Erhvervsuddannelser på dyrskue

Erhvervsuddannelser tager da også på Roskilde Dyrskue

Fra træsko til traktortræk. Fra kostald til klimaspørgsmål. Fra fåreklap til Fremtidens Håndværkere. I 2024 har 120.000 mennesker fra land og by besøgt Roskilde Dyrskue. Og så er Roskilde Dyrskue nyt medlem af Verdens Bedste Fødevarer.

Af Finn Bald (Artiklen er en del af medlemspakken for Roskilde Dyrskue)

Tilmeld gratis nyhedsbrev!

140 år. Så ung er Roskilde Dyrskue. Og med sommerens komme i 2024 slog dyrskuet for andet år i træk hul på endnu en besøgsrekord. Knap 120.000 mennesker lagde vejen forbi Dyrskuepladsen.

For landmænd er dyrskuet tre festdage, og for de mange nysgerrige børnefamilier, byboere og andre, som køber billet til Dyrskuepladsen, er det en god mulighed for at blive klogere på, hvordan det vi spiser, bliver til.

– Roskilde Dyrskue har til formål at være mødested for land og by. Det er Danmarks største dyrskue samt udendørs maskinudstilling, og det hele er baseret på faglighed, formidling og folkelighed, siger direktør Camilla Dupont, Roskilde Dyrskue.

Dyrene hitter

Udover landmænd og børnefamilier henvender dyrskuet sig også til entreprenører, hesteinteresserede, voksne uden børn og dem med interesse for erhvervsuddannelser. Hertil arrangerer Roskilde Dyrskue Store Hestedag den første weekend i september for de heste- og hundeinteresserede. Og årets hestedag fik i år besøg af godt 30.000 mennesker.

– Det, der hitter mest, er dyrene, så enkelt er det, siger Camilla Dupont om årsagen til, at Roskilde Dyrskue kan konkurrere med danske forlystelsesparker, som også kæmper om børnefamiliernes gunst, når de lyse dage melder sig. 

– Det handler om at komme tæt på store og små dyr. Og så har vi et væld af aktiviteter, blandt andet på det, vi kalder gårdspladser, hvor børnene kan hoppe rundt i en korncontainer, lege i halmlabyrinter, være med til at dissekere et dyr, puste griselunger op, smage køernes mælk eller få et tur på en traktor – der er rigtig mange aktiviteter for børn. Vi har også et område til organisationen 4H, som er fritidsaktiviteter for børn og unge med interesse for naturen, dyr, mad og håndværk, fortæller Camilla Dupont.

Mangfoldigheden lokker

Dyr som høns, kaniner, katte, hunde, får, grise, geder og køer trækker altså mange af huse. Men det er ikke den eneste grund til, at folk valfarter til Dyrskuepladsen.

– Mangfoldigheden lokker også folk til Roskilde Dyrskue. Vi lægger meget energi i vores formidlingsaktiviteter, hvor vi på gårdspladserne fortæller store og små gæster om dansk landbrug, men det er noget, de finder ud af, når de kommer. Kontakten med dyrene, Ankers Tivoli og alle de andre aktiviteter betyder, at der er noget for enhver smag. I Spisekammeret er der mange stande med danske fødevarer, og det er også populært at komme tæt på de store maskiner, siger Camilla Dupont.

Direktør Camilla Dupont, Roskilde Dyrskue, er klar til endnu et dyrskue. Foto: RD.

Et fjerde ben og fremtiden

Roskilde Dyrskue er et traditionsrigt dyrskue, men skuer også frem i tiden.

– Dyrskuet har stået på tre ben i mange år: Fødevarer, dyr og maskiner. Og så har vi de seneste tre år fået et fjerde ben, som bare er blevet større og større, og det er erhvervsuddannelser. På det seneste dyrskue havde vi 33 erhvervsuddannelser repræsenteret, og de laver både aktiviteter for dem selv og sammen med gæsterne, siger Camilla Dupont.

Det betyder blandt andet, at lægger man vejen forbi området “Fremtidens håndværkere” samt et par af gårdspladserne, kan man fx få lov til at prøve at mure en væg op eller teste sig selv som stilladsarbejder. Og Camilla Dupont kalder det god træning for eleverne at få lov til at formidle deres fag. I de senere år har dyrskuet også taget e-sporten ind, og i øjeblikket er man ved at kridte banen af til at stille skarpt på de udfordringer, som landbruget står overfor på klimaområdet. 

Ny madfestival på vej

– Vi sætter en ære i at fastholde nogle traditioner, men man skal også udvikle sig. Vi fastholder meget af den måde, vi indretter pladsen på, og hvad man kan forvente sig af oplevelser på pladsen, og så tilføjer vi løbende noget nyt, siger hun og fortsætter:- Fødevareformidling har fx altid været der, men vi lægger mere vægt på det nu, og så er vi også i gang med at etablere en sjællandsk madfestival.

Madfestivalen handler om at komme ud og spise hos producenterne af fødevarer en uge i efteråret. Festivalen vil henvende sig til danskere, der vil træffe nogle gode valg ved køledisken, og den skal medvirke til større viden om danske fødevarer.

Fælles vision

Formidling af fødevareproduktion har Roskilde Dyrskue til fælles med Verdens Bedste Fødevarer. Derfor har man meldt sig ind i VBF:

– Vi deler en vision om at fortælle om dansk landbrug. Vi formidler både det konventionelle og det økologiske landbrug, og vi skaber noget viden ude i parcelhuskvartererne om, hvad dansk landbrug er for en størrelse. Det er der behov for, fordi der er færre af os, der vokser op i – eller tæt på landbrug. Vi vil derfor fortælle om, hvad der sker i marken i september, om dyrevelfærd og den teknologi, landbruget benytter sig af og om, hvorfor man skal købe danske fødevarer. Og vi har da også et ønske om, at en formidling som vores bidrager til en bedre fortælling om landbruget og danske fødevarer, siger hun.

Og selvom Roskilde Dyrskue måske mest er synonymt med tre lange sommerdage, så ligger organisationen ikke på den lade side resten af året. Lige nu i december er man fx ved at udleje de sidste af skuets 450 standpladser, lave pladsfordelingsplaner, indgå kontrakter med de 20 foreninger, der arbejder for dyrskuet og de mange leverandører til dyrskuet. Derudover er forberedelsen til de 11 nødvendige myndighedsgodkendelser, som skal til for, at danskerne igen kan komme på dyrskue den 30. maj 2025, i fuld gang./

Skal vi fortælle din gode historie?

Verdens Bedste Fødevarer tilbyder hjælp til at få fortalt de mange gode historier om, hvordan danske fødevareproducenter gør ting bedre for: Miljø, klima, natur, dyrevelfærd og arbejdsmiljø.

Læs mere om medlemstilbuddet her: “Skal vi hjælpe med at fortælle din gode fødevarehistorie?

Bliv medlem

I Verdens Bedste Fødevarer tror vi på, at danskerne vil støtte massivt op om danske kvalitetsfødevarer. Ligesom vi støtter op om et bæredygtigt og velfungerende fødevareerhverv. Derfor håber vi, du også vil blive medlem i Verdens Bedste Fødevarer

Medlemskaber for 1 år
Studerende og pensionister 150 kr
Private 300 kr
Mindre virksomheder 1000 kr.
Virksomheder 5000 kr.
Iværksættervirksomheder (under fem år) 500 kr.
Unge under 18 år – Gratis

Meld dig til her: Tilmelding

(Visited 147 times, 1 visits today)

Del artikel