Den kendte landbrugskritiker Kjeld Hansen har kommenteret på mit Opråb til landmænd. Han roser mine skrivefærdigheder (han mener, han ikke kunne have gjort det bedre selv, og det tager jeg som en ros) og spørger så, om det ikke var på grund af den slags meninger, jeg blev fyret som redaktør i Landbrug & Fødevarer.
Jeg har brugt dagen i dag på at gå at tænke over, hvordan jeg skulle svare. Det er ikke så nemt. Jeg vil tro, de fleste fyrede er kede af situationen, og jeg vil ikke lægge skjul på, at fyringen skuffede mig. L&F’s bevæggrunde kender jeg faktisk ikke, og jeg vil ikke kaste mig ud i spekulationer omkring det. Men jeg kan sige med uforstilt stolthed, at det arbejde, jeg udførte for L&F, var i en klasse for sig.
Jeg tror ikke, der findes nogen anden organisation i verden (ret mig gerne, hvis I har eksempler på det modsatte), der i den grad har givet et internt blad fripas til at gribe fat i de ømme tæer, organisations egne medlemmer har haft. Desværre er bladet ikke længere tilgængeligt online, så links herunder virker ikke længere, men jeg synes overskrifterne taler et ret tydeligt sprog:
Få problemer hos mange minkejere
Rugbrød bidrager til forhøjet blodtryk hos 950.000 danskere
28.000 nyfødte jerseytyre aflives hvert år
Antallet af trædepudesvidninger hos kyllinger er steget
Mindre kødforbrug er godt for klimaet
Der er flere af den slags artikler. F.eks. en om, at landmænd pløjer gravhøje ned. Men det må have en ende, og som rosinen i pølseenden vil jeg gerne nævne et blad af ældre dato, hvor FoodCulture inviterede en række af landbrugets kendte revsere ind i spalterne og gav dem frit ord omend på en begrænset plads. Her var Kjeld Hansen også inviteret, men han ville ikke være med. Som jeg husker det af frygt for at blive manipuleret med. Men ret mig gerne?!
Jeg står gerne ved troværdigheden af alle de herover bragte artikler. Bevares, det er kommunikation for en organisation, og der vil i den slags naturligt være god plads til, at organisationen får lov at forklare sig. Men der står ikke noget, der er forkert, og vi hentede gerne kritikere ind som kilder. Det er, synes jeg, overordentligt modigt af en organisation at kommunikere på den måde. Men vi fik ros for det. Rigtig mange af landbrugets egne folk syntes, at det var et fedt blad, vi lavede.
Kritikere har der helt sikkert også været nogle af, men det er begrænset, hvad jeg har hørt til dem. Selvfølgelig havde bladet strategisk sigte. Det blev sendt til journalister, meningsdannere og politikere, og når vi fik lov at skrive, som vi gjorde, var det fordi, det gav organisationen troværdighed, at vi kunne skrive om ømme tæer.
Derfor ærgrede det mig, dengang som nu, at landbrugets egne medier ikke tog de samme emner op på forsiderne og behandlede dem journalistisk. Det ville ikke blot have givet øget troværdighed. Det ville også have medvirket til at gøre landmænd mere bevidste om, hvad kunderne efterspørger. Det nemlig stadig, som jeg ser det, fødevareerhvervets største problem, at mange af dets kerneaktører, landmændene, ikke har forstået, at de er nødt til at gøre sig gode venner med kunderne, hvis de vil være populære. Enhver scorekarl ved, at hvis han vil i kanen med en pige, skal han have lækkert hår. Men landmændene insisterer på, at pigerne skal kunne lide dem, som de er. Det får de ikke meget på den dumme af.
Men det gør de – og du – ved at trykke synes godt om https://verdensbedstefodevarer.dk. For mere information om projektet læs https://verdensbedstefodevarer.dk – åbent brev
