Danmarks højt besungne veterinære ekspertise og beredskab er en saga blot, og vi er reelt efterladt magtesløse, hvis vi bliver ramt af en epizooti som f.eks mund- og klovesyge, svinepest eller lignende, skriver en bekymret gruppe dyrlæger.
Gæsteindlæg forfattet på vegne af dyrlæger og andre faggrupper i Abildgaardkredsen, nyt medlem i Verdens Bedste Fødevarer.
Danske svineproducenter kan i disse tider glæde sig. Deres afregningspriser er i kraftig stigning. Stigninger, som de i en normal markedssituation kun kunne drømme om.
Desværre skal baggrunden for stigningerne findes i det, der nærmest må betegnes som en global epidemi af den alvorlige, smitsomme virussygdom afrikansk svinepest. For relativt få år siden var afrikansk svinepest kendt som en sygdom, der fortrinsvist gav problemer i Afrika. Denne situation ændrede sig imidlertid radikalt i 2007, da afrikansk svinepest ved et uheld blev indført til Georgien.
Herfra spredte sygdommen sig til Rusland, hvor den hurtigt kom ud af kontrol, og mere end en million grise – ifølge de officielle tal – er indtil nu blevet aflivet og destrueret. I Europa er flere østeuropæiske lande ramt af afrikansk svinepest og senest er afrikansk svinepest virus fundet i vildsvin i Belgien, hvilket har ført til omfattende problemer for landets svineproducenter, der nærmest kun kan afsætte deres kød til hjemmemarkedet.
Belgierne skal nok komme gennem krisen, selv om det vil blive dyrt. Værre er der grund til at tro, at det ser ud i flere lande i Asien, og her – i særdeleshed – det land, der huser ca. halvdelen af verdens svinebestand – Kina.
Landet konstaterede ifølge de officielle kilder i sommeren 2018 de første tilfælde af afrikansk svinepest. Siden har sygdommen bredt sig, og ifølge de statslige officielle kilder er omtrent en million grise for nærværende blevet slået ned og destrueret.
På det hollandske nyhedssmedie om svineproduktion har de en god oversigt over den globale situation
Stor overraskelse for myndighederne
Kineserne hævder, at de nu har problemet under kontrol, og at landet vil begynde at genopbygge so bestanden, så produktionen kan komme tilbage på samme niveau, som før sygdommen ramte. Det er der formentlig grund til at betvivle, men under alle omstændigheder er der tale om en situation, der har og vil få verdensomspændende følger og koste milliarder og atter milliarder, før noget, der nærmer sig en normal situation, igen indfinder sig.
Det er tilsyneladende kommet som en stor overraskelse for myndighederne i mange lande, at den afrikanske svinepest har bredt sig med en sådan hast, og at sygdommen har været så svær at kontrollere. Og det rejser naturligt spørgsmålet om styrken af det veterinære beredskab i Danmark, og i den forbindelse om i hvor høj grad beslutningsprocesserne omkring myndighedsbetjeningen og laboratorieberedskabet er baseret på den veterinær indflydelse og de veterinære kompetencer som er nødvendige for hurtigt og effektivt at kunne begrænse omfanget af et udbrud af en af de alvorlige husdyrsygdomme, eller udbrud af nye sygdomme, såkaldte emerging diseases, som også kan være zoonoser (sygdomme som smitter både dyr og mennesker).
Hvad gør vi i Danmark? Er vores veterinære beredskab tilstrækkeligt robust?
I Danmark er der iværksat flere aktiviteter med henblik på at reducere risikoen for at afrikansk svinepest introduceres til Danmark. Mest omtalt er hegnet ved grænsen mod Tyskland, der vil koste 80 mio kr. at opføre, og som har mødt betydelig offentlig såvel som politisk modstand. Dertil kommer en forstærket indsats for at vaske og desinficere transportbiler, der kan tage smitte med over grænsen og en betydelig informationsindsats overfor chauffører, der kører med levende grise.
Er dette så tilstrækkeligt? Ingen kan sige det med sikkerhed, men sikkert er det, at hvis sygdommen rammer Danmark, vil det koste milliarder i tabt eksport, en betydelig regning for at nedkæmpe sygdommen og – ikke mindst – aflivning af grise i såvel smittede som kontaktbesætninger.
Der er næppe tvivl om, at en sådan dansk indsats vil være betydeligt mere effektiv end den tilsvarende i Rusland, Vietnam eller Kina.
Alligevel mener vi, der er væsentlig grund til at råbe vagt i gevær. Der er nemlig gennem flere årtier sket en betydelig degradering af den dyrlægefaglige kundskab inden for hele det veterinære område.
Ordet ”veterinær” er væk
Her er det nødvendigt at indføre noget historisk viden. Abildgaardkredsen er navngivet efter Peter Christian Abildgaard, som oprettede Veterinærskolen i 1773. På det grundlag opbyggede Danmark et veterinærfagligt stade, som få andre lande kan brøste sig af. Frem til år 2000 blev Danmarks veterinære felter ledet af veterinærer.
I dag er dyrlægernes positioner i ledende stillinger reduceret voldsomt. I 1999 blev Veterinærdirektoratet (oprettet i 1932) opslugt af det, der blev til Fødevarestyrelsen. I den forbindelse forsvandt dets netværk – kredsdyrlægeembederne – som med lokalkendskab var vigtige i bekæmpelsen af mildere og ondartede smitsomme sygdomme samt varetagelse af sager om mishandling og vanrøgt af dyr.
Stadsdyrlægerne og deres laboratorier (33) blev ligeledes ofret på omstruktureringens alter med tab af stor mikrobiologisk ekspertise og kendskab til lokale virksomheder. Der skulle have været oprettet 10 nye regioner med 40 “chefstillinger”, men alt strandede på økonomien.
Statens Veterinære Serumlaboratorium (SVS) blev i 2002 sammenlagt med Statens Veterinære Institut for Virusforskning (SVIV), og i august 2004 blev det underlagt Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender og fik navnet Danmarks Veterinær- og Fødevareforskning (DFVF). I stedet for ”Det Rådgivende Veterinære Forskningsudvalg” fik man en bestyrelse – og så var ordet ”veterinær” væk.
Og selv om ordet veterinær igen blev indført i navnet ”DTU Veterinærinstituttet” ved sammenlægningen med DTU i 2007, betød dette ikke en styrkelse af det veterinære, snarere tværtimod, og i dag ligger de statslige veterinære laboratorier i ruiner, og Veterinærinstituttet eksisterer således ganske enkelt ikke mere. Hvorvidt Danmark er afhængig af udenlandsk laboratoriemæssig bistand f.eks fra Spanien og Tyskland må således henstå som et åbent spørgsmål?
Dyrlæger står tilbage uden magt og midler
Disse uhensigtsmæssige omstruktureringer af alle veterinære felter har medført spredning og udtyndinger, der sammen med fyringer og nedlæggelser har undermineret ”Danmarks høje veterinære stade”. Det har fjernet det faglige fællesskab, der i 1900-tallet styrede og bekæmpede husdyrenes mildere og ondartede smitsomme sygdomme, stod for kød-, mælke- og levnedsmiddelkontrollen samt handlingsplaner for zoonoserne.
Uden magt, indflydelse og respekt for dyrlægernes helt specifikke viden om dyr, dyrenes sygdomme og deres bekæmpelse samt vores centrale indsigt i One Health og dyrevelfærd, er vi reelt sat skakmat. Det er dybt, dybt bekymrende, at et land som Danmark, der i århundreder har været bannerførere for veterinærfaglig viden og forskning og hvis økonomi fortsat har en dyb afhængighed af animalsk produktion, i den grad har skrevet den veterinære faglighed ud af forskning, beredskab, ledelse og bevillinger.
Vi vil fortsat i Abildgaardkredsen arbejde for at skabe opmærksomhed om de problemer, der kan opstå af disse årsager. Og vi har samtidig meldt os ind i Verdens Bedste Fødevarer for også herigennem at arbejde for oplysning om det veterinære område, der i den grad har været medvirkende årsag til danske fødevarers globale succes.
På vegne af Abildgaardkredsen
Jens Laurits Larsen, Karl Vestergaard Nielsen, Jette E. Kristiansen, Flemming Møller, Lars Kunstmann
Abildgaardkredsen slutter sig til medlemmer som DI Fødevarer, Conservation agriculture forkæmper Søren Ilsøe, økologisk grøntsagsproducent Kiselgården, forsker Egon Bech Hansen og mange flere.
Vi skal være mange flere. Vi opfordrer dig til til at melde dig ind og støtte vores arbejde eller – endnu bedre – tage del i udviklingen af foreningen Verdens Bedste Fødevarer.
Medlemskaber for 1 år ›
Studerende og pensionister (150 kr)
Privat (300 kr)
Virksomheder (5000 kr)
Iværksættervirksomheder under 5 år (500 kr)
Unge under 18 år (Gratis – 0 kr)
