Skrevet den 13. aug 2014

Opråb til forskere

Her har jeg (mis)brugt præsten Flemming Pless som ekspert på svins manglende urenhed
Her har jeg (mis)brugt præsten Flemming Pless som ekspert på svins manglende urenhed

Med et meget løst skud vil jeg gætte på, at jeg har talt med hundredevis af forskere til i hvert fald tusind artikler, der skulle have en forsker eller ekspert til at blåstemple eller kritisere indholdet ud fra deres faglige viden, eller hvor forskerens resultater var det direkte afsæt for historien.

Med den erfaring i bagagen kan jeg uden blusel sige, at forskere i hovedreglen er de mest besværlige kilder at have med at gøre overhovedet. Alle de steder, jeg har været ansat, har det været almindeligt at sende hele artiklen til gennemsyn hos kilderne før offentliggørelse. Det skyldes ikke kun hensyn til kilden men i høj grad, at mine arbejdsgivere (i hovedsagen Landbrug & Fødevarer og DI) har haft en meget meget kraftig interesse i, at det faktuelle indhold i artiklerne ikke kunne drages i tvivl.

Det er en god politik, synes jeg, som flere medier gerne måtte tage i brug. Men det er ikke det væsentlige. Det væsentlige er, at forskere alt for tit har sendt artiklerne retur med tilføjelser, fremmedord og forbehold, som aldrig (aldrig!) ville kunne få plads i en artikel, der skulle læses af et forudsætningsløst menneske. I hovedreglen har jeg kunnet tale mig til et kompromis med de fleste, for de fleste ved godt, at det der akademiske sprog, der indeholder alle forbehold, kilder og modsætninger, ikke kan gå i journalistik. Men lidt for ofte desværre med beklagelse, fordi forskere synes, at deres måde er den rigtige, og fordi de ofte mener, at den kritik de kunne få fra deres fagfæller for upræcise ord, er værre end den anerkendelse, de ville få fra lægmænd for at kunne formidle kompliceret stof på pixieniveau.

Det er helt i skoven. Fagfolk, der kan formidle, så det kan forstås, burde prises til skyerne af deres fagfæller, for det er by far den mest udbredte mangelkompetence blandt lærde. Blandt andet derfor opnår de få, der er i stand til det, også så stor popularitet i medierne. For selvfølgelig findes undtagelserne, og jeg forestiller mig i mit stille sind, hvordan de mindreformidlende forskere sidder over mikroskoperne og bagtaler deres populistiske kolleger og harcelerer over den primitive og forenklede viden, der bliver borgerne til del.

De har formentlig ret. For der er også en tendens til (og jeg tager straks det forbehold, at jeg godt ved, jeg skærer meget over en kam og ikke har belæg for mine ord), at de populære forskningsformidlere kommer til at svælge lidt for meget i deres egen medietække, så de, godt hjulpet på vej af ukritiske journalister på citatjagt, ender med at udtale sig om løst og fast, som de ret beset ikke har en dyt forstand på. Og på en måde, så al sandhed, tvivl og forbehold er drænet ud af det færdige produkt.

Tilbage sidder læsere med en artikel, der er blevet præsenteret for dem som sandhed. Men som i næste uge modsvares af en artikel, der siger det modsatte. F.eks. om hvad der er sund kost, hvad der giver kræft, hvad der feder, hvad der slanker, og hvad der giver et lykkeligt liv. Rigtig mange læsere er ikke bevidste om, hvor meget de bliver manipuleret i den form for artikler. Bevidstheden om, at der altid er nogen, der har betalt for forskning, og at disse betalere altid har en dagsorden, er næppe det første, de fleste BT-læsere tænker, når de ser en artikel om, at branket kød giver kræft.

61-EB
Det ligger ikke i journalistikkens natur at udbasunere egne fejl.

Man kan argumentere, at det er avisens ansvar at gøre forudsætningsløse læsere opmærksom på, at de sjældent får endegyldige sandheder præsenteret i avisernes spalter. Men det er for det første ikke i avisens interesse, ligger ikke i journalistikkens natur og vil i øvrigt ikke blive vel modtaget af et publikum, der ofte gerne vil have præsenteret budskaber, der ikke efterlader en med flere spørgsmål end svar.

Men det er jo sådan set det smukkeste ved forskning. At det altid efterlader nye spørgsmål, der skal besvares. Denne skønhed har jeg ikke altid været bevidst om, og jeg erkender blankt, at det ikke er nogen nem opgave at overbevise et ungt og stædigt sind om, at tvivl og uopklarede spørgsmål kan være en stor og smuk del af livets gave.

Jeg har ikke den forkromede løsning, der kan gøre forskningens og nysgerrighedens fascination begribelig for et bredere publikum. Men det ændrer ikke på, at jeg gerne vil sende et opråb til forskere om at blive bedre til at prøve at formidle, hvorfor det er fantastisk at operere i uopdaget land, og hvorfor de spørgsmål, der opstår, ofte er mere interessante end svaret. På en let tilgængelig og fascinerende måde, der giver mening i hverdagen. Så kan man også samtidig få leveret standardbudskabet: “Det ved vi desværre ikke nok om, så vi må have nogle flere penge at forske for.”

http://verdensbedstefodevarer.dk vil rigtig gerne hjælpe med både forskingen og formidlingen. Se mere om projektets formål her http://verdensbedstefodevarer.dk – åbent brev.

Følg os!