i forhold til, hvad der virker på børn. Tøj – hvis man kan betale de millionhyrer, topmodellerne får for at rende rundt og se sygeligt tynde ud, er det nok også, fordi man sælger mere af det, når man gør det. Jeg kunne blive ved.
Pointen er, at forbrug er vor tids svar på middelalderens kirke. Opium til folket! Og mens folk render rundt og bliver forargede over andre folks religiøse overbevisning glemmer de, at de selv ligger under for troen på mærketøj, fladskærme, fodboldhelte, plasticpatter, og hvad man
ellers kan købe sig til af lyksaligheder, der giver en en fornemmelse af fællesskab. Og at vi går i krig i Irak og Afghanistan og andre steder for at beskytte energikilder, der giver os mulighed for at svælge i forbrug og beskytte den vestlige verdens idealer – herunder retten til at købe Ipads, Chanel og BMW.
Det er for nemt at skyde skylden på virksomhederne. De er sat i verden for at tjene penge, og hvis forskning i hjernens belønningscentre hjælper dem til det, gør de det. Hvorfor skulle de have etik i den henseende? Fordi de skal tjene almenvellet?
Næ, dem der tjener almenvellet, det er os. Hvis vi vil have en anderledes verden, må vi selv skabe den. Købe de ting, vi tror på, og bære ansvaret, hvis det går galt. Det er derfor, jeg foreslår, at vi begynder at lave vores egen forskning. Så vi kan lave gode bæredygtige fødevarer under hensyn til dyrenes ve og vel. Når man støtter https://verdensbedstefodevarer.dk med et like på facebook har man samtidig gjort sit til at bevidstgøre verden om forbrugets magt – det er den magt, der kan forandre verden.
