På opfordring var jeg for nylig gæst, da foreningen Omstilling Nu inviterede til debataften om fremtidens landbrug. Oplægsholdere var Thyge Nygaard (som viste sig at have betjent min far og farbror, da han var ansat i DLG Skævinge, men det er et sidespring) fra Danmarks Naturfredningsforening, der argumenterede bravt for, at økologi er den ”mindst ringe” produktionsform, landbruget kan bedrive. Samt Kristian Thorup-Kristensen, professor ved Københavns Universitet, Institut for Plante og Miljøvidenskab, der forsker i planteavl og gav eksempler på, hvordan planteavl kan omlægges til fordel for natur, miljø og klima.
Jeg tillader mig at springe elegant over Thyges præsentation. For det første fordi, jeg kom for sent til den. For det andet fordi, jeg ikke rigtig hørte noget nyt, når der ses bort fra indrømmelsen, at der også er negative sider ved økologi (det er måske heller ikke nyt?).
Kristian Thorup-Kristensens oplæg gav til gengæld noget. For det første er det sjældent sket, tror jeg, at der i Informations lokaler er nogen, der i en halv time eller mere har kunnet fastholde tilhørernes opmærksomhed omkring rødders evne til at søge dybt ned i jord. Det skete, selv om jeg ærligt skal erkende, at der var tidspunkter undervejs, hvor jeg greb mig selv i at tænke på andre ting end planterødder. Det kan ikke udelukkes, at andre også lod tankerne drive lidt.
For det andet kom der efter oplægget en diskussion, der slog fast, at danske landmænds samarbejde med rådgivere er blandt verdens bedste. Eller sagt med andre ord: Danske landmænd er gode til at hente viden om, hvordan de skal producere, fra folk, der har studeret og specialiseret sig.
Det gav også den erkendelse, i hvert fald hos mig, at den landbrugsform, der praktiseres herude på landet, er baseret på faglig rådgivning. Eller med andre ord: Når landmænd smider kunstgødning og pesticider på jorden gør de det på anbefaling fra studerede folk (som nok lader sig influere af pesticid- og gødningsfabrikanter men dog ikke er på deres lønningslister).
Kristian Thorup-Kristensen fremviste dog bud på anderledes måder at gøre det på. Han havde forsket og mente, der var begrundet håb om, at planteproduktion kunne gøres mere bæredygtigt. F.eks. ved at benytte sig af større variation i afgrødevalget. Han slog også fast, at økologi ikke var svaret på alle landbrugets udfordringer og gav på den måde et lille venligt spark til Thyge Nygaard, men det er en anden historie.
Hans præsentation af de lovende forskningsresultater gav mig anledning til at spørge, hvorfor disse metoder så ikke var udbredt, og om forskerne huskede at tænke økonomisk rentabilitet ind i fremlæggelsen af deres resultater.
Kristian Thorup-Kristensen mente nok, at økonomi var en del af rådgivningen og slog fast med syvtommersøm: Der kommer ikke til at ske forandringer, der ikke giver økonomisk mening for landmændene. Det, tænker jeg, er jo logik for perlehøns, men jeg synes af og til, jeg støder på mennesker, der ikke tager det forhold med i deres betragtninger.
Jeg tillod mig at spørge, hvordan hans forskningsresultater skulle munde ud i en eventuel anderledes praksis blandt landmænd, og her var en af tilhørerne hurtig til at konkludere, at det skulle ske ved at staten overtog jorden og drev den efter principperne. Desværre fik jeg ikke lejlighed til at spørge, om han mente, staten skulle give markedsprisen for jorden for derefter at drive den med underskud for mine skattekroner. Jeg tænker heller ikke, at diskussionen ville have været frugtbar for hverken ham eller mig.
Tilbage står, at vi, og i særdeleshed de mange københavnere, der var mødt frem til Omstilling Nu arrangementet nok kan have mange meninger om, hvordan landbrug skal drives. Men hvis vi ikke tager dem i ed, der skal gøre det, kan vi kun se frem til spildte forhåbninger.
Men hvis nu vi velmenende mennesker i stedet giver dem, der skal udføre arbejdet den viden, der gør, at de kan forandre og tjene penge samtidig, er meget opnået. Læse mere om, hvordan Verdens Bedste Fødevarer vil gøre det her.
