Malkemaskiner og mejetærskere fra 70’ernes fællesnordiske landbrugsprojekt i Tanzania er væk og erstattet af malkning og høst med håndkraft.
Af Bøje Østerlund, freelancejournalist og medlem i Verdens Bedste Fødevarer, boje@vedhavet.dk
Tilmeld gratis nyhedsbrev!
Da jeg i 70-erne var ung, idealistisk og ville redde verden ved min blotte tilstedeværelse og enorme viden om denne verdens uretfærdigheder, rejste jeg til Tanzanias sydlige højland mod Zambia og Malawi grænsen. Her deltog jeg i et stort og ambitiøst nordiske landbrugsprojekt (nuværende hjemmeside).
Det bestod af en forsøgs- og forskningsvirksomhed, der skulle finde nye og mere indbringende og næringsrige afgrøder. Samt en kostskole på mellemteknisk niveau, hvor 600 studenter af gangen på en toårig uddannelse kunne uddannes som “barfodsrådgivere” indenfor ernæring og landbrug.
Hertil kom en cirka 2.000 hektar stor farm til anskuelsespraktik og hermed reel fødevareproduktion med moderne metoder. I alt cirka 50 nordiske eksperter med hver sin tanzanianske counterpart til sidemandsoplæring. De fleste nordiske medarbejdere havde akademisk uddannelse og bragte familien med, typisk på to-årige kontrakter. Ja, og så lige nogle praktisk begavede frivillige: Laborant, bibliotekar og så en håndfuld håndværkere, typisk militærnægtere og udsendt gennem Mellemfolkeligt Samvirke.
Jeg var som sagt idealistisk. Og især i begyndelsen kritisk overfor det store brød, der blev lagt i ovnen med projektet. En hvid elefant, kaldte den hjemlige kritiske presse den form for ulandsprojekter.
Læs også: Verdens Bedste Verdensmål
Mindre kritisk nu
I denne sommer har jeg sammen med min familie været tilbage og besøgt projektet, som stadig eksisterer. Og jeg er faktisk mindre kritisk nu.
Umiddelbart er det hele slidt ned til sokkeholderne. Egentlig kunne man vel ikke forvente andet i betragtning af, at det hele har været i funktion i alle årene. De årlige tilførsler af midler fra de nordiske lande til driften ebbede ud i 90-erne. Et land, der har så meget andet og lige så vigtige opgaver at bruge de sparsomme offentlige midler til, kunne naturligvis ikke forsvare at drifte efter nordisk standard.
I dag er der omkring 100 studerende i det fortsat funktionsdygtige kostskolemiljø. Forskning og forsøg er blevet opdelt i to adskilte enheder, fordi landbrugsministeriet er blevet opdelt i hvert sit ministerium. Henholds konsumafgrøder/planteproduktion og husdyrbrug.
Lidt tilfældigt blev det husdyrbrug, der tog imod os og viste os rundt. De arbejder med markforsøg med foderplanter, græsser, bælgsæd, lucerne og elefantgræs mm. Der bliver arbejdet seriøst, nye sorter testes hele tiden. Der fremstilles udsæd og udplantningsmateriale til brug for rådgivningsvirksomheden i landsbyerne.
De dengang 400 malkekøer er reduceret til mindre end det halve. Men der arbejdes fortsat med at optimere den mere højtydende Holstein Frieser til lokale forhold. Denne europæiske sortbrogede malkerace indgår i forskellige krydsningsprogrammer med lokale og mere tilpassede zebu kvægracer. Ikke som derhjemme med en stabil mælkeydelse på over 20 liter i døgnet under laktationen, men alligevel det halve. Ikke så ringe endda.
Høst med håndkraft har erstattet maskiner
Malkemaskinerne og malkestalden fra S. A. Christensen i Kolding, jeg netop nåede at være med til at pakke ud, blev pillet ned for mere end ti år siden. Det samme er sket med det tilhørende gårdmejeri , og der håndmalkes igen som for 50 år siden.
Dog ikke med negative konsekvenser for det videnskabelige arbejde, Der vejes og registreres omhyggeligt, så der er styr på både dyrenes tilvækst, mælkemængder- og kvalitet. Med en evidens, der formentlig matcher de nordiske malkemaskiners tid.
Det samme kan siges om markforsøgene med hvede, majs og andre basisafgrøder. Det bøvlede forsøg med at anvende de danske JF mejetærskere som forsøgstærskere i forsøgsparcellerne er for længst skrinlagte. Igen skæres de modne kornstrå forsigtigt fra de små forsøgsparceller med segl. Derefter lægges de på en presenning, tærskes med stokke til aksene er tomme, og fejes ydmygt og forsigtigt sammen for at kunne vejes med grams nøjagtighed.
I mine øjne valide metoder, der, i modsætning til JF tærskernes, hverken kræver brændstof eller reservedele med månedlange leveringstider.
På en måde er vi tilbage, hvor det hele begyndte, når det gælder metoden. Men lur mig, om de nordiske forskere og forsøgsmedarbejdere ikke alligevel har skabt og fremmet en faglig tradition for praksisnær forskning. Jeg tror det og istemmer derfor ikke et kor af negative røster om håbløs “afrikanisering”. Heller ikke selv om det foregår med håndkraft og en timeløn til forsøgsmedarbejderne, der udgør mellem en og to procent af en dansk forsøgsmedarbejderes.
Mekanisering af denne del af forsøgsarbejdet var rent ud sagt tåbelig, kan vi se i dag.
Nedslående maskinpark
Lidt anderledes var det i “common services” hvor jeg havde min gang som landbrugsmaskinsmed” i min tid.
Vi havde dengang et større antal nyindkøbte Massey Ferguson traktorer til rådighed, et par mejetærskere af samme legendariske fabrikat. Samt harver, disc ploughs, gødningsspredere og såmænd også klassiske danske såmaskiner. De studerende skulle stifte praktisk bekendtskab og trænes i moderne markdrift med traktorer og maskiner. Derfor den relativt store farmdrift på projektet.
Mit genbesøg i farmens maskinpark og common services var noget nedslående. En hel kirkegaard af udtjente og halvt adskilte traktorer vidnede dengang som nu om, at de store globale leverandører endnu ikke har ramt en tilpasset teknologi til brug for Tanzanias landbrug.
Eller rettere, disse globale virksomheder har naturligvis af kommercielle grunde rettet deres fokus mod mere betalingsstærke markeder. Og ikke mindst, tilstedeværelsen af et såkaldt eftermarked i form af service, reservedele, sliddele og så videre.
Som nu den pænt store – velsagtens 24 fods bredde på skærebordet – John Deere Turbo 7700 Hydrostatic mejetærsker, der i sine velmagtsdage nok kunne tumle en stor hvedemark. Nu stod den der. Træt, slidt og uden reel mulighed for at kunne yde mere i sit mejetærskerliv. Medmindre der tilføres substantielle mængder af reservedele og en næsten uoverskuelig renoveringsindsats.
Lejer sig til høsten med kinesiske mejetærskere
Service og reservedele er formentlig umulige at skaffe i Østafrika og slet ikke uden forudbetaling. Alternativet har været undersøgt. En velholdt brugt mejetærsker af samme slags står nemlig til salg på listen over used machinery et sted i Sydafrika.
Prisen er en milliard Tanzaniashillings. Ikke urimeligt, men alt alt for meget til budgettet for en offentlig virksomhed i fattige Tanzania.
Og så er der transporten. En tre-fire tusinde kilometer i delvis adskilt tilstand på lastvogne – terrængående blokvogne findes jo ikke – og vejene hertil er ikke til jordstrygende dittoer her på egnen.
I stedet lejer farmen sig til høsten, som foregår med en flok mindre kinesiske mejetærskere, udviklet til rishøst. Bedre end ingenting, men ikke optimalt. Lige her er “afrikaniseringen” endt lidt i en blindgyde.
Jeg er begejstret!
Før gensynsmismodet overtager hele stemningen, vil jeg gerne fortælle lidt om det – ganske vist uvidenskabelige – indtryk, jeg nu har fået af udviklingen af fødevareproduktionen her i Tanzanias sydlige højland.
Der står langt flere flotte afgrøder end for 45 år siden. Det er nu, Danida og de andre nordiske udenrigsministerielle bistandsafdelinger burde evaluere – ikke projektets tilstand, men dens effekt. Markederne og boderne langs vejene for lokal omsætning af grønsager, korn, mel, rodfrugter, bælgfrugter, frugt og grønt bugner af flotte varer. Flotte kartofler, bønner, ærter, gulerødder og kål i velnærede og velplejede intensivt dyrkede små marker.
Jeg er begejstret!
Faglig fornærmelse af sende dansk økologirådgiver
De udsultede og ukrudtsbefængte marker fra mine år hernede i 70-erne er afløst af marker, hvor den intensive indsats har givet pote. Ikke, at der bruges mange kg kunstgødning eller sprøjtemidler – det er alt for dyrt – men en smule på rette tid og sted, tildelt med præcision, har utvivlsomt reddet daglige måltider til millioner af mennesker.
Og, ret skal være ret, masser af afgrøderne kunne såmænd sagtens kaldes økologiske eller semiøkologiske efter danske regler. Men det ville være en faglig fornærmelse og klimamæssigt kontraproduktivt at flyve en dansk økologirådgiver herned og kloge sig om samdyrkning, agroforestry, sædskifte og dyrkning uden brug af kunstgødning. I økologiske principper og klimavenligt landbrugsdrift er de lokale bønder lysår foran os. Her er det os, der har noget at lære, og det var det også for 50 år siden.
Nedslidte traktorer sparer mange kvinderygge
Under turen gennem det frodige landskab så vi nu og da en traktor parkeret ved en hytte, enkelte gange på vejen med en transportopgave. En del tohjulede traktorer ses også, både til markarbejde og til transport.
Hver gang, jeg ser sådant et bæst – for dem var der praktisk taget ingen af for 45 år siden – bliver jeg alligevel glad. Selv en voldsom nedslidt gammel MF 135 uden rester af lygter og sædepolstring, sparer med sin lille discplov måske op til 50 kvinder for det hårde fysiske arbejde med at forberede jorden til afgrøden op til regntidens start.
De gamle og tunge hakker blive nu brugt til at rense, hyppe og pleje de afgrøder, der har fået en langt bedre start med en forudgående grundigere jordbearbejdning. Det hårde fysiske arbejde med håndhakker er der efter min mening ingen grund til at romantisere. Det er tungt og slidsomt, ofte med et barn på ryggen, og resultatet er ikke godt, sådan agronomisk set.
Jeg får klimaskam over vore umådeholdende brændstof-ødslerier til flyvninger, lange daglige bilkørsler, vores ureflekterede hyldest af klimaskadelig mobilitet og daglige pendlerier, lystfyldte bade i nætternes lyshav og varme bassiner. Men ikke over en smule brændstof til at afløse det hårde håndholdte knokleri i markerne og urtegårdene.
Tanzanianske bønders klimapåvirkning er pebernødder i forhold til vi flødeskumsfede, sukkermættede og optimeringsivrige fødevareproducenter og -forbrugere, der mest af alt slås om, hvilken skulder CO2-aben skal sidde på.
Det er os, der er klimasynderne
Vil man spise, forbruge, bo, bygge og behage sig med sit gode humør på en klimavenlig facon, har vi afsindigt meget at lære af tanzanianerne. Og stikke piben ind og dybt ned i egen pralhals, indtil der er fejet godt og grundigt for egen dør. Her bør vi feje længe endnu. Det er os, der har travlt, og det er os, der er klimasynderne.
Under vort ophold i Mbeya, besøgte vi også den lokale folkeskole i landsbyen Nzalaga, nogle kilometer fra min daværende bopæl i 1970-erne og landbrugsprojektet i Uyole. En lokal medarbejder på projektet, tømrer Johnny Leza, boede dengang i den lille landsby med sine to, senere tre koner, og et halvt hundrede andre familier tæt omsluttet af hver sin shamba, mark eller urtehave, alt efter formåen og behov.
Der i 70-erne, hvor den gennemsnitlige levealder i landet var 39 år, var mange børn eneste garanti for en fremtid i social og økonomisk sikkerhed. Stort set alle familier i landsbyen mistede spædbørn og også lidt større børn. Som regel var det en lungebetændelse, der til sidst skubbede barnet ud over kanten, og de ubærlige børnebegravelser blev håndteret. Det skulle de jo.
Diabetes dukker frem
Ikke helt så mange børn har i dag tykke maver som tegn på fejl- og underernæring. I stedet har nogle af forældrene begyndende problemer med forhøjet blodtryk og diabetes. Halvdelen af den voksne befolkning skønnes i dag at have en mobiltelefon. Jo, det går skam fremad. Og tilmed i vores retning.
Nu er der fødevarekrise i verden. På grund af en krig i Ukraine. Blandt de veloplyste, historisk sansende og intellektuelle i Tanzania, trækker man endnu engang på skuldrene over europæerne. Hvad er det, der gør, at Europa gennem de seneste par hundrede år, har opført sig så krigerisk. Ingen anden verdensdel har i den grad bekriget hinanden og slået så mange civile ihjel gennem historien. Og nu igen! Lærer I det aldrig?
Og er de to eller fem kroner, et brød hos bageren nu stiger i pris, virkelig jeres største problem? Jo mere, vi retter ind efter en fremtid som jeres og jo flere af os, der følger jeres råd om at blive færre og mere rationelle fødevareproducenter, jo større bliver fødevarekrisen i millionbyernes endeløse randområder med pengeøkonomi og alt for få arbejdspladser. Vi, der blev tilbage i landsbyerne, har egentlig mad nok, men stadig ikke mange penge til alt det, I synes er vigtigt.
Holder gerne foredrag
Jeg kommer gerne og holder et foredrag om fødevarekrisen, set fra dem, der lider under den. Det koster minimum 5.000 kroner, og når jeg har fået dækket udgiften til min klimaskadelige transport, sætter jeg resten af pengene ind på en konto, som jeg en dag vil tømme og sende til den skole, jeg har været med til at stifte i Tanzania.
I stedet for flere gode råd har de brug for at få nyt tag, en computer til lærerne på hver årgang, og måske et par ekstra klasserum. Alt sammen skal nok blive ordnet både klimavenligt og bæredygtigt.
Du kan kontakte Bøje Østerlund på mail boje@vedhavet.dk
