Skrevet den 24. jan 2014

Salt er en luftart

Til min fysikeksamen i niende klasse trak jeg emnet “salte“. Det var et uheldigt emne, men der var ikke mange gode at vælge imellem, for jeg havde tilbragt de fleste af fysiktimerne på bagerste række med et par klassekammerater, hvor vi mest diskuterede, hvor meget der stank fra svineproduktionen på en anden vens hjem. Salte var nok alligevel blandt de værre. Af en eller anden årsag blev jeg udstyret med noget bånd af en slags metal, som, når det blev smidt ned i den syrevæske, jeg også havde fået med ind i forberedelseslokalet, hvæsede og spruttede og afgav damp. Heraf konkluderede jeg, at salte var en luftart.

I 1989 gav det karakteren fem, hvis man hævdede, at salt er en luftart
I 1989 gav det karakteren fem, hvis man hævdede, at salt er en luftart

Det blev ikke så godt modtaget i eksamenslokalet. Min lærer, Laila hed hun, forsøgte ivrigt at få mig til at nævne i det mindste en eller anden form for salt, man bruger i sin hverdag. “Noget, du har derhjemme” … “din  mor bruger det i maden” … “det er hvidt”. “Nååå – mener du køkkensalt?”

Det er en noget pinlig historie, men den vækker gerne lykke, når jeg fortæller den. De fleste føler sig dejligt befriet, når der er andre i selskabet, der har mindre forstand på ting, end de selv har. Der er masser af andre ting, jeg heller ikke ved en dyt om. Jeg forstår til nød, at man kan få en motor til at køre ved hjælp af noget, der kan eksplodere. Men jeg fatter ikke en meter af, at det der strøm kan få lamper, fjernsyn, elvandvarmere og telefoner til at fungere. Endnu værre er det med mobiltelefoner, Ipads, computere, gps, hydraulik, svejseapparater og alt muligt andet, som min hverdag er fyldt med.

Jeg har, ret beset, heller ikke særlig meget forstand på landbrug. Det til trods for, at jeg er vokset op med en  far, der har drevet maskinstation og haft dyr. Bevares, jeg kan pløje og bakke en firhjulet vogn, men jeg kan ikke svejse, og det der NPK, de smider på markerne for at få planterne til  at vokse, forstår jeg mig ikke på, og jeg ved slet slet slet ingenting om, hvordan de der pesticider (bemærk, at Wikipedia betegner det som gift) virker.

Alligevel drister jeg mig til at have en mening om, hvad der foregår på landet. Det ligger mit hjerte nært, fordi jeg i mange år som journalist har beskæftiget mig med fødevareerhvervet, men nok mest fordi jeg er vokset op med kontakt til det. De fleste mennesker (landmænd inklusive) har desuden holdninger til ting, de ikke ved en kæft om. Så må jeg vel også have lov.

Vi stemmer ved de fleste folketings- og kommunalvalg mest ud fra fornemmelser og mindre ud fra faktuel viden om, hvordan beslutninger egentlig bliver truffet, og hvordan tingene faktisk hænger sammen. Det kan næppe være anderledes, for vi kan ikke overskue al den viden, der er tilgængelig om verden, og der er ingen, der med rette kan hævde, at deres holdninger er baseret alene på faktuel viden.

Det må altså nødvendigvis være helt legitimt at have holdninger til noget, man ikke ved noget om. Diskuteres kan det til gengæld, hvilke emner det er vigtigt, at så mange mennesker som muligt har blot et minimum af viden om. For mig er det allervigtigste, at vi kan læse og regne, fordi det giver os forudsætningerne for at søge mere viden. Men dernæst kommer viden om, at intet kommer af intet. Praktisk erfaring med en eller anden form for produktion, så vi i det mindste erkender, at der ligger en ret stor grad af indsats indlejret i stort set alt det, vi tager for givet i hverdagen. Fra maden, til Ipaden, slikpapiret og tandpastaen.

Det er helt fair og helt uundgåeligt og i grunden en god ting, at vi ikke allesammen interesserer os lige meget for alt sammen, men det er, i mine øjne, en ret basal del af den menneskelige dannelse, at vi sætter pris på, at der er mennesker omkring os, der har andre interesser end vi – og at den forskel beriger os.

Der må i  sagens natur være forskel. Jeg sætter f.eks. ret stor pris på, at der findes mennesker, der har skrevet bøger, komponeret musik og lavet film. Det beriger mig, og jeg synes, deres bedrifter er overmåde beundringsværdige. Til gengæld tager jeg lidt for ofte mere hverdagsagtige ting for givet. Jeg er helt bedøvende ligeglad med, hvem der har lavet elektronikken i min telefon, det interesserer mig ikke et hak, hvordan nogen ingeniører er nået frem til, hvordan man  kan bygge en bro over Storebælt, og at mennesker har stillet varer frem i mit lokale supermarked.

De har jo kun gjort det for at tjene penge, er min umiddelbare tanke, og det er ret  hverdagsagtigt og ikke særlig beundringsværdigt, tænker jeg.

Men det er ikke rigtigt.

Dem, der laver bøger, musik og film, har valgt deres erhverv via en blanding af tilfældigheder, og fordi det interesserede dem. Og så har de knoklet for at kunne gøre det så godt som muligt. Med skiftende held. Ligesom langt de fleste andre er kommet ind i deres respektive erhverv og derfra gør det så godt som de nu kan. Jeg tror på, at de fleste mennesker gør en ekstra indsats, hvis de fornemmer, at deres omgivelser sætter pris på det, de gør. Derfor ærgrer det mig så grumme, at vi i Danmark ofte udtrykker misbilligelse overfor fødevarerhvervet, som leverer langt de fleste af de varer, som vi i hverdagen tager for givet.

Derfor har jeg startet http://verdensbedstefodevarer.dk, så vi i fællesskab kan sende et signal til fødevareerhvervet om, at vi sætter pris på, at der findes mennesker, der hver dag ligger en stor indsats i at servicere os med helt basale fornødenheder.Både dem, der laver kunst,  dem, der laver kvalitet og dem, der laver kvantitet.

På den måde vil de alle gøre en  ekstra indsats for at gøre alle os andre ekstra stolte. Støt sagen ved at synes godt om http://verdensbedstefodevarer.dk For mere information om projektet læs http://verdensbedstefodevarer.dk – åbent brev

Følg os!