Jeg har konsulteret en psykolog. Min frustration over den efter min ydmyge mening horrible reaktion på aflivningen af giraffen Marius var så slem, at jeg henvendte mig til en psykolog i det håb, at han kunne forklare mig, hvad der var galt med de der mennesker, der synes, Marius var for plettet til at dø. Som altid, når man går til psykolog for at høre, hvad der er galt med de andre, blev jeg skuffet. Her er, hvad Jacob Mosgaard skrev til mig:
“Jeg tror, det har noget at gøre med vores ambivalente forhold til andre levende væsener. Jeg tænker, at vi på den ene side har en naturlig råhed over for andre arter – vi spiser dem fx, og knalder gerne en myg eller to. Og på den anden side det der komplekse noget, der gør os til mennesker – nogle vil kalde det bevidstheden, andre vores særlige kulturlighed – det giver os muligheden for empati også for fremmede væsener, selv tøjdyr og ET. Og det er en meget central del af os, tror jeg, og det er derfor helt forståeligt, at børn leger meget empatiske lege med barbier og tøjdyr osv. Men vi er på en måde ikke rigtig udstyret med en medfødt måde at håndtere denne ambivalens. Vi kan synes de andre enten er ufornuftige eller ufølsomme, men balancen er vel ikke så let. Du bor på landet og har sikkert en ret usentimental tilgang til dyr og synes holdningen er åndssvag (jeg er enig), mens andre der lever andre liv ikke så meget gør det til et spørgsmål om fornuft og forskellen mellem arter og tager heller ikke stilling til absurditeten i efter en aktion at spise en hotdog ved pølsevognen. De ser det måske mere som en unødvendig død, altså et moralsk spørgsmål om, hvorvidt vi mennesker har retten til at slå andre arter ihjel efter forgodtbefindende. Meget følelsesladet begge veje, må jeg sige.”
Jeg er altså i mine følelsers vold. Lige så meget som dem, jeg ikke kan forstå. Det er ekstremt vanskeligt for mig at acceptere, at jeg ikke bare har ret, og at der må kunne findes en måde at forklare de andre, at de tager fejl.
Nå, men jeg prøver altså. Prøver at sætte mig ind i, at min sandhed ikke er for alle. Og prøver at gøre https://verdensbedstefodevarer.dk til et projekt, som alle, uanset følelser for Marius, kan tilslutte sig. Jeg er endnu ikke stødt på særlig mange mennesker, som vil erklære sig uenige i, at det ville være godt, hvis vi fik en mere bæredygtig fødevareproduktion, der kan give os flere arbejdspladser.
Faktisk har jeg fået sympatitilkendegivelser (likes) fra en ekstremt varieret persongruppe, som blandt andre tæller: Martin Merrild Camilla Plum Trine Hahnemann Signe Wenneberg Jørgen E. Olesen Henrik Zobbe Klaus Grunert Og ikke mindst Søren Sørøver Kvist Der er ingen af disse mennesker, jeg er enig med. Nogen mere end andre. Men vi har det til fælles, at vi gerne vil have en god fødevareproduktion i Danmark. Hvordan man opnår det, bliver vi nok aldrig enige om, men vi kan og bør diskutere det. Og med https://verdensbedstefodevarer.dk kan vi måske få et fælles mål, som vi kan samles om at diskutere, hvordan vi skal opnå og samtidig brede diskussionen ud til flere mennesker, der ellers ikke ville interessere sig for problemstillingen, selv om de næppe heller ville være uenige i ambitionen.
Jeg håber, du vil tage del i diskussionen og give https://verdensbedstefodevarer.dk et like! Også selv om vi næppe er enige om det hele. For mere information om projektet læs https://verdensbedstefodevarer.dk – åbent brev
