Organisationerne Bæredygtigt Landbrug (BL) og Danmarks Naturfredningsforening (DN) er gået i åben krig . Som hund og kat slås de, om hvorvidt landbruget skal være økologisk eller ej. Det ville være morsomt at følge med i, hvis det ikke var så tragisk. På den ene side siger Bæredygtigt Landbrug, at DN sværter landbruget med usaglige midler. På den anden side siger DN, at BL lyver.
Du er dum. Nej du er dum. Er essensen kogt ned.
Hvis man var lidt mindre kompromissøgende end Verdens Bedste Fødevarer, kunne man fristes til at sammenligne det med den politiske debat. Eller en børnehave.
Men det ville jo være lige så fjollet og børnehaveagtigt at komme med den slags sammenligninger. Derfor nøjes jeg med at konstatere, at debatten er skadelig for begge parter og – vigtigst af alt – for udviklingen af et dansk fødevareerhverv, der tager større hensyn til naturen, end det er tilfældet nu.
Det er nemlig ikke sådan, tror jeg, at debatten rykker nogen holdninger hos dem, det ville være godt at rykke nogen holdninger hos. Det bidrager udelukkende til at skabe en større afgrund mellem dem, der synes, landbruget skader naturen, og dem, der mener, at landbruget tager så meget hensyn til naturen, som det er (økonomisk) muligt.
Og så er der alle dem, der grundlæggende er ret ligeglade men selvfølgelig lader sig påvirke af den offentlige debat. Hvilken holdning, de hælder til, afhænger højest sandsynlig mest af, hvem de hænger mest ud med. Og har ikke synderlig bund i faktuel viden.
For de indblandede organisationer har debatten den fordel, at det får deres respektive tilhængere til at glædes over, at deres organisation ser ud til at slås for deres interesser. Det kan jo være godt nok set fra organisationernes synspunkt, at de får glade tilhængere, der betaler deres kontingent med større glæde, men hvad det ellers gør af gavn, har jeg svært ved at se.
Set fra mit perspektiv ville det være voldsomt mere frugtbart, hvis organsationerne kunne hitte ud af at prøve at komme mere i tale med dem, de er uenige med. Fra DN’s side ville det være det konventionelle landbrugs tilhængere, mens det for BL’s vedkommende ville være en ret stor del af den danske bybefolkning, der bliver stadig mere skeptiske over for landbrugets praksis.
Hvis det skal lykkes at tale med folk, man er uenig med, er man nødt til at møde dem, hvor de er. Altså sådan helt grundlæggende erkende og udtrykke, at der kan være en vis fornuft i de synspunkter, modstanderne udtrykker. Det kan jo være en svær øvelse, når man er så overbevist om egen ret, som de to organisationer er. Men grundlæggende er det en umulighed, at de begge kan have 100 pct. ret, og eftersom der befinder sig intelligente folk på begge sider af afgrunden, kunne man få den tanke, at begge har argumenter, der taler til deres fordel. Det er udgangspunktet for Verdens Bedste Fødevarer, der vil kunne hjælpe begge sider med at opnå deres formål uden at fratage dem deres mulighed for stadig at forsøge at fremme egne synspunkter. DN får mere natur, mens BL får bedre økonomi. Ingen af organisationerne har dog foreløbig udtrykt ønske om at hjælpe med at fremme formålet.
Måske er det fordi, de bare godt kan lide at slås.
